Så vi alle kan være sammen i himlen

Kathleen H. Hughes

Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Når vi bliver redskaber i Guds hånd, bliver vi brugt af ham til at gøre hans værk.

I aften er vi samlet som søstre ved Hjælpeforeningens årlige møde. I ser fantastiske ud. Når vi samles, kan jeg ikke lade være med at tænke på det første møde i Hjælpeforeningen. Jeg forestiller mig profeten Joseph, der taler til søstrene og forbereder dem til deres rolle i at opbygge Guds rige. Jeg hører bønnerne fra kvindernes hjerte: »Jeg har indgået pagter om at udføre dit værk, men hjælp mig nu, Herre, til at blive et redskab i dine hænder.« Deres bøn er vores bøn.

Livet på jorden er det tidspunkt, hvor vi hver især kan blive det redskab.

Jeg elsker budskabet fra søster Lucy Mack Smith, der skrøbelig og svækket af alder rejste sig for at tale til sine søstre ved et af de første hjælpeforeningsmøder i Nauvoo. Husk på, at denne kvinde havde været energisk – en stor leder. Hun var i høj grad som de kvinder, jeg ser i Hjælpeforeningen i dag. Men den dag sagde hun: »Vi skal værdsætte hinanden, passe på hinanden, trøste hinanden og modtage instruktioner, så vi alle kan være sammen i himlen.«¹

Disse ord taler om søstre, der bliver »redskaber i Guds hånd.«² Hvem af os længes ikke efter at blive værdsat, våget over, trøstet og instrueret i det, der hører Gud til? Hvordan sker det? Én venlig handling, ét udtryk for kærlighed, én omsorgsfuld gestus, én villig hånd ad gangen. Men mit budskab er ikke til dem, der modtager sådanne kærlighedsgerninger, men til alle os, som hver dag må udøve sådan hellighed. Profeten Joseph lærte os, at vi for at blive som Jesus Kristus »må åbne vores sjæl over for andre.«³

Alle længes vi efter af have Kristi rene kærlighed, også kaldet barmhjertighed, men vores menneskelighed – den »naturlige kvinde« i os – står i vejen for os. Vi bliver vrede, vi bliver frustreret, vi skælder os selv og andre ud – og når vi gør det, kan vi ikke være formidlere af kærlighed, som vi må være, hvis vi skal være et redskab i vor himmelske Faders hånd. At være villig til at tilgive os selv og andre bliver en integreret del af vores mulighed for at have Herrens kærlighed i vores tilværelse og for at udføre hans værk.

Da jeg begyndte at forberede denne tale, gjorde jeg alt det, som jeg vidste, jeg burde: Jeg besøgte templet, jeg fastede, jeg læste i skrifterne, jeg bad. Og jeg skrev en tale. Men søstre, når man vælger at skrive om barmhjertighed, så må man føle sig barmhjertig. Og det gjorde jeg ikke. Så efter mange bønner og tårer erkendte jeg, at jeg måtte bede om tilgivelse fra dem, der, uden at vide det, var årsag til mine ubarmhjertige tanker. Det var svært. Men det var lægende. Og jeg vidner om, at Herrens Ånd kom tilbage.

At blive konstant barmhjertig er en livslang stræben, men hver kærlig handling ændrer os og de, der udøver den. Lad mig fortælle jer historien om en ung kvinde, som jeg mødte for nylig. Alicia var som teenager gledet langt væk fra Kirken, men følte senere, at hun skulle komme tilbage. Om søndagen besøgte hun ofte sin bedstefar på et plejehjem. Én af disse søndage besluttede hun at deltage i de sidste dages helliges møder dér. Hun åbnede døren og fandt et hjælpeforeningsmøde, men ingen tomme stole. Da hun skulle til at gå igen, vinkede en kvinde til hende og rykkede sig for at gøre plads på sin stol. Alicia sagde: »Jeg overvejede, hvad kvinden mon tænkte om mig. Jeg var dækket af piercinger på kroppen, og jeg lugtede af røg. Men det tog hun sig ikke af; hun gjorde blot plads til mig ved siden af hende.«

Opmuntret af denne kvindes barmhjertighed blev Alicia aktiv igen. Hun har været på mission, og giver nu den samme slags kærlighed til andre kvinder. Den ældre søster, som delte sin stol, forstod, at der er plads til alle kvinder i Hjælpeforeningen. Vi samles for at få styrke, men vi medbringer alle vore svagheder og ufuldkommenheder.

Alicia fortalte mig noget, som jeg aldrig vil glemme. Hun sagde: »Jeg gør kun én ting for min egen skyld, når jeg går i kirke: Jeg tager nadveren for mig. Resten af tiden ser jeg efter andre, som har brug for mig og jeg prøver at hjælpe og nære dem.«

Når vi bliver redskaber i Guds hånd, bliver vi brugt af ham til at gøre hans værk. Som Alicia skal vi vende os til dem omkring os og se efter måder, hvorpå vi kan vise interesse og hjælpe. Vi skal tænke på dem, som står i døren og ser ind og drage dem til os – så vi alle kan være sammen i himlen. Måske er det ikke os alle, der synes, at der er plads til én til på vores stol, men der er altid stole at finde, hvis vi har plads i vores hjerte.

I 1856 havde søstrene Julia og Emily Hill, der som teenagere havde tilsluttet sig Kirken i England og var blevet forstødt af deres familie, endelig tjent til billetten til Amerika og havde næsten nået det Zion, de længtes efter. De krydsede den amerikanske prærie med Willie håndkærre-kompagniet, da de, og mange andre, strandede på vejen på grund af en tidlig oktoberstorm. Søster Deborah Christensen, én af Julia Hills oldebørn, havde denne rørende drøm om dem. Hun sagde:

»Jeg kunne se Julia og Emily strandet i sneen på Rocky Ridges blæsende top sammen med resten af Willie håndkærre-kompagniet. De havde intet tykt tøj til at holde sig varme. Julia sad i sneen og rystede. Hun kunne ikke fortsætte. Emily, som også frøs, vidste, at hvis hun ikke hjalp Julia med at rejse sig, ville Julia dø. Da Emily lagde sine arme om sin søster for at hjælpe hende op, begyndte Julia at græde – men der kom ingen tårer, kun små klynkende lyde. Sammen gik de langsomt hen til deres håndkærre. Tretten døde den forfærdelige nat. Julia og Emily overlevede.«⁴

Søstre, uden hinanden ville disse kvinder nok ikke have overlevet. Derudover hjalp de andre med at overleve denne frygtelige del af rejsen, blandt andet en ung mor og hendes børn. Det var Emily Hill Woodmansee, der senere skrev de smukke ord til sangen »Som søstre i Zion.« Linjen »Vi lindrer den syge og sorgfulde sjæl«⁵ får ny betydning, når man tænker på hendes oplevelse på den snedækkede prærie.

Som Hill-søstrene vil mange af os ikke overleve vore jordiske prøvelser uden hjælp fra andre. Og lige så sandt: Når vi hjælper andre, holder vi vores egen ånd i live.

Lucy Mack Smith og søstrene i Hjælpeforeningens første tid oplevede Kristi rene kærlighed, den kærlighed, der ingen grænser kender. De havde evangeliets sandheder til at vejlede sig; de havde en levende profet; de havde en Fader i himlen, som lyttede og besvarede deres bønner. Søstre, det har vi også. Ved dåben påtog vi os Jesu Kristi navn. Vi bærer det navn på os hver dag, og Ånden tilskynder os til at leve i overensstemmelse med Frelserens lærdomme. Når vi gør det, bliver vi redskaber i Guds hånd. Og Ånden løfter os til nye højder af godhed.

Det største udtryk for barmhjertighed er Jesu Kristi forsoning, givet os som en gave. Vores flittige søgen efter denne gave kræver, at vi ikke blot er villige til at modtage den, men ligeledes til at videregive den. Når vi giver denne kærlighed til andre, udvikler vi os som »redskaber i Guds hånd til at gå frem i dette store værk.«⁶ Vi vil være beredte til at sidde med vore søstre i himlen – sammen.

Jeg bærer vidnesbyrd om Frelseren, at han lever og elsker os. Han ved, hvad vi kan blive – på trods af vore ufuldkommenheder nu. I Jesu Kristi navn. Amen.