Gode stunder
Hvis vi søger Herren og hans vejledning, hvis vores retning er at komme tilbage til vor himmelske Fader, vil de gode stunder opstå.
Vi er så taknemmelige for vores levende profet, præsident Gordon B. Hinckley, og for hans ord: »Gud velsigne Hjælpeforeningen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«1 Enhver søster i denne kirke hører til Hjælpeforeningen. Enhver af os kan opleve den kærlighed, der er så rigelig af i denne guddommeligt indstiftede organisation.
Mit hjerte banker for jer søstre, som er blevet dybt påvirket af de nylige naturkatastrofer. Jeg glæder mig over antallet af retfærdige kvinder, som tjener og bliver betjent. Gennem tjeneste oplever både modtager og giver Herrens kærlighed. I denne prøvelsens tid beder jeg om, at I vil føle hans kærlighed tillige med min og mange af jeres søstre i Hjælpeforeningens kærlighed.
Profeten Joseph Smith udstak kursen for Hjælpeforeningen, da han sagde til søstrene i 1842: »Det er naturligt for kvinder at føle kærlighed og velvilje – I er nu i en situation, hvor I kan handle i overensstemmelse med disse følelser, som Gud har plantet i jer. Hvis I efterlever disse principper, hvor storartet og hvor herligt er det da ikke!«2
Søstrene fra Hjælpeforeningens begyndelse blev inspireret af profeten Joseph. I dag har vi også muligheder for at tjene som »redskaber i Guds hånd til at udføre dette store værk.«3
Hvad betyder det i daglig tale at være et redskab? Jeg tror, det betyder at nære hinanden. Joseph Smith kaldte det at handle »i overensstemmelse med disse følelser,« der er i vores hjerte. Jeg har haft mange gode stunder, hvor jeg har følt, at Herren har brugt mig som et redskab. Jeg tror også, at I er blevet vejledt og hjulpet, når I underviser, trøster og opmuntrer.
Alligevel dømmer vi som kvinder os selv meget hårdt! Tro mig, når jeg siger, at hver eneste af os er meget mere værd, end vi selv synes. Vi bør vedkende og glæde os over det, vi gør rigtigt. Meget af det, vi gør, virker småt og ubetydeligt – blot en del af dagligdagen. Når vi »kaldes frem for at aflægge beretning over for Jahve«4, som profeten Joseph sagde, så ved jeg, at vi har meget at berette.
Lad mig give jer et eksempel. For nyligt spurgte jeg ældste William W. Parmley, hvilke minder han havde om sin mor LaVern Parmley, der tjente som Primarys hovedpræsidentinde i 23 år. Han henviste ikke til hendes konferencetaler eller de mange programmer, hun satte i værk. Han talte om en af hans bedste stunder, da han som 17-årig forberedte sig til at rejse hjemmefra for at begynde på college. Han huskede, hvordan han sad sammen med sin mor, mens hun lærte ham at sy knapper i. Hos børn – i alle aldre – gør små og enkle gerninger varigt indtryk.
Vi har ikke alle sammen børn, vi kan lære den grundlæggende færdighed, det er at sy. De første søstre var en forskelligartet gruppe præcis som os. Nogle var gift, nogle enlige, nogle var enker, men de var forenede i deres formål. Når jeg har været sammen med jer i mange lande og mange forskellige steder, har jeg mærket jeres kærlighed. Søstre, jeg elsker jer, og jeg ved, at Herren også elsker jer.
Mange af jer er enlige. I er studerende; I arbejder; I er nye i Hjælpeforeningen. Nogle af jer har været medlemmer længe. Tro på mig, når jeg siger, at hver eneste af jer er værdsat og nødvendig. Hver af jer giver kærlighed, energi, perspektiv og vidnesbyrd til værket. Jeres indsats for at leve tæt til Ånden velsigner os alle, fordi I har lært at stole på Ånden, når det gælder styrke og vejledning.
En aften følte Cynthia, en enlig søster, sig tilskyndet til at besøge en søster på hendes kreds. Søsteren var ikke hjemme. Da Cynthia gik hjem, bemærkede hun en sygeplejerske uden for et hospital sammen med to børn, der begge havde slemme brandsår. Da Cynthia hørte sygeplejersken sige den lille piges navn, genkendte hun pludselig pigerne: Hun havde kendt disse to børn, da hun var missionær i Bolivia fire år tidligere. Da hun fornyede bekendtskabet med børnene på plænen foran hospitalet, var det tydeligt for hende, at børnene heledes fysisk, men de led følelsesmæssigt uden støtte fra familien. Cynthia begyndte at besøge børnene og tage sig af dem. Idet hun fulgte Åndens tilskyndelse, blev Cynthia Guds redskab til at velsigne to børn, der led af hjemve.
Skyldtes denne indsats, at hun var enlig? Nej. Den skyldtes, at hun lyttede til Ånden og havde givet sit hjerte til Gud. Hvis vi er på bølgelængde med Ånden, hvis vi søger Herren og hans vejledning, hvis vores retning er at komme tilbage til vor himmelske Fader, vil de gode stunder opstå. Og vi vil værdsætte dem, fordi vi er blevet redskaber i Guds hånd.
Nogle gange tager vores liv en uventet drejning, og vi må ændre planer. En enlig søster skrev: »Jeg tror ikke, jeg følte sand lykke i mit voksne liv, før jeg indså, at min personlige værdi og min værdi som min himmelske Faders datter intet har at gøre med, om jeg er gift eller ej. På det tidspunkt begyndte jeg at fokusere på min åndelige og personlige vækst og ikke på, om jeg nogensinde ville blive gift.«5
Se, hvor meget vi lærer og vokser, når vi deler vores vidnesbyrd med hinanden om, at Herren lever og elsker os. Som jeg tidligere har sagt, hvis jeg kunne ønske én ting for jer alle sammen, ville det være, at I føler Herrens kærlighed i jeres daglige liv.
Nogle gange kommer den kærlighed ad uventede kanaler. Kristen var i gang med at tage sin afsluttende eksamen og havde for nyligt født sit andet barn. Hun følte, at de andre, der havde taget den samme eksamen, havde opnået så meget mere, og deltog kun modvilligt i dimissionsmiddagen. Hendes frygt blev bekræftet, da de studerende til middagen blev bedt om at nedskrive deres professionelle bedrifter. Kristen erindrede: »Jeg blev pludselig flov og skamfuld. Jeg havde intet at kalde mig selv, ingen prestigefuld stilling, ingen imponerende stillingsbetegnelse.« Det gjorde situationen endnu værre, at professoren læste listerne op, da han overrakte eksamensbeviset til hver studerende. Kvinden før Kristen havde opnået en masse: Hun havde allerede en Ph.d., det var hendes anden kandidatgrad, og hun havde endda været borgmester! Kvinden fik en stor klapsalve.
Så var det Kristens tur. Hun gav professoren det tomme ark, imens hun prøvede at holde tårerne tilbage. Professoren havde været en af hendes undervisere og havde rost hendes indsats. Han kiggede på hendes tomme papir. Uden at tabe tråden annoncerede han: »Kristen har en af de mest afgørende roller i hele vores samfund.« Han var stille et par sekunder, og erklærede så med styrke i stemmen: »Hun er mor til sine børn.« I stedet for et høfligt spredt bifald, rejste folk sig. Der var kun ét stående bifald den aften; det var for moderen i salen.
Mødre, I er redskaber i Guds hånd, med et guddommeligt ansvar for at undervise og nære jeres børn. Små børn har i høj grad brug for en venlig og kærlig hånd. Når I sætter dem i første række, vil han vejlede jer til, hvordan I bedst tjener dem.
Alle jer med ældre børn, der er behov for jer i jeres hjem. Ja, der er frustrationer, men der er mange glæder. Se efter dem! Ved at have haft fire energiske sønner, har jeg lært en ting eller to om at være et redskab: Nyd energien i disse år! Gør jeres hjem til et trygt, lykkeligt, afslappet sted, hvor venner er velkomne. Lyt, elsk, del historierne fra jeres barndom og teenageår med jeres børn.
Hav forventninger til jeres børn. Vi havde fastsat, hvornår vore sønner skulle være hjemme, og fortalte dem, at Helligånden går i seng ved midnat. Når de ikke kom hjem, vejledte Helligånden mig et par gange til at tage ud og finde dem. Det overraskede et par af de piger, de datede! Vi griner af det nu – men jeg må indrømme, at vi har lettere til latter nu, hvor de er ældre.
Vær der for jeres børn. Sæt jer på sengekanten og nyd de sene samtaler – prøv at holde jer vågen! Bed om, at Herren vil inspirere jer. Tilgiv ofte. Vælg jeres kampe. Bær ofte vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans godhed og om genoprettelsen. Og vigtigst af alt: Lad dem vide, at I sætter jeres lid til Herren.
Hvis jeres børn er voksne og flyttet hjemmefra; hvis I er enlige, fraskilte eller enker, lad da ikke jeres omstændigheder bestemme jeres villighed til at dele jeres livserfaring. Der er brug for jeres røst.
Til en søndagslektion i Hjælpeforeningen i min menighed talte vi om, hvad der udgør et godt ægteskab. En søster, Lisa, sagde: »Jeg burde nok ikke sige noget, siden jeg er skilt. Men, det, der får mig til at holde ud, er mine tempelpagter.« Efter lektionen spurgte jeg nogle nye unge voksne hjælpeforeningssøstre, hvilken del af denne lektion, der havde sagt dem mest. De sagde: »Lisas bemærkning gjorde størst indtryk på os.«
Mine kære ældre søstre, jeg ser Guds billede i jeres ædle ansigt. Jeres visdom, tålmodighed og erfaring har rørt så mange liv! Da min fantastiske svigermor, Mary, var i 90’erne, plejede hun at sige: »Folk tror, at fordi jeg er gammel, ved jeg ingenting.« Lad mig fortælle jer om, hvad hun vidste, og hvad hun gjorde. Da hun boede i et ældrebolig-kompleks, spurgte Mary lederen, om de måtte anvende et lokale til gudstjenester. Han svarede nej, fordi plejehjemmet ikke var religiøst. Hun nægtede at acceptere hans svar! Sammen med nogle andre ældre søstre blev Mary stædigt ved, indtil stedet stillede et lokale til rådighed. Snart blev en menighed organiseret, og medlemmer mødtes hver søndag for at deltage i nadveren og forny deres pagter. Alder er ingen hindring for at blive et redskab i Guds hånd.
Der er utallige måder at blive et redskab i Guds hånd på. Vær f.eks. de besøgslærerinder, I altid selv har ønsket jer; spørg en ung voksen, hvad hun kan lide at gøre i stedet for, hvorfor hun ikke er gift; del i stedet for at samle; vælg med omhu, hvordan I klæder jer, taler og lader jer underholde; smil til jeres ægtemand eller barn, som ved, at de er årsag til frustrationer og hjertesorg; læg armen om en ung kvinde; undervis med glæde i børnehaven; vis med jeres indstilling, at I finder glæde på rejsen. Profeten Joseph sagde om en sådan indsats: »Hvis I lever op til jeres privilegier, kan end ikke englene holdes tilbage fra at pleje omgang med jer.«6
Jeg ved, at vi er en del af Herrens værk. Tak for jeres hengivenhed til jeres familie, til Hjælpeforeningen og til Kirken. Tak fordi I er redskaber i Herrens hånd til at føre dette store værk frem. Må I mærke Herrens kærlighed i jeres liv, og må I viderebringe den kærlighed til andre. Dette er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.