Indledende bemærkninger
Kirkens vækst fra den spæde begyndelse til dens nuværende position er fænomenal, og vi har kun lige ridset i overfladen.
Mine brødre og søstre, jeg byder jer velkommen til denne storslåede verdenskonference for Kirken. Det rummelige Konferencecenter i Salt Lake City er fyldt helt op, og andre sale i området er ligeledes fyldt. Vi taler foruden her også til jer i mange lande og under mange himmelstrøg. Vi byder jer alle velkommen. Vi elsker jer som brødre og søstre.
Jeg var på mission på de Britiske Øer for mere end 70 år siden. Dele af det britiske imperium var stadig intakt. Det imperium var den mest vidtstrakte politiske familie af nationer på jordens overflade. Det blev sagt, at solen aldrig gik ned i det britiske imperium. Union Jack vejede hele verden rundt.
Der kom meget godt ud af det imperium på mange områder. Men der var også utrolige lidelser. De opstod som følge af erobring, undertrykkelse, krig og konflikter. Britiske soldaters jordiske rester blev lagt i grave over hele jorden.
Nu er det alt sammen væk. Rudyard Kipling skrev om dets fald i sit digt »Recessional«:
I horisonten vores flåde forsvinder,
dens ild rammer fjendens klitter og kyst.
Se, al vores pragt fra historiens tinder
bliver som Nineve til støv så tyst.
(»God of Our Fathers, Known of Old«, Hymns, nr. 80)
Der er nu et andet imperium. Det er Kristi, Herrens imperium. Det er det gengivne evangeliums imperium. Det er Guds rige. Og solen går aldrig ned i dette rige. Det er ikke et resultat af erobring, konflikt eller krig. Det er et resultat af fredelig overtalelse, af vidnesbyrd, af undervisning – en her og en anden der.
Som I alle ved, fejrer vi i år 200-året for profeten Joseph Smiths fødsel og 175-året for Kirkens stiftelse.
Kirkens vækst fra den spæde begyndelse til dens nuværende position er fænomenal, og vi har kun lige ridset i overfladen.
Bygningen af templer er en indikation af denne vækst. Vi har nu 122 i funktion i mange dele af verden. Vore medlemmer velsignes meget af disse. Hver eneste person, der kan få en tempelanbefaling, er også regnet som en trofast sidste dages hellig. Han eller hun betaler fuld tiende, overholder visdomsordet, har et godt familieliv og er en bedre borger i sit samfund. Tempeltjeneste er slutresultatet af al vores undervisning og aktivitet.
Sidste år blev der udført 32 millioner ordinancer i templerne. Det er mere, end der er udført i noget tidligere år. Lige nu er nogle af vore templer helt fyldte og lidt til. Behov og ønsker hos vore trofaste hellige må imødekommes.
Vi har tidligere bekendtgjort et nyt tempel i det sydøstlige hjørne af Salt Lake-dalen. Vi har to andre fortræffelige steder i den vestlige og den sydvestlige del af dalen på grund af velvillighed fra entreprenørerne på disse grunde. Det første, som vi vil bygge på, er beliggende i det såkaldte Daybreak-område, og denne formiddag offentliggør vi det. I undrer jer måske over, hvorfor vi favoriserer Utah så meget. Det er, fordi der er behov for det grundet den store aktivitet. Men det går også fremad for os med nye templer i Rexburg og Twin Falls i Idaho; i Sacramento i Californien; i Helsinki i Finland; i Panama City i Panama; i Curitiba i Brasilien og et mere, som jeg nok hellere må undlade at nævne lige nu, da det endnu ikke er bekendtgjort, men det vil det snart blive. Der er endnu flere under overvejelse. Alle de nævnte steder har vi ejendomsretten, og arbejdet går fremad på forskellige trin i opførelsen.
Vi er taknemmelige for vore medlemmers indvielse, som gør alt dette muligt.
En af de mest foruroligende sider af vores tempelaktivitet er, at nu hvor vi får flere og flere templer spredt ud over hele jorden, sker der dobbeltudførelse af stedfortrædende ordinancer. Mennesker i forskellige nationer arbejder samtidig på de samme familielinjer og finder de samme navne. De ved ikke, at andre i andre områder gør det samme. Vi har derfor i nogen tid arbejdet på et meget vanskeligt projekt. Løsningen på at undgå en sådan dobbeltudførelse ligger i noget komplekst computerteknologi. Foreløbige resultater viser, at det vil fungere, og hvis det er tilfældet, er det virkelig en forbløffende løsning med verdensomspændende konsekvenser.
Som mange af jer ved, har vi haft stavskonferencer ved benyttelse af satellittransmissioner. Kirken er vokset så stor, at det ikke længere er muligt for medlemmer af Det Første Præsidentskab, De Tolvs Kvorum og andre generalautoriteter at besøge de enkelte stave, bortset fra ved nye stavspræsidentskaber og delinger. Satellittransmission har gjort det muligt for os at tale i Salt Lake City og blive hørt og set i stavscentre og andre lokaler verden over. Det er både mirakuløst og vidunderligt.
Det er på samme måde, at mange af jer deltager i vores konference i dag. Vi er samlet som en stor, international familie i musik og bøn og med instruktioner og vidnesbyrd fra vore Brødre.
Tak for alt, hvad I gør, I vidunderlige sidste dages hellige. Tak for den store indsats fra område-halvfjerdsere, fra biskopråd og stavspræsidentskaber, fra hjælpeorganisationsledere, fra tempel- og missionspræsidentskaber og mange, mange andre, som giver så gavmildt af tid, indsats og midler for at fremme Guds rige på jorden.
Mine brødre og søstre, jeg beder om, at himlens største velsignelser må komme til jer. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.