Offer er en glæde og en velsignelse
Det er min bøn, at vi alle vil blive hellige, der er villige til at ofre og blive værdige til Herrens særlige velsignelser.
Brødre og søstre, god eftermiddag. Profeten Joseph Smith har sagt: »En religion, som ikke fordrer, at man er villig til at ofre alt, vil aldrig have den nødvendige kraft til at fremme den tro, som er nødvendig for liv og frelse« (Lectures on Faith, 1985, s. 69). Hvis vi sammenfatter historierne i skrifterne, kan vi sige, at det er historien om ofre.
Vi finder vidunderlige eksempler i skrifterne på dem, der ofrede deres liv for at beholde deres tro og vidnesbyrd. Et eksempel er fra historien om Alma og Amulek, da de med smerte måtte se Ammonihahs folk, der blev kastet i ilden og døde, men de bevarede deres tro (se Alma 14:7-13).
Vi tænker også på Kristus, der nedsteg fra Faderens nærhed til denne jord og ofrede sig gennem større smerte end nogen anden nogensinde har udholdt for at redde verden.
I denne evangeliets sidste uddeling har mange pionerer mistet deres liv og bragt det endelige offer for at bevare deres tro.
I dag er det næppe sandsynligt, at vi bliver bedt om at bringe så stort et offer som at give vores liv, men vi ser mange eksempler på hellige, der bringer smertelige ofre for at holde deres tro og vidnesbyrd i live. Måske er det sværere at bringe de små ofre i vores dagligdag. For eksempel kan det anses for et lille offer at holde sabbatten hellig, at læse dagligt i skrifterne eller at betale vores tiende. Men disse ofre er ikke lette at bringe, medmindre vi er indstillede og fast besluttede på at ofre det, der er nødvendigt for at holde disse bud.
Når vi bringer disse små ofre, opvejes de af flere velsignelser fra Herren. Kong Benjamin sagde: »Og I står stadig i gæld til ham, og det vil I blive ved med at gøre i al evighed« (Mosiah 2:24). Som med sit eget folk, opmuntrer kong Benjamin os, så vi kan modtage flere velsignelser, når vi fortsat adlyder Herrens ord.
Jeg synes, at den allerførste velsignelse ved at ofre er den glæde vi føler, når vi betaler prisen. Måske kan den tanke, at ofret i sig selv kan være en velsignelse, blive en velsignelse. Når vi tænker sådan og føler glæden, har vi måske allerede modtaget en velsignelse.
For nyligt har jeg fundet den slags velsignelse hos de hellige i Korea, der var med til at fejre 50-året for indvielsen af Kirken i Korea og 200-året for Joseph Smiths fødsel. Jeg vil gerne kort fortælle jer om deres ofre og den glæde og de velsignelser, de modtog.
For at fejre evangeliet, som gav håb og mod til folk i Korea, der var så skadet af Koreakrigen, begyndte medlemmerne at forberede denne festlighed for mere end et år siden. Mange af medlemmerne i Korea – Primary, Unge Mænd, Unge Piger, Unge Voksne, søstrene i Hjælpeforeningen og andre – samledes for at øve sig til festligheden. De forberedte mange traditionelle folkedanse, deriblandt blomsterdansen, cirkeldansen, viftedansen og bondedansen. De spillede trommer, viste taekwondo, skuespil, selskabsdans og sang sange fra musicals, opførte pantomimer og et kor optrådte.
Fordi de unge mænd trommede så højt, klagede naboerne, og de var nødt til at holde op med at øve. I lang tid var det ganske besværligt at øve, men de gjorde det med glæde. Jeg kunne ikke finde nogen, der beklagede sig over deres indsats og offer, når de skulle op klokken 4 om morgenen for at tage bussen og deltage i øvelserne. De følte stor glæde og taknemmelighed for Herrens velsignelser og for muligheden for at vise deres påskønnelse.
Også mange hjemvendte udenlandske missionærer kom tilbage til Korea med deres hustru og børn på grund af denne festlighed. De bragte offeret, da de kom til Korea på mission for længe siden. Denne gang bragte de endnu et offer af tid og penge for at medbringe deres familie og deltage i festligheden i den varme sommer. Men de glædede sig og var taknemmelige for alle festlighederne, de deltog i.
For at opmuntre de koreanske hellige og andre, sendte Herren sin profet, præsident Gordon B. Hinckley til Korea. Præsident Hinckley bragte selv et stort offer for denne tur ved at planlægge en verdensomspændende rejse på 13 dage og kom til Korea for at møde de hellige, som han har elsket i mange år, for personligt at bibringe Herrens særlige kærlighed. Ingen følte, at dette var et offer. I stedet så vi glædestårer og taknemmelighed. Dette er den velsignelse, vi taler om, ikke sandt?
Brødre og søstre, vær ikke bange for at yde ofre. Nyd lykken og velsignelserne ved offeret i sig selv.
Nogle gange går der lidt tid mellem offeret og velsignelsen. Offeret passer måske ind i vore tidsplaner, men velsignelsen passer måske ikke ind i vores, men i Herrens kalender. Af denne grund trøster Herren os ved at sige: »Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, thi I lægger grundvolden til et stort værk« (L&P 64:33).
Velsignelserne vil uden tvivl komme til os. Husk, at offeret i sig selv kan være en velsignelse. Lad os bringe ofre i det små.
Når vi læser Mormons Bog, mens vi gnider vore søvnige øjne, lad os da huske, at vi følger vores profets råd og modtager den glæde, der kommer af at vide det. Vi har mange regninger, vi skal betale, men når vi betaler tiende, lad os da finde glæde i muligheden for at give noget til Herren.
Og så vil større velsignelser blive udøst over os. Det vil blive ligesom vores overraskelse og glæde, når vi modtager en uventet gave.
Som præsident Spencer W. Kimball sagde: »Og når vi giver, finder vi, at ›offer og lydighed palmen … bringer‹ (“Priser profeten,” Salmer og sange, nr. 17). Når alt kommer til alt opdager vi alligevel, at det slet ikke var noget offer for os« (»At blive ›De rene af hjertet‹«, Den danske Stjerne, okt. 1978, s. 138). Det er min bøn, at vi alle vil blive hellige, der er villige til at ofre og blive værdige til Herrens særlige velsignelser. Herren vil våge over os, så det ikke bliver for svært at udholde noget offer. I Jesu Kristi navn. Amen.