Profeten Joseph Smith: Underviser ved eksemplets magt

Præsident Thomas S. Monson

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Lad os i vores tilværelse indføje de guddommelige principper, som han så smukt lærte os – ved sit eksempel – så vi selv kan leve mere i overensstemmelse med Jesus Kristi evangelium.

Mine brødre og søstre, da det i år er 200 år siden, vores elskede profet Joseph Smith blev født, vil jeg gerne tale lidt om ham.

Joseph Smith junior blev født den 23. december 1805 i Sharon i Vermont, som søn af Joseph Smith senior og Lucy Mack Smith. Den dag, han blev født, og da hans stolte forældre kiggede på denne lille baby, kunne de ikke have vidst, hvilken stor indflydelse han ville få på verden. En udvalgt ånd var kommet for at bo i dets jordiske tabernakel; han har påvirket vores liv, og han har undervist os – ved sit eget eksempel – i fundamentale lektier. I dag vil jeg gerne dele nogle få af disse lektier med jer.

Da Joseph var cirka seks eller syv år gammel, blev han og hans brødre og søstre ramt af plettyfus. Selvom de andre hurtigt kom sig, havde Joseph stadig et smertefuldt sår på sit ben. Lægerne behandlede ham, idet de brugte den bedste medicin de havde – men såret gik ikke væk. For at redde Josephs liv, sagde de, at han blev nødt til at få sat benet af. Kort tid efter diagnosen vendte lægerne heldigvis tilbage til familien Smiths hjem og sagde, at der var en ny måde, hvorpå man måske kunne redde Josephs ben. De ville gerne operere med det samme og havde taget noget reb med, hvormed de kunne binde lille Joseph til sengen, så han ikke ville slå om sig, da de ikke havde medbragt noget, der kunne lindre smerten. Den unge Joseph fortalte dem dog: »I behøver ikke at binde mig.«

Lægerne foreslog, at han drak noget cognac eller vin, så smerten ikke ville være så slem. »Nej,« svarede den unge Joseph. »Hvis min far sidder på sengen og holder mig i sine arme, så skal jeg nok gøre, hvad I siger.« Joseph Smith senior holdt sit lille barn i sine arme, og lægerne fjernede de syge dele af knoglen. Den unge Joseph var lam i nogen tid efter, så blev han helbredt.¹ I så ung en alder og utallige gange siden i løbet sit liv lærte Joseph Smith os om mod – ved sit eksempel.

Da Joseph var fjorten år gammel, flyttede hans familie til Manchester i New York. Han beskrev senere den store religiøse vækkelse, som syntes at være til stede over det hele, og som næsten alle interesserede sig meget for. Joseph selv længtes efter at vide, hvilken kirke han skulle slutte sig til. Han skriver i sin historie:

»Jeg sagde ofte til mig selv … Hvilket af alle disse samfund er det rigtige, eller er de alle sammen forkerte? Om et af dem er rigtigt, hvilket er det da? Og hvorledes kan jeg finde ud af det?

Medens jeg kæmpede med overordentlige vanskeligheder, som var en følge af striden mellem de forskellige religionspartier, læste jeg en dag følgende i Jakobs brev, 1. kapitel, 5. vers: Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«²

Joseph fortalte senere, at han vidste, at han enten måtte sætte Herren på prøve og spørge ham eller måske vælge at forblive i mørke for evigt. En tidlig morgen gik han ind i en lund, nu kaldet hellig, og knælede ned og bad med tro på Gud om, at han ville give ham den oplysning, han så ivrigt søgte. To personer viste sig for Joseph – Faderen og Sønnen – og han fik som svar på sit spørgsmål at vide, at han ikke skulle slutte sig til nogen af kirkerne, for ingen af dem var sande. Profeten Joseph Smith lærte os princippet om tro – ved sit eksempel. Hans enkle bøn i tro den forårsmorgen i 1820 frembragte dette vidunderlige værk, som i dag fortsætter over hele verden.

Nogle få dage efter Joseph Smiths bøn i den hellige lund, fortalte han en prædikant, som han kendte, om sit syn. Til hans overraskelse blev hans beretning behandlet med »foragt« og »fremkaldte en stadig tiltagende forfølgelse.« Joseph vaklede dog ikke. Han skrev senere: »Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig, og selv om jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et syn, var det alligevel sandt … Thi jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det.«³ På trods af fysisk og mental straf fra hans modstandere, som profeten Joseph Smith udholdt resten af sit liv, så vaklede han ikke. Han lærte os om ærlighed – ved sit eksempel.

Efter dette storslåede syn modtog profeten Joseph i tre år ikke nogen yderligere åbenbaringer. Men han undrede sig ikke, han stillede ikke spørgsmål ved det, han tvivlede ikke på Herren. Han ventede tålmodigt. Han lærte os den himmelske dyd tålmodighed – ved sit eksempel.

Efter englen Moronis besøg hos den unge Joseph og hans erhvervelse af pladerne påbegyndte han den vanskelige oversættelsesopgave. Man kan kun svagt forestille sig, hvilken hengivenhed, opofrelse og indsats det krævede på mindre end 90 dage at oversætte denne optegnelse på over 500 sider, som dækker en periode på 2.600 år. Jeg elsker de ord, som Oliver Cowdery brugte til at beskrive den tid, hvor han hjalp Joseph med oversættelsen af Mormons Bog: »Det var dage, som aldrig kan glemmes – at sidde under lyden af en stemme, der talte drevet af himmelens inspiration, fyldte mit hjerte med største taknemmelighed!«⁴ Profeten Joseph Smith lærte os flid – ved sit eksempel.

Som vi ved, så sendte profeten missionærer ud for at prædike det gengivne evangelium. Han var selv på mission sammen med Sidney Rigdon i den nordvestlige del af New York og i Canada. Han ikke blot inspirerede andre til at melde sig frivilligt til at tage på mission, men han lærte os også om vigtigheden af missionering – ved sit eksempel.

Jeg synes, at en af de smukkeste, men nok også tristeste lektier, som profeten lærte os, fandt sted kort før hans død. I et syn havde han set de hellige forlade Nauvoo og drage til Rocky Mountains. Han var ivrig efter, at hans folk skulle føres væk fra deres plageånder og ind i det forjættede land, som Herren havde vist ham. Han længtes uden tvivl efter at være sammen med dem. Men der var blevet udstedt en arrestordre mod ham på grundlag af falske anklager. På trods af mange appeller til guvernør Ford blev anklagerne ikke afvist. Joseph forlod sit hjem, sin hustru, sin familie og sit folk og overgav sig til de borgerlige myndigheder vel vidende, at han højst sandsynligt aldrig kom tilbage.

Dette er de ord, som han sagde, da han tog til Carthage: »Jeg går som et lam til slagtebænken, men jeg er rolig som en sommermorgen, min samvittighed er uplettet for Gud og alle mennesker.«⁵

Han var indespærret i fængslet i Carthage sammen med sin bror Hyrum og andre. Den 27. juni 1844 var Joseph, Hyrum, John Taylor og Willard Richards sammen, da en rasende pøbelhob stormede fængslet, styrtede op ad trappen og begyndte at skyde gennem døren til det rum, hvor de var. Hyrum blev dræbt, og John Taylor blev såret. Joseph Smiths sidste store gerning her på jorden var uselvisk. Han gik over til den anden side af rummet, idet han »tænkte, at det ville redde hans brødres liv, som var i rummet, hvis han kunne undslippe … så han sprang hen til vinduet idet to kugler ramte ham fra døren og en udefra ramte ham på højre side af brystet.«⁶ Han gav til liv; Willard Richards og John Taylor blev skånet. »Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.«⁷ Profeten Joseph Smith lærte os kærlighed – ved sit eksempel.

Når man over 160 år senere ser tilbage, så bliver vi, selvom begivenhederne den 27. juni 1844 var tragiske, trøstet ved at vide, at Joseph Smiths martyrium ikke var det sidste kapitel i historien. Selvom dem, der søgte at tage hans liv, troede, at Kirken ville falde fra hinanden uden ham, så forbliver hans stærke vidnesbyrd om sandheden, de lærdomme han oversatte og hans erklæringer om Frelserens budskab stadig i dag i hjertet hos over 12 millioner medlemmer over hele verden, som erklærer, at han er Guds profet.

Profeten Josephs vidnesbyrd fortsætter med at ændre liv. For nogle år siden tjente jeg som præsident for den canadiske mission. I Ontario i Canada gik to af vore missionærer og bankede på døre en kold eftermiddag med snevejr. De havde ikke haft succes med deres forehavende. Den ene af dem var erfaren, og den anden var helt ny.

De to bankede på hos hr. Elmer Pollard, og han fik ondt af de forfrosne missionærer og bød dem indenfor. De præsenterede deres budskab for ham og spurgte, om han ville bede sammen med dem. Det ville han gerne på betingelse af, at han fik lov til at bede.

Hans bøn forbløffede missionærerne. Han sagde: »Kære himmelske Fader, velsign disse to ulykkelige, vildledte missionærer, at de må vende tilbage til deres hjem og ikke spilde deres tid på at fortælle folk her i Canada om et budskab, som er så utroligt, og som de ved så lidt om.«

Da de rejste sig fra bønnen, bad hr. Pollard missionærerne om aldrig nogensinde at vende tilbage til hans hus. Da de gik, sagde han hånligt til dem: »I kan alligevel ikke fortælle mig, at I virkelig tror på, at Joseph Smith er Guds profet!« Og så smækkede han døren i.

Missionærerne var ikke kommet ret langt, da juniorkammeraten forskræmt sagde: »Ældste, vi svarede jo ikke hr. Pollard.«

Seniorkammeraten svarede: »Vi er blevet sat på porten. Lad os komme videre.«

Men den unge missionær holdt stædigt fast på sit, og de to vendte tilbage til hr. Pollards hus. Hr. Pollard åbnede døren og sagde vredt: »Jeg mente bestemt, jeg havde sagt, at I to aldrig skulle vise jer her mere!«

Juniorkammeraten sagde så, idet han opgød alt sit mod: »Hr. Pollard, da vi gik, sagde De, at vi ikke selv troede på, at Joseph Smith var en Guds profet. Jeg vil gerne bære mit vidnesbyrd for Dem, hr. Pollard, at jeg ved, at Joseph Smith er Guds profet, at han ved inspirationens kraft oversatte den optegnelse, som kendes som Mormons Bog, og at han så Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus.« Og så gik missionærerne igen.

Jeg hørte den selv samme hr. Pollard fortælle om hin mindeværdige dags begivenheder ved et vidnesbyrdmøde. Han sagde: »Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg vendte og drejede mig. Igen og igen hørte jeg disse ord i mit sind: ›Joseph Smith er Guds profet. Jeg ved det … Jeg ved det … Jeg ved det.‹ Jeg kunne knap vente, til det blev morgen. Jeg ringede til missionærerne på det nummer, som stod på det lille kort med Trosartiklerne. De vendte tilbage, og denne gang lyttede min hustru, min familie og jeg til missionærlektionerne som ægte sandhedssøgende mennesker. Som følge deraf har vi alle taget imod Jesu Kristi evangelium. Vi vil altid være taknemmelige for det sandhedens vidnesbyrd, som disse to modige, men ydmyge missionærer bar for os.«

I afsnit 135 i Lære og Pagter kan vi læse John Taylors ord om profeten Joseph: »Joseph Smith, Herrens profet og seer, har gjort mere (Jesus alene undtaget) for menneskenes frelse i denne verden end noget andet menneske, der nogensinde har levet her.«⁸

Jeg elsker præsident Brigham Youngs ord, som lyder: »Jeg har lyst til at råbe halleluja hele tiden, når jeg tænker på, at jeg har kendt Joseph Smith, den profet, som Herren oprejste og ordinerede, og som han gav nøglerne og magten til at opbygge Guds rige på jorden og styrke den.«⁹

Til disse passende hyldestord til vores elskede Joseph, vil jeg tilføje mit eget vidnesbyrd om, at jeg ved, at han var Guds profet, udvalgt til at genoprette Jesu Kristi evangelium i disse sidste dage. Jeg beder til, at når vi fejrer 200-året for hans fødsel, at vi må lære af hans liv. Lad os i vores tilværelse indføje de guddommelige principper, som han så smukt lærte os – ved sit eksempel – så vi selv kan leve mere i overensstemmelse med Jesus Kristi evangelium. At vores liv må afspejle den kundskab vi har om, at Gud lever, at Jesus Kristus er hans søn, at Joseph Smith var en profet, og at vi i dag er ledt af en anden af Guds profeter – nemlig præsident Gordon B. Hinckley.

Ved denne konference er det 42 år siden, at jeg blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum. Ved mit første møde med Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum i templet sang vi en af mine yndlingssalmer, der ærer Joseph Smith, profeten. Jeg slutter med et vers fra denne salme:

Priser profeten, som skued’ Jehova,
Jesus har salvet den herlige seer.
Åbnet blev tidernes fyldes uddeling,
Det, som var talet, på jorden nu sker.10

Jeg bærer vidnesbyrd om denne sandhed, i Jesu Kristi navn. Amen.