Kend Herrens hensigt med dig
Må Herren velsigne hver enkelt af jer i jeres personlige søgen efter at kende hans hensigt med jer og med at følge hans vilje frem for jeres egen.
At blive et redskab i Guds hånd er et stort privilegium og helligt ansvar. Hvor end vi bor, hvad end vore omstændigheder måtte være, uanset vores ægteskabelige status og alder, har Herren brug for, at hver enkelt af os indtager sin særlige plads i opbyggelsen af Guds rige i denne sidste uddeling. Det er mit vidnesbyrd, at vi hver især kan vide, hvad Herren ønsker, at vi gør – og opleve »den velsignelse, som er blevet skænket os; at vi kan være redskaber i Guds hånd til at fremme dette store værk.«1 Mit ønske i aften er at fortælle noget om min meget personlige rejse for at komme frem til at forstå, hvordan vi bliver sådanne redskaber.
Jeg begynder, hvor min rejse sluttede – i denne sublime sandhed, som ældste Neal A. Maxwell belærte om: »Det eneste helt personlige, som vi kan lægge på Guds alter, er at indordne vores vilje under hans. De mange andre ting, som vi ›giver‹ ham … er ting, som han allerede har givet eller lånt til os. Men når du og jeg endelig underkaster os ved at lade vores vilje opsluges i Guds vilje, giver vi ham virkelig noget! Det er den eneste besiddelse, som vi for alvor kan give!«2
Jeg vidner om, mine elskede søstre, at for i sandhed at være et redskab i Guds hånd, for fuldt ud at kunne modtage den velsignelse, som er skænket os i »dette liv«, hvor vi »skal udføre [vores] arbejde,«3 må vi som ældste Maxwell siger, »endeligt underkaste os«4 Herren.
Den lutrende proces i mit liv, som førte til mit vidnesbyrd om dette princip, begyndte uventet, da jeg var midt i trediverne og modtog min patriarkalske velsignelse. Som forberedelse fastede og bad jeg og overvejede i mit hjerte: »Hvad ønsker Herren, at jeg skal gøre?« Fuld af spændt forventning og med mine fire små børn på slæb, tog min mand og jeg til den ældre patriarks hjem. Den velsignelse, han gav mig, understregede missionering – igen og igen.
Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg var skuffet og bekymret. På det tidspunkt i mit liv havde jeg knapt læst Mormons Bog fra ende til anden. Jeg var uden tvivl ikke forberedt til at tage på en mission. Så jeg lagde min patriarkalske velsignelse i en skuffe. Jeg begyndte dog på et seriøst studium af skriften hver dag, mens jeg fokuserede på at opdrage min opvoksende familie.
Årene gik, og min mand og jeg koncentrerede os om at forberede vore børn til at tage på mission. Ved at sende vore sønner til mange lande, mente jeg oprigtigt, at jeg havde udført min missionærpligt.
Så blev min mand kaldet som missionspræsident i et uroligt land i den tredje verden. Det var tusindvis af kilometer hjemmefra og lysår fra den kultur og kommunikation, jeg kendte. Men i det øjeblik jeg blev kaldet som fuldtidsmissionær, følte jeg som Alma og Mosiahs sønner – at jeg var kaldet til at være redskab »i Guds hånd til at udføre dette store værk.«5 Jeg følte også noget, som jeg ikke er sikker på, de gjorde – overvældende frygt!
I de følgende dage hev jeg min patriarkalske velsignelse frem og læste den igen og igen, søgende efter større forståelse. Selvom jeg vidste, at jeg ville opleve det løfte, jeg havde modtaget fra en patriark årtier tidligere, lindrede det ikke mine bekymringer. Kunne jeg efterlade mine gifte og ugifte børn og min aldrende far og svigermor derhjemme? Ville jeg vide, hvad der var det rigtige at gøre og sige? Hvad skulle min mand og jeg spise? Ville jeg være tryg i et land, som var politisk ustabilt og farligt? Jeg følte mig utilstrækkelig på alle niveauer.
I min søgen efter fred, forstærkede jeg mine anstrengelser for at tage i templet. Jeg overvejede betydningen af mine pagter på en måde, jeg aldrig havde gjort før. Mine tempelpagter fungerede som grundlag og drivkraft på dette afgørende tidspunkt i mit liv. Ja – jeg frygtede, men jeg indså, at jeg havde valgt at indgå personlige, bindende og hellige forpligtelser, som jeg havde tænkt mig at holde. Efter alt var sagt og gjort, var dette ikke en andens tjeneste, der skulle udføres. Dette var min missionskaldelse, og jeg var opsat på at tjene.
Josephs Smiths far udtalte denne velsignelse på sin søns hoved: »Herren, din gud, har fra himlene kaldt dig ved navn. Du er blevet kaldet … til Herrens store værk; at udføre et værk i denne generation, som ingen anden … ville gøre som dig, i alt i henhold til Herrens vilje.«6 Profeten Joseph var kaldet til hans unikke del af »Herrens store værk,« og så overvældet og uforberedt som jeg følte, jeg var, lige så sikkert var jeg også kaldet til min del af værket. Denne indsigt hjalp og indgød mig mod.
Konstant spurgte jeg i mine bønner: »Fader, hvordan kan jeg gøre det, som du har kaldet mig til?« Kort tid inden vi tog af sted til vores mission, kom to venner en morgen med en gave – en salmebog, jeg kunne tage med mig. Senere samme dag kom svaret på måneders bønsom tryglen fra den salmebog. Da jeg søgte trøst et stille sted, strømmede disse ord ind i mit sind:
Frygt ej, jeg er med dig, vær kun ved godt mod!
Thi jeg er din Gud og vil være dig god;
ja, styrke dig, hjælpe dig, give dig ånd …
opholde dig ved min almægtige hånd.7
Helt personligt at indse, at Herren ville være med mig og hjælpe mig, var kun begyndelsen. Jeg havde meget at lære om at blive et redskab i Guds hånd.
Langt hjemmefra i et fremmed land, gik min mand og jeg i gang med vores tjeneste, meget ligesom pionererne, med tro i hvert fodtrin. Vi var bogstavelig talt alene det meste af tiden – og skulle finde ud at begå os i en kultur, vi ikke forstod – udtrykt på dusinvis af sprog, vi ikke talte. En af vore tidlige ledere for Hjælpeforeningen i Nauvoo, Sarah Cleveland, havde et udtryk, som beskrev vore følelser: »Vi er indtrådt i dette værk i Herrens navn. Lad os gå frejdigt frem.«8
Min første lektie i at blive et redskab i Guds hånd havde været at søge skriften, faste, bede, komme i templet og trofast efterleve de pagter, som jeg havde indgået i Herrens hus. Min næste lektie handlede om at »gå frejdigt frem,« jeg havde brug for at stole blindt på Herren og oprigtigt søge personlig åbenbaring. For at modtage sådan åbenbaring, måtte jeg leve værdigt til at have Helligånden som min faste ledsager.
Min sidste lektie var akkurat, som ældste Maxwell forklarede. Hver dag indordnede jeg mig, selv i de mindste detaljer min vilje til Herrens, for jeg trængte sådan til hans hjælp og hans vejledning. Da jeg gjorde det, ændrede mit forhold til min himmelske Fader sig gradvist på afgørende måder, som stadig velsigner mig og min familie.
Mit livs rejse er forskellig fra jeres. Hver af jer kunne lære mig meget om jeres erfaringer med at underkaste jeres vilje Herrens, idet I oprigtigt stræber efter at kende hans hensigt med jer. Vi kan sammen glæde os over Jesu Kristi gengivne evangelium, og taknemmeligt anerkende den velsignelse, det er at have et vidnesbyrd om Frelseren og hans forsoning for hver enkelt af os. Dette ved jeg … vore individuelle anstrengelser for at blive »redskaber i Guds hånd« har ikke været lette og har udstrakt os åndeligt – beriget vores jordiske rejse på de mest personlige og storslåede måder.
Kære søstre, må Herren velsigne hver enkelt af jer i jeres personlige søgen efter at kende hans hensigt med jer og med at følge hans vilje frem for jeres egen. Jeg vidner om, at vores personlige vilje er »den eneste besiddelse, som vi for alvor kan give.«9 I Jesu Kristi navn. Amen.