Til Unge Piger

Ældste Jeffrey R. Holland

De Tolv Apostles Kvorum

Vær kristne kvinder. Værdsæt jeres skattede plads for Guds åsyn. Han har brug for jer. Kirken har brug for jer. Verden har brug for jer.

Tiden spillede mig et uforskammet puds for et par måneder siden. Jeg stod op en morgen helt frisk og veloplagt og hilste morgengryet velkommen med et smil – kun for at pludselig at indse, at jeg på den fødselsdag, jeg skulle fejre denne dag, havde et barnebarn, der nu var teenager. Jeg overvejede det et minuts tid og gjorde derefter, hvad enhver ansvarsbevidst, værdig voksen ville gøre. Jeg gik i seng igen og trak dynen op over hovedet.

Jeg vil undlade at komme med flere vittigheder om at opdrage teenagere, men vil i stedet sige til mit eget barnebarn og langt størstedelen af Kirkens unge, som jeg møder rundt om i verden, at jeg er ualmindelig stolt af jer. Moralske og fysiske farer lurer næsten overalt omkring jer, og fristelser af mange forskellige slags opstår dagligt – alligevel stræber de fleste af jer efter at gøre det rette.

Her til aften vil jeg gerne rose jer, udtrykke min kærlighed og min opmuntring til jer og min beundring for jer. Fordi dette dyrebare og ældste barnebarn, som jeg omtalte, er en ung pige, vil jeg henvende mine bemærkninger til Kirkens unge piger, men jeg håber ånden i det, jeg siger, kan anvendes af kvinder og mænd i alle aldre. Men i dag vil jeg, som Maurice Chevalier sang »takke himlen for små piger«.

Først og fremmest ønsker jeg, at I skal være stolte over at være kvinder. Jeg ønsker, at I skal mærke, hvad det betyder at vide, hvem I virkelig er. I er bogstavelig talt en datter af himmelske forældre med guddommelige egenskaber og evige muligheder.¹ Denne store sandhed bør fæstne sig dybt i jeres sjæl og være grundlæggende for enhver beslutning, I træffer, mens I udvikler jer til voksne kvinder. Intet vil nogensinde i højere grad bevise jeres værdighed, jeres værd, jeres privilegier og jeres forjættelser. Jeres Fader i himlen kender jeres navn og jeres omstændigheder. Han hører jeres bønner. Han kender jeres håb og drømme, deriblandt jeres frygt og frustrationer. Og han ved, hvad I kan blive gennem tro på ham. På grund af denne guddommelige arv nyder I, sammen med alle jeres åndelige søstre og brødre, fuld lighed for hans åsyn, og I er gennem lydighed sat i stand til at blive retmæssige arvinger til hans evige rige, som »Guds [arving] og Kristi [medarving].«² Søg efter at forstå vigtigheden af disse lærdomme. Alt det, Kristus underviste i, underviste han til kvinder såvel som mænd. I Jesu Kristi evangeliums gengivne lys optager kvinden, deriblandt unge piger, hendes helt egen vigtige rolle i Skaberens guddommelige plan. I bærer, som ældste James E. Talmage engang sagde det »en hellig forpligtelse, som ingen kan anfægte.«³

Vær kristne kvinder. Værdsæt jeres skattede plads for Guds åsyn. Han har brug for jer. Kirken har brug for jer. Verden har brug for jer. En kvindes faste tro på Gud og aldrig svigtende hengivelse til det, der hører Ånden til, har altid været et anker, når livets storme og bølger rasede.⁴ Jeg vil sige det samme til jer, som profeten Joseph Smith sagde til jer for mere end 150 år siden: »Hvis I lever op til jeres privilegier, kan end ikke englene holdes tilbage fra at pleje omgang med jer.«⁵

Alt dette er for at prøve at fortælle jer, hvad jeres Fader i himlen føler for jer, og hvad han har planlagt, at I skal blive. Og hvis nogen af jer på et tidspunkt ikke forstår Guds plan for jer eller føler, at jeres livsvilkår afholder jer fra at leve i overensstemmelse med jeres privilegier, så udtrykker vi endnu større kærlighed til jer og beder jer indtrængende om at gøre jeres teenage-år til en triumf, snarere end en tragedie. Fædre og mødre, profeter og apostle har ingen anden hensigt end at velsigne jeres liv og skåne jer for enhver hjertesorg, vi muligt kan skåne jer for.

For at I fuldt ud kan påberåbe jer vor himmelske Faders velsignelser og beskyttelse, beder vi jer være trofaste mod standarderne i Jesu Kristi evangelium og ikke blindt følge modeluner og tilfældige indfald. Kirken vil aldrig anfægte jeres moralske handlefrihed angående, hvordan I skal klæde jer, og præcis hvordan I skal se ud. Men Kirken vil altid anvise standarder og vil altid undervise i principper. Som søster Susan Tanner underviste i her til formiddag, så er et af de principper sømmelighed. I Jesu Kristi evangelium er sømmelig fremtræden altid moderne. Vi kan ikke gå på kompromis med vore standarder.

Hæftet Til styrke for de unge er meget tydeligt i dets råd til unge piger om at undgå tøj, der er for stramt, for kort, eller upassende afslørende på nogen måde, deriblandt tøj, der viser noget af maven.⁶ Forældre, læs dette hæfte igennem med jeres børn. Det er kun jeres kærlighed de har mere brug for end jeres grænser. Unge piger, vælg jeres tøj på samme måde, som I ville vælge jeres venner – i begge tilfælde bør I vælge det, der forbedrer jer og giver jer selvtillid til at stå i Guds nærhed.⁷ Gode venner ville aldrig gøre jer forlegne, nedværdige jer eller udnytte jer. Det samme bør gælde jeres påklædning.

Jeg har en særlig bøn angående, hvordan unge piger klæder sig til kirketjeneste og søndagsmøder. Vi plejede at tale om »bedste kjole« eller »søndagskjole«, og måske burde vi gøre det igen. Vi er altid fra gammel tid og til nu blevet bedt om at se bedst muligt ud, både indvendig og udenpå, når vi træder ind i Herrens hus – og en indviet SDH-kirkebygning er et »Herrens hus«. Vores tøj eller fodtøj behøver aldrig at være dyrt, det bør ikke være dyrt, men det skal heller ikke se ud, som om vi er på vej til stranden. Når vi kommer for at tilbede vores alle sammens Gud og Fader og for at deltage i nadveren, der er et symbol på Jesu Kristi forsoning, bør vi være så tækkelige og respektfulde, så værdige og passende klædt, som vi kan. Vi skal kunne genkendes som Kristi sande disciple på vores udseende såvel som på vores opførsel, ved at vi i overensstemmelse med tilbedelsens ånd er ydmyge og sagtmodige af hjertet, og ved at vi i sandhed har et ønske om altid at have Frelserens ånd hos os.

Lad mig i samme åndedræt omtale et endnu mere følsomt emne. Jeg beder indtrængende alle jer unge piger om i højere grad at acceptere jer selv, som I er, deriblandt jeres kropsform og udseende, og længes lidt mindre efter at ligne en anden. Vi er alle forskellige. Nogle er høje, andre er lave. Nogle er buttede, og andre er tynde. Og næsten alle ønsker på et eller andet tidspunkt at være noget, de ikke er! Men som en rådgiver for teenage-piger sagde: »I kan ikke bruge jeres liv på at bekymre jer om, om hele verden kigger på jer. Når I lader andres meninger gøre jer forlegne, så giver I dem jeres magt … Nøglen til at føle sig [sikker på sig selv] er altid at lytte til sit indre jeg – [det sande jeg.]«⁸ Og i Guds rige er jeres sande jeg »mere kostbar end perler.«⁹ Enhver ung pige har guddommelige muligheder, og enhver voksen kvinde er en kraftfuld kilde til godhed. Jeg nævner voksne kvinder fordi, søstre, I er vore bedste eksempler og hjælpere for disse unge piger. Og hvis I bekymrer jer om at kunne passe en meget lille tøjstørrelse, så skal I ikke blive overrasket, hvis jeres datter eller rosenpigen i jeres klasse gør det samme og gør sig selv fysisk syg for at prøve at opnå det. Vi bør alle være i så god form, som vi kan – det er god lærdom fra visdomsordet. Det betyder at spise rigtigt, motionere og hjælpe vores krop til at fungere med dens optimale styrke. Vi kan sikkert alle gøre det bedre på dette punkt. Men jeg taler her om optimalt helbred; der er ingen almengyldig optimal størrelse.

For at være ærlig, så har verden været hård mod jer på dette punkt. I bombarderes i film, tv, modeblade og reklamer med budskabet om, at udseendet er alt! Det, de prøver at overbevise jer om, er, at »hvis du ser godt nok ud, så bliver dit liv glamourøst, og du bliver lykkelig og populær.« Den slags pres er enormt i teenage-årene, for ikke at tale om senere i en kvindes liv. I alt for mange tilfælde gøres der alt for meget mod menneskekroppen for at leve op til en sådan falsk (for ikke at sige overfladisk) standard. Som en Hollywood-skuespillerinde efter forlydende for nylig sagde: »Vi er blevet besatte af skønhed og ungdommens kilde … Jeg er meget ked af den måde, hvorpå kvinder lemlæster [sig selv] i søgen efter dette. Jeg ser kvinder [selv unge kvinder] … der gennemgår kosmetiske operationer. Det er en glidebane [man kan ikke stige af]. … Det er virkeligt … vanvittigt, hvad samfundet gør mod kvinder.«¹⁰

Når det drejer sig om at være selvoptaget og fokusere på det ydre, er det mere end samfundsmæssigt vanvittigt; det er åndeligt nedbrydende, og det er skyld i megen af den ulykke, som kvinder, deriblandt unge piger, står overfor i verden i dag. Og hvis voksne er stærkt optaget af udseendet – fjerner lidt her og der, får implantationer og ændrer alt, hvad ændres kan – så vil det pres og den bekymring helt sikkert smitte af på børnene. På et tidspunkt bliver problemet det, som Mormons Bog kalder »stolthed og tomme indbildninger.«¹¹ Og i det verdslige samfund løber både stolthed og indbildning løbsk. Man skulle godt nok have en stor og rummelig make-up taske, hvis man skulle konkurrere med den skønhed, man ser overalt i medierne. Men i sidste ende ville der stadig være dem, der »spottede og pegede finger,« som Lehi så,¹² fordi lige meget hvor meget man prøver at leve op til idealerne i modeverdenen, vil det aldrig være glamourøst nok.

En kvinde, der ikke deler vores tro, skrev engang noget i retning af, at hun i alle de år, hun havde arbejdet med smukke kvinder, havde set en hel del, som de alle havde til fælles, og ikke én af disse ting havde noget med størrelse og form at gøre. Hun sagde, at den smukkeste kvinde, hun havde kendt, udstrålede sundhed, en varm personlighed, lærevillighed, en standhaftig karakter og hæderlighed. Hvis vi dertil må tilføje Herrens behagelige og blide ånd hos en sådan kvinde, så beskriver det skønheden hos kvinder i alle aldre og fra alle tider, og enhver del af dette er fremhævet i og opnåeligt gennem velsignelserne i Jesu Kristi evangelium.

Jeg vil nu til at slutte af. Meget er på det seneste blevet sagt i underholdningsmedierne angående den udbredte begejstring for tv-programmer, der følger personers virkelige liv. Jeg er ikke helt sikker på, hvad de går ud på, men jeg ønsker inderligt at dele denne evangeliske sandhed med den smukke generation af unge piger, der vokser op i Kirken i dag.

Jeg erklærer højtideligt for jer, at Faderen og Sønnen virkelig viste sig for profeten Joseph Smith, en ung mand kaldet af Gud, da han var i jeres alder. Jeg bevidner, at disse guddommelige væsener talte til ham, at han hørte deres evige røst og så deres herliggjorte legemer.¹³ Denne oplevelse var lige så virkelig som apostlen Thomas’ oplevelse var, da Frelseren sagde til ham: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side … og vær ikke vantro, men [vær] troende.«¹⁴

Til mit barnebarn og til alle andre unge mennesker i Kirken bærer jeg mit personlige vidnesbyrd, at Gud virkelig er vor Fader, og at Jesus Kristus virkelig er hans enbårne Søn i kødet, verdens Frelser og Forløser. Jeg vidner om, at dette virkelig er Guds kirke og rige på jorden, at sande profeter har ledt dette folk i tidligere tider, og at en sand profet, præsident Gordon B. Hinckley, leder dem nu. Må I alle kende den uendelige kærlighed, som Kirkens ledere har til jer, og må den evige virkelighed af Jesu Kristi evangelium hæve jer over jordiske bekymringer og teenage-problemer. Dette er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.