Forberedelser til genoprettelsen og det andet komme: »Min hånd skal være over dig«
[Herrens] hånd har været over genoprettelsens værk før denne verden blev grundlagt, og vil fortsat være det indtil hans andet komme.
Dette er året, hvor vi mindes 200-året for profeten Joseph Smiths fødsel. Vi vidner for verden om, at han var Guds profet, forudordineret til at tilvejebringe gengivelsen af Jesu Kristi evangelium. Dette gjorde han under ledelse af vor Frelser, som sagde til en tidligere profet: »Mit navn er Jehova, og jeg kender enden fra begyndelsen, min hånd skal derfor være over dig.«1
Jeg anerkender Herrens hånd i gengivelsen af evangeliet. Gennem Guds børns inspirerede ofrer gennem tiden, blev grundlaget til genoprettelsen lagt, og verden forbereder sig til vor Herre og Frelser Jesu Kristi andet komme.
Hans evangelium blev oprindeligt grundlagt på jorden begyndende med Adam, og der er blevet undervist i det i alle uddelinger gennem profeter som Enok, Noa, Abraham, Moses og andre. Alle disse profeter forudsagde, at Jesus Kristus ville komme og sone for verdens synder. Disse profetier er blevet opfyldt. Frelseren grundlagde sin kirke. Han kaldte sine apostle og etablerede sit præstedømme. Vigtigst af alt, han satte sit liv til og opstod, så alle kan opstå igen, og han gennemførte dermed sonofferet. Men det var ikke enden.
Efter Frelserens opstandelse bemyndigede han sine apostle til at lede Kirken og udføre evangeliets ordinancer. Trofaste over for denne opgave blev de forfulgt, og nogle led martyrdøden. Som følge af dette var Herrens præstedømmemyndighed ikke længere på jorden, og verden var i et åndeligt mørke. I de efterfølgende århundreder havde Guds børn Kristi lys, de kunne bede og kunne mærke Helligåndens indflydelse. Men evangeliets fylde var gået tabt. Der var ingen tilbage på jorden, som havde magt og myndighed til at lede Kirken eller udføre hellige ordinancer så som dåb, overdragelse af Helligåndsgaven og de frelsende tempelordinancer. Næsten alle var nægtet adgang til skrifterne, og de fleste mennesker var analfabeter.
At gøre skrifterne tilgængelige og hjælpe Guds børn med at lære at læse dem, var det første skridt til gengivelsen af evangeliet. Bibelen blev oprindeligt skrevet på hebraisk og græsk, sprog som almindelige mennesker i Europa ikke kendte til. Cirka 400 år efter Frelserens død blev Bibelen oversat til latin af Hieronymus. Men skrifterne var stadig ikke almindelig tilgængelige. Eksemplarer skulle skrives i hånden, normalt af munke, og hvert eksemplar tog år at færdiggøre.
Så begyndte der gennem Helligåndens indflydelse at vokse en interesse i folkets hjerte for at lære. Renæssancen eller »genfødslen« bredte sig i Europa. Sidst i 1300-tallet påbegyndte en præst ved navn John Wycliffe en oversættelse af Bibelen fra latin til engelsk. Fordi engelsk dengang var et begyndende, ufærdigt sprog, anså kirkeledere det for uegnet til at gengive Guds ord. Nogle ledere var overbeviste om, at hvis folk kunne læse og fortolke Bibelen selv, ville dens lærdomme blive forvanskede; andre frygtede, at folk med selvstændig adgang til skrifterne ikke ville have brug for kirken, og derfor ville ophøre med at støtte den økonomisk. Som følge deraf blev Wycliffe udråbt som kætter og behandlet derefter. Efter han døde og var blevet begravet, blev hans knogler gravet op og brændt. Men Guds værk kunne ikke stoppes.
Mens nogle blev inspireret til at oversætte Bibelen, blev andre inspireret til at forberede midlerne til at udgive den. I 1455 havde Johann Gutenberg opfundet en bogtrykkerpresse med løse typer, og Bibelen blev en af de første bøger, han trykte. For første gang var det muligt at trykke flere eksemplarer af skrifterne til en pris, som mange kunne betale.
Samtidig hvilede Guds inspiration også på de opdagelsesrejsende. I 1492 satte Christoffer Columbus ud for at finde en ny rute til det fjerne Østen. Columbus blev ført af Guds hånd på sin rejse. Han sagde: »Gud gav mig troen, og derefter modet.«2
Disse opfindelser og opdagelser beredte vejen for yderligere bidrag. I starten af 1500-tallet indmeldte unge William Tyndale sig på Oxford University. Her læste han teologen Erasmus’ værker, som mente, at skrifterne er »føde for [menneske]sjælen, og … må gennemtrænge dybden af [dets] hjerte og sjæl.«3 Gennem sine studier udviklede Tyndale kærlighed til Guds ord og et ønske om, at alle Guds børn ville blive i stand til selv at mætte sig med dem.
Nogenlunde samtidig fandt en tysk præst og professor ved navn Martin Luther 95 områder med fejl ved kirken på hans tid, hvilket han frimodigt skrev om i et brev til sine overordnede. I Schweiz fremkom Huldrych Zwingli med 67 reformistiske teser. John Calvin fra Schweiz, John Knox fra Skotland og mange andre bidrog til denne indsats. En reformation var begyndt.
I mellemtiden var William Tyndale blevet uddannet til præst og talte otte sprog flydende. Han mente, at en direkte oversættelse fra græsk og hebraisk til engelsk ville være mere nøjagtig og læselig end Wycliffes oversættelse fra latin. Så Tyndale, der var oplyst af Guds ånd, oversatte Det Nye Testamente og en del af Det Gamle Testamente. Hans venner advarede ham om, at han ville blive dræbt for at gøre dette, men han fortsatte ufortrødent. Engang, da han diskuterede med en lærd mand, sagde han: »Hvis Gud vil skåne mit liv i mange år, vil jeg gøre det muligt, at den dreng, som pløjer marken, skal vide mere om skrifterne, end I gør.«4
Til sidst blev Tyndale, som andre, dræbt for sin indsats – kvalt og brændt på bålet nær Bruxelles. Men den tro, som han gav sit liv for, gik ikke tabt. Millioner har selv oplevet det, som Tyndale underviste i hele sit liv: »Beskaffenheden af Guds ord er, at de med det samme vil begynde at gøre enhver, som læser dem, til et bedre og bedre menneske for hver dag, der går, indtil han er blevet fuldkommen.«5
Urolige, politiske tider bragte forandring. På grund af uenighed med kirken i Rom, erklærede kong Henrik den ottende sig selv for den engelske kirkes overhoved og krævede, at eksemplarer af den engelske bibel blev anbragt i enhver sognekirke. Hungrende efter evangeliet flokkedes folk om disse kirker og læste skrifterne højt for hinanden, indtil deres stemmer forsvandt. Bibelen blev også brugt som begynderbog til at undervise i læsning. Selvom martyrier fortsat stod på rundt omkring i Europa, var uvidenhedens mørke nat ved at være bragt til ophør. Før han blev brændt, erklærede en prædikant: »Ved Guds nåde, tænder vi i England i dag et lys så klart, at jeg tvivler på, at det nogensinde vil kunne slukkes.«6
Vi er taknemmelige for alle dem, der boede i England og over hele Europa, som hjalp til med at tænde dette lys. Ved Guds nåde blev lyset stærkere. Den engelske kong Jakob I (King James) var opmærksom på splittelsen i sit eget land og gik med til en ny officiel udgave af Bibelen. Det anslås, at mere end 80 procent af William Tyndales oversættelse af Det Nye Testamente og en stor del af Det Gamle Testamente (Første til Femte Mosebog og Josvabogen til Krønikerne) blev bevaret i King James-udgaven.7 Med tiden ville denne oversættelse finde vej til et nyt land og blive læst af en 14-årig dreng, der pløjede marken, ved navn Joseph Smith. Kan det undre nogen, at King James-udgaven er den godkendte engelske bibel i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i dag?
Den religiøse forfølgelse i England forsatte under Jakobs søn Karl, og mange blev tilskyndet til at søge frihed i nye lande. Blandt disse var pilgrimmene, der ankom til Amerika i 1620, den selvsamme del af verden som Colombus havde udforsket over 100 år tidligere. Andre nybyggere fulgte snart efter, deriblandt sådanne som Roger Williams, grundlægger af og senere guvernør for Rhode Island, som fortsatte sin søgen efter Kristi sande kirke. Williams sagde, at der ikke fandtes nogen regulært indstiftet Kristi kirke på jorden og heller ikke nogen person, der var bemyndiget til at udføre nogen kirkeforordninger, og at der heller ikke kunne være nogen, før der blev sendt nye apostle ud af Kirkens store overhoved, hvis komme han søgte og så hen til.8
Over hundrede år senere vejledte sådanne religiøse følelser grundlæggere af en ny nation på det amerikanske fastland. Ved Guds hånd sikrede de religiøs frihed for enhver borger med en inspireret menneskerettighedserklæring. Fjorten år senere, den 23. december 1805, blev profeten Joseph Smith født. Forberedelsen til genoprettelsen var ved at være fuldendt.
Da Joseph var ganske ung, »stemtes [hans] sind til alvorlige betragtninger«9 angående religion. Fordi han var født i et land med religionsfrihed, kunne han stille spørgsmål ved, hvilken af alle kirker, der var sand. Og fordi Bibelen var oversat til engelsk, kunne han søge svar i Guds ord. Han læste i Jakobs bog: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud,«10 og han fulgte denne anvisning. Som svar på Josephs bøn viste Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus sig for ham.11 Denne ydmyge bondedreng var profeten, som Gud havde udvalgt til at genoprette Jesu Kristi fordums kirke og hans præstedømme i disse sidste dage. Genoprettelsen skulle blive den sidste uddeling i tidernes fylde, der gengav alle præstedømmets velsignelser, som mennesket kunne besidde på jorden. Med denne guddommelige bemyndigelse var hans opgave ikke at reformere ej heller at protestere over det, der allerede var på jorden. Den var at genoprette det, der havde været på jorden, og som var gået tabt.
Genoprettelsen, som begyndte med det første syn i 1820, fortsatte med fremkomsten af Mormons Bog: Endnu et vidne om Jesus Kristus. Den 21. september 1823 fik Joseph Smith besøg af englen Moroni, som fortalte ham om en gammel optegnelse, der indeholdt »det evigtvarende evangeliums fylde … som forberedelse til Messias’ andet komme.«12 Optegnet på guldplader beretter Mormons Bog om Kristi gerning på den vestlige halvkugle, ligesom Bibelen fortæller om hans gerning i det hellige land. Joseph modtog guldpladerne fire år senere og begyndte i december 1827 at oversætte Mormons Bog.13
Under oversættelsen læste Joseph Smith og hans skriver Oliver Cowdery om dåb. Deres ønske om at selv at modtage denne velsignelse foranledigede gengivelsen af Det Aronske Præstedømme den 15. maj 1829 ved Johannes Døbers hånd.14
Derefter fulgte gengivelsen af Det Melkisedekske Præstedømme, som blev skænket Joseph og Oliver af apostlene Peter, Jakob og Johannes, som besad nøglerne. Efter århundreders åndeligt mørke var magten og myndigheden til at handle i Guds navn, til at udføre hellige ordinancer og til at lede hans kirke igen på jorden.
De første trykte eksemplarer af Mormons Bog blev udgivet den 26. marts 1830. Få dage senere den 6. april blev Kristi sande kirke i disse sidste dage igen organiseret i Peter Whitmers hjem i Fayette i New York. For at beskrive disse begivenheders indvirkning på verden skrev ældste Parley P. Pratt følgende:
Nu dagen gryr, og mørkets magt
må vige fra den ganske jord.
Nu stråler lyset i sin pragt
med herlighed fra Herren stor.15
Den lange nat var endelig til ende, og åbenbaring strømmede ud og resulterede i yderligere skrifter. Lære og Pagter blev godkendt af Kirken den 17. august 1835. Oversættelsen af Abrahams bog i Den Kostelige Perle påbegyndtes ligeledes det år.
Yderligere myndighed til at handle i Herrens navn fulgte snart. Templet i Kirtland blev indviet den 27. marts 1836.16 I dette tempel viste Frelseren sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery, hvorefter Moses, Elias og profeten Elias viste sig og overdrog yderligere præstedømmenøgler til profeten.17
Evangeliets lys skal aldrig mere borttages fra jorden. I 1844 overdrog Joseph Smith alle præstedømmets nøgler til Brigham Young, John Taylor, Wilford Woodruff og de øvrige apostle. Profeten sagde: »Jeg har levet, indtil jeg har set denne byrde, som hviler på mine skuldre, overdraget på andre mænds skuldre … rigets nøgler er sået i jorden, og kan aldrig mere borttages … Lige meget hvad, der måtte tilstøde mig.«18 Tre måneder senere, den 27. juni, skete det sørgelige, at profeten Joseph Smith og hans bror Hyrum led martyrdøden i Carthage i Illinois.
Ældste John Taylor, som var sammen med profeten, da han blev dræbt, vidner om ham: »Joseph Smith, Herrens profet og seer, har gjort mere (Jesus alene undtaget) for menneskenes frelse i denne verden end noget andet menneske, der nogensinde har levet her.«19
Jeg bevidner, at profeten Josephs værk er Herrens værk. I Herrens tjeneste er vejen ikke altid let. Der kræves ofte ofre, og vi vil sandsynligvis møde modgang. Men ved at tjene ham oplever vi, at hans hånd i sandhed er over os. Det samme var den for Wycliffe, Tyndale og tusinde andre, som beredte vejen for genoprettelsen. Det samme var den for profeten Joseph Smith og alle dem, der hjalp ved at tjene i det gengivne evangelium. Det samme vil den være for os.
Herren forventer, at vi er lige så trofaste, så hengivne, så modige som dem, der gik før os. De blev kaldet til at give deres liv for evangeliet. Vi er kaldet til at leve vores liv for det samme formål. I disse sidste dage har vi særlig grund til at gøre dette.
Før den hellige nat i Betlehem beredte de historiske begivenheder og profeternes ord i alle uddelinger vejen for Herrens første komme og hans forsoning. På samme måde lagde historie og profeti grundvolden til evangeliets gengivelse gennem profeten Joseph Smith. Er vi i stand til at se, at vor tids begivenheder og profetier forbereder os på Frelserens andet komme?
Jeg bærer særligt vidnesbyrd om, at vor Frelser Jesus Kristus lever. Jeg vidner om, at hans hånd har været over genoprettelsens værk før denne verden blev grundlagt, og fortsat vil være det indtil hans andet komme.
Det er min ydmyge bøn, at vi alle vil forberede os til at hilse ham. I hans hellige navn, ja, Jesus Kristus. Amen.