Præstedømmemyndighed i familien og i Kirken

Ældste Dallin H. Oaks

De Tolv Apostles Kvorum

Der er mange ligheder og nogle forskelle på den måde, præstedømmemyndighed fungerer i familien og i Kirken.

Mit emne er præstedømmemyndighed i familien og i Kirken.

I.

Min far døde, da jeg var syv. Jeg var det ældste af tre små børn, som vores mor, der nu var enke, kæmpede for at tage sig af. Da jeg blev ordineret til diakon, sagde hun, at det glædede hende meget at have en præstedømmebærer i hjemmet. Men mor blev ved med at lede familien, herunder at bestemme, hvem af os, der skulle bede, når vi knælede sammen hver morgen. Jeg var forvirret. Jeg havde lært, at præstedømmet præsiderede i familien. Der måtte være noget, som jeg ikke vidste om, hvordan dette princip fungerede.

Omkring samtidig havde vi en nabo, som dominerede og sommetider mishandlede sin hustru. Han brølede som en løve, og hun krøb sammen som et lam. Når de gik til kirke, gik hun altid nogle få skridt bag ham. Det gjorde min mor vred. Hun var en stærk kvinde, som ikke ville acceptere en sådan dominans, og hun var vred over at se en anden kvinde, der blev krænket på den måde. Jeg tænker på hendes reaktion, hver gang jeg ser mænd misbruge deres autoritet til at tilfredsstille deres stolthed eller udøve kontrol eller tvang i blot den mindste grad af uretfærdighed (se L&P 121:37).

Jeg har også set nogle trofaste kvinder, som misforstår, hvordan præstedømmemyndighed fungerer. Idet de tænker på deres partner-forhold til deres ægtemand i familien, har nogle hustruer søgt at udstrække dette forhold til deres mands præstedømmekaldelse som fx biskop eller missionspræsident. Som kontrast hertil har nogle enlige kvinder, der er blevet mishandlet af mænd (fx i en skilsmisse) fejlagtigt sammenblandet præstedømmet med mænds mishandling og er blevet mistroiske over for en hvilken som helst præstedømmemyndighed. En person, der har haft en dårlig oplevelse med et bestemt elektrisk apparat behøver ikke afholde sig fra at bruge elektricitet.

Hvert af disse forhold, som jeg har beskrevet, skyldes en fejlopfattelse af præstedømmemyndighed og det storslåede princip, at selv om denne myndighed præsiderer både i familien og i Kirken, så fungerer præstedømmet på forskellig måde i hvert tilfælde. Dette princip forstås og anvendes af de store ledere i Kirken og i familien, som jeg har kendt, men det forklares sjældent. Selv i skrifterne, som beskriver forskellig udøvelse af præstedømmemyndighed, står der sjældent direkte, hvilke principper, der kun gælder udøvelsen af præstedømmemyndighed i familien eller i Kirken, eller hvilke, der gælder i begge.

II.

I vores teologi og i vore sædvaner har familien og Kirken et gensidigt styrkende forhold. Familien er afhængig af Kirken for at få lærdomme, ordinancer og præstedømmenøgler. Kirken bidrager med de nødvendige lærdomme, myndighed og ordinancer til at fortsætte familieforhold i evighederne.

Vi har programmer og aktiviteter både i familien og i Kirken. De er så tæt indbyrdes forbundet, at tjeneste i den ene er tjeneste i den anden. Når børn ser deres forældre trofast udføre kirkekaldelser, så styrker det deres familiebånd. Når familier er stærke, er Kirken stærk. De to kører parallelt. Hver af dem er vigtig og nødvendig, og hver af dem skal ledes med omhyggelig hensyntagen til den anden. Kirkens programmer og aktiviteter bør ikke være så altomfattende, at familierne ikke kan have alle til stede ved familiens arrangementer. Og familieaktiviteter bør ikke berammes samtidig med nadvermødet eller andre nødvendige kirkemøder.

Vi har brug for både kirkeaktiviteter og familieaktiviteter. Hvis alle familier var fuldtallige og fuldkomne, kunne Kirken have færre aktiviteter. Men i en verden, hvor mange af vore unge vokser op i hjem, hvor den ene forælder mangler, ikke er medlem eller på anden måde mindre aktiv i evangelisk lederskab, så er der et særligt behov for kirkeaktiviteter til at udfylde hullerne. Vores mor, der var enke, så klogt, at kirkeaktiviteter kunne give hendes sønner oplevelser, som hun ikke kunne give dem, fordi vi ikke havde et mandligt forbillede i hjemmet. Jeg kan huske, at hun opfordrede mig til at betragte og forsøge at være som de gode mænd i vores menighed. Hun skubbede til mig for at deltage i spejderaktiviteter og andre kirkeaktiviteter, der kunne give mig denne mulighed.

I en kirke, hvor der er mange enlige medlemmer, som for tiden ikke har det parforhold, som Herren har tilsigtet for alle sine sønner og døtre, bør Kirken og dens familier også udvise særlig interesse for de enlige voksnes behov.

III.

Præstedømmemyndighed fungerer både i familien og i Kirken. Præstedømmet er Guds kraft, der bruges til at velsigne alle hans børn, mænd og kvinder. Nogle af vore forkortede udtryk som »kvinder og præstedømmet« giver en forkert association. Mænd er ikke »præstedømmet.« Præstedømmemødet er et møde for dem, der bærer og udøver præstedømmet. Præstedømmets velsignelser som dåb, modtagelse af Helligånden, tempelbegavelsen og evigt ægteskab er tilgængelige for både mænd og kvinder. Præstedømmets myndighed fungerer både i familien og i Kirken i henhold til de principper, som Herren har fastsat.

Da min far døde, præsiderede min mor over vores familie. Hun havde intet præstedømmeembede, men som den overlevende forælder i sit ægteskab, var hun blevet lederen i sin familie. Samtidig respekterede hun altid fuldstændig præstedømmemyndigheden hos vores biskop og andre kirkeledere. Hun præsiderede over sin familie, men de præsiderede over Kirken.

IV.

Der er mange ligheder og nogle forskelle på den måde, præstedømmemyndighed fungerer i familien og i Kirken. Hvis vi ikke erkender og anerkender forskellene, får vi problemer.

Nøgler. En væsentlig forskel på dets funktion i Kirken og i familien er den kendsgerning, at al præstedømmemyndighed i Kirken fungerer under ledelse af en, der bærer de relevante præstedømmenøgler. I modsætning hertil fungerer den myndighed, der præsiderer i familien – uanset om det er en far eller en enlig mor – i familieanliggender uden behov for at få tilladelse fra nogen, der bærer præstedømmenøgler. Denne familiemyndighed omfatter at lede familiens aktiviteter, familiemøder som familieaftener, familiebøn, undervisning i evangeliet og vejledning og disciplinering af familiens medlemmer. Det inkluderer også ordinerede fædre, der giver præstedømmevelsignelser.

Præstedømmenøgler er nødvendige for at godkende ordination eller indsættelse af familiens medlemmer. Det skyldes, at den organisation, som Herren har gjort ansvarlig for udførelse og registrering af præstedømmeordinancer, er Kirken, ikke familien.

Grænser. Kirkens organisationer som menigheder, kvorummer eller hjælpeorganisationer har altid geografiske grænser, der begrænser ansvar og myndighed for de kaldelser, der er knyttet til dem. I modsætning hertil er familieforhold og -ansvar ikke afhængig af, hvor de forskellige i familien bor.

Varighed. Kirkekaldelser er altid midlertidige, men familierelationer er permanente.

Kaldelse og afløsning. En anden kontrast vedrører begyndelsen og afslutningen på stillinger. I Kirken har en præstedømmeleder, som har de nødvendige nøgler, myndighed til at kalde eller afløse personer, der tjener under hans ledelse. Han kan tilmed medvirke til, at de mister deres medlemskab eller får deres navne »slettet« (se Mosiah 26:34-38; Alma 5:56-62). I modsætning hertil er familierelationer så vigtige, at familiens overhoved mangler myndighed til at lave ændringer i familiens sammensætning. Det kan kun foretages af en, der har myndighed til at justere familierelationer ifølge menneskers love eller Guds love. Så, mens en biskop kan afløse en hjælpeforeningspræsident, kan han ikke afbryde sit forhold til sin hustru uden en skilsmisse ifølge menneskers love. Tilsvarende kan hans besegling i evigheden ikke afsluttes uden en ophævelsesproces ifølge Guds love. På samme måde kan en ung person, der tjener i et klasse- eller kvorumspræsidentskab, blive afløst af præstedømmemyndigheden i menigheden, men forældre kan ikke frasige sig et barn, hvis valg i livet er frastødende for dem. Familierelationer er mere varige end forhold i Kirken.

Partnerskab. En meget vigtig forskel i præstedømmemyndigheds funktion i familien og i Kirken er et resultat af, at ledelse i familien er patriarkalsk, mens ledelse i Kirken er hierarkisk. Begrebet partnerskab fungerer forskelligt i familien og i Kirken.

Familieproklamation fremsætter denne smukke forklaring på forholdet mellem en mand og en hustru. Selv om de har forskellige ansvar, er fædre og mødre i »disse hellige ansvar … forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, okt. 2004, s. 49; fremhævelse tilføjet).

Præsident Spencer W. Kimball sagde dette: »Når vi taler om ægteskabet som et partnerskab, så lad os tale om ægteskabet som et fuldgyldigt partnerskab. Vi ønsker ikke, at vore SDH-kvinder er sovende partnere eller begrænsede partnere i denne evige opgave! Vær en bidragydende og fuldgyldig partner« (The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 315).

Præsident Kimball erklærede også: »Vi har hørt om mænd, som til deres hustru har sagt: ›Jeg bærer præstedømmet, og du skal gøre, hvad jeg siger.‹« Han afviste kategorisk dette misbrug af præstedømmemyndighed i et ægteskab og erklærede, at en sådan mand »ikke bør æres i sit præstedømme« (The Teachings of Spencer W. Kimball, s. 316).

Der er kulturer eller skikke i nogle dele af verden, som tillader mænd at undertrykke kvinder, men sådant misbrug bør ikke bringes ind i familierne i Jesu Kristi Kirke. Husk, hvordan Jesus underviste: »I har hørt, at der er sagt … Men jeg siger jer …« (Matt 5:27-28). Frelseren var fx i modsætning til den fremherskende kultur hensynsfuld i sin behandling af kvinder. Vores vejledning må være den evangeliske kultur, som han underviste i.

Hvis mænd ønsker Herrens velsignelser i deres ledelse af familien, må de udøve deres præstedømmemyndighed i henhold til Herrens principper for dens anvendelse.

»Ingen magt eller indflydelse kan eller bør udøves i kraft af præstedømmet uden gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed; gennem venlighed og sand kundskab« (L&P 121:41-42).

Når præstedømmemyndighed udøves på den måde i den patriarkalske familie, opnår vi det »fuldgyldige partnerskab«, som præsident Kimball underviste i. Som der står i familieproklamationen:

»Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme. Vellykkede ægteskaber og familier bygges på og fastholdes ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed [og] barmhjertighed« (Liahona, okt. 2004, s. 49).

Kirkekaldelser udføres i henhold til de principper, der leder os alle, når vi arbejder under præstedømmemyndighed i Kirken. Disse principper omfatter den overbevisning og langmodighed, der belæres om i afsnit 121, som især er nødvendig i Kirkens hierarkiske organisation.

De principper, jeg har beskrevet ved udøvelsen af præstedømmemyndighed, forstås bedre og er mere trygge for en gift kvinde end for en enlig kvinde, især en enlig kvinde, der aldrig har været gift. Hun oplever ikke nu præstedømmemyndighed i ægteskabets partnerforhold. Hendes erfaring med præstedømmemyndighed er det hierarkiske forhold i Kirken, og nogle enlige kvinder føler, at de ingen stemme har i de forhold. Det er derfor vigtigt at have effektive menighedsråd, hvor mandlige og kvindelige menighedsledere regelmæssigt er sammen og sidder i råd under biskoppens præsiderende myndighed.

V.

Jeg slutter med nogle generelle kommentarer og en personlig oplevelse.

Teologien i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er centreret om familien. Vores forhold til Gud og formålet med livet på jorden er forklaret med ord fra familien. Vi er åndelige børn af himmelske forældre. Evangeliets plan er iværksat gennem jordiske familier, og vores højeste stræben er at fortsætte disse familierelationer i hele evigheden. Den højeste mission for vor Frelsers kirke er at hjælpe os med at opnå ophøjelse i det celestiale rige, og det kan kun opnås i en familiesammenhæng.

Det er ikke mærkeligt, at vores kirke er kendt som en familiecentreret kirke. Det er ikke mærkeligt, at vi er foruroliget over den nuværende juridiske og kulturelle tilbagegang for ægteskabet og det at få børn. På en tid, hvor verden synes at miste sin forståelse for formålet med ægteskabet og værdien ved at få børn, er det afgørende, at sidste dages hellige ikke er forvirrede på disse områder.

Den trofaste enke og mor, som opdrog os, var ikke forvirret omkring familiens evige natur. Hun ærede altid vores afdøde fars position. Hun gjorde ham synlig i vores hjem. Hun talte om den evige varighed af deres tempelægteskab. Hun mindede os ofte om, hvad vores far ønskede, at vi gjorde, så vi kunne få opfyldt Frelserens løfte om, at vi kunne blive en familie for evigt.

Jeg mindes en oplevelse, der viser, hvilken effekt hendes undervisning havde. Et år lige før jul bad vores biskop mig, der var diakon, om at hjælpe ham med at uddele julekurve til enkerne i menigheden. Jeg bragte en kurv til hver dør med hilsener fra ham. Da han kørte mig hjem, var der en kurv tilbage. Han gav den til mig og sagde, at den var til min mor. Mens han kørte bort, stod jeg, mens sneen dalede ned, og undrede mig over, at der var en kurv til min mor. Hun omtalte aldrig sig selv som enke, og det var aldrig faldet mig ind, at hun var. For en 12-årig dreng var hun ikke enke. Hun havde en mand, og vi havde en far. Han var blot midlertidigt væk.

Jeg ser frem til den herlige dag engang i fremtiden, hvor de adskilte bliver genforenet, og vi alle gøres fuldstændige, som Herren har lovet. Jeg vidner om Jesus Kristus, den evige Faders enbårne Søn, hvis præstedømmemyndighed og hvis forsoning og opstandelse gør det hele muligt. I Jesu Kristi navn. Amen.