2005
Mormons Bog, et redskab til at samle det spredte Israel
November 2005


Mormons Bog, et redskab til at samle det spredte Israel

Jesus Kristus gav os Mormons Bog som et redskab til at samle det spredte Israel.

For 36 år siden var jeg på mission i det sydøstlige Mexico. På det tidspunkt var der ingen stave, og de største byer i missionen havde kun to menigheder. Der var begrænsede muligheder for uddannelse og stor fattigdom. Med to eller tre undtagelser var alle missionærerne fra USA.

Jeg husker menneskene i Nealtican Menighed. Alle bygningerne i byen var lavet af ubrændte lersten undtagen den katolske katedral og de sidste dages helliges kirkebygning. Jeg mindes stadig at stå i grenspræsidentens lille lerklinede hytte. Der var jordgulv, vinduerne var uden glas, og et tæppe hang for indgangen. Der var ingen møbler i huset. Hans familie havde ingen sko.

Men de var lykkelige mennesker. Han fortalte mig, at de havde solgt alt, hvad de ejede, for at købe busbilletter til templet i Mesa, hvor blev de beseglet for tid og al evighed. Mange af medlemmerne i menigheden havde gjort det samme.

For en måned siden vendte jeg tilbage til Mexico for at tjene i det nordlige områdepræsidentskab i Mexico. Mexico i dag er meget anderledes fra, hvordan det var for 36 år siden. Nealtican er centrum for en blomstrende stav i Zion. Mexico har 200 stave og en million medlemmer af Kirken. Mange stavs- og menighedsledere er højtuddannede og har en god økonomi. Tusinder af unge mænd og kvinder fra Mexico er på fuldtidsmissioner.

Lehis syn, som Nephi udlagde, vil i sandhed finde sted. »Og på den dag skal de tilbageværende af vort afkom vide, at de er af Israels hus, og at de er Herrens pagts folk, og da skal de vide og komme til kundskab om deres forfædre og ligeledes få kundskab om deres Forløsers evangelium, som blev forkyndt for deres fædre; og de skal komme til kundskab om deres Forløser1

Folket i Mexico og andre latinamerikanske lande er sandelig blandt profeternes efterkommere. Mormons Bog er deres arv. Jesus Kristus betjente deres forfædre.

Efter sin opstandelse steg Jesus Kristus ned fra himlen klædt i hvidt og stod midt i blandt deres forfædre her på det amerikanske fastland. Og dér strakte han sin hånd frem og sagde: »Se, jeg er Jesus Kristus, om hvem profeterne vidnede, at han skulle komme til verden …

»… jeg er verdens lys og liv.«2

»Derfor, hold jeres lys op, så det kan skinne for verden. Se, jeg er lyset, som I skal holde.«3

Til Kirken i dag har Frelseren gentaget den formaning, da han sagde: »Sandelig siger jeg til jer alle: Stå op og lad jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkene.«4 Jesus Kristus er det lys, som vi skal holde op som et banner for alle folk. Vi tilbyder mere oplysning om Jesus Kristus, som det åbenbares i Mormons Bog, endnu et vidne om Jesus Kristus.

Præsident Hinckley har opfordret os til at læse eller genlæse Mormons Bog før året er omme i højtideligholdelse af 200-året for profeten Joseph Smiths fødsel. Ved at gøre det, ærer vi Joseph Smith, som oversatte Mormons Bog »ved Guds gave og kraft.«5

Da den fordums profet Moroni viste sig for Joseph Smith, fortalte han ham, »at Gud havde et værk for [ham] at udføre, og at [hans] navn skulle nævnes for ondt og godt blandt alle nationer, slægter og tungemål, eller at der skulle tales både ondt og godt om det blandt alle folk.«6

Den profeti er gået i opfyldelse. Joseph Smiths navn er kendt og hædret over hele verden, selv i den fjerne landsby, Nealtican i Mexico.

Et medlem i Monterrey i Mexico fortalte mig for nylig, hvordan Mormons Bog havde ændret hans liv. Som teenager var Jesús Santos imponeret af SDH-missionærerne, som han så gå ned ad de støvede gader. Han ville gerne tale med dem om deres kirke, men fik fortalt af en ven, at han skulle vente på, at de kontaktede ham.

Mange gange gik han hen til kirkebygningen og så på gennem jernhegnet, når missionærerne og de unge spillede. De så ud til at have det godt, og han ønskede at være en del af dem. Han trykkede sin kind mod hegnet og håbede på, at de ville lægge mærke til ham og invitere ham til at deltage. Det skete aldrig.

Da Jesús fortalte mig sin historie, sagde han: »Det er trist. Jeg var ung og kunne have været på en fuldtidsmission.«

Han flyttede til Monterrey i Mexico. Ni år senere besøgte han en ven i den anden ende af byen, da missionærerne bankede på døren. Hans ven ville sende dem væk. Jesús tryglede ham om at lade missionærerne tale med dem i bare to minutter. Hans ven indvilligede.

Missionærerne talte om Mormons Bog, hvordan Lehis familie rejste fra Jerusalem til Amerika, og hvordan den genopstandne Jesus Kristus besøgte Lehis efterkommere i Amerika.

Jesús ønskede at vide mere. Han var særlig fascineret af billedet, som forestiller Kristi besøg i Amerika. Han gav missionærerne sin adresse. Han ventede i månedsvis, men de tog aldrig kontakt med ham.

Der gik yderligere tre år. Nogle venner inviterede hans familie til en familieaften. De gav ham et eksemplar af Mormons bog.

Så snart han begyndte at læse den, vidste han, at Mormons Bog var sand. 12 år efter, at han først var blevet opmærksom på Kirken, blev han og hans hustru endelig døbt. Så mange år var spildt. Hvis bare missionærerne havde talt med ham, hvis de unge havde bemærket en ensom teenager, som så over hegnet, hvis missionærerne i Monterrey har truffet ham hjemme, så ville hans liv have været anderledes i de 12 år. Heldigvis inviterede naboerne, som var medlemmer af Kirken, ham over til en familieaften og gav ham den bog, som besidder så stor kraft til omvendelse, Mormons Bog.

I dag tjener Jesús Santos som tempelpræsident i Monterrey i Mexico.

Jesus Kristus gav os Mormons Bog som et redskab til at samle det spredte Israel. Da han besøgte folket i Amerika, sagde han til dem: »Og når dette sker, og dine efterkommere begynder at få kundskab om disse ting, skal det være et tegn for dem, så de kan vide, at Faderens værk allerede er begyndt til opfyldelse af den pagt, som han har gjort med folket, som er af Israels hus7

Mormons Bog er sit eget vidne til folket i Latinamerika og alle andre nationer. Den kommer stærkt frem i disse sidste dage og bærer vidne om, at Gud igen er begyndt at samle det spredte Israel.

Jeg kan se for mig, hvordan Jesús Santos som en ranglet 18-årig dreng står og ser over hegnet til kirkebygningen. Kan I se ham? Kan I invitere ham og andre som ham til at være ét med os? Hvem kender I, som ville tage imod jeres opfordring til at læse Mormons Bog. Vil I invitere dem? Vent ikke.

Jeg vidner om, at Joseph Smith er genoprettelsens profet. Mormons Bog, endnu et vidne om Jesus Kristus, er midlet, hvorved folk fra alle nationer skal samles i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Denne kirke er grundlagt på apostle og profeter, akkurat som den var i ældre tid. Præsident Gordon B. Hinckley er Herrens udvalgte profet på jorden i dag. Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. Dette er hans kirke og hans rige. Han er vores kong Immanuel. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. 1 Nephi 15:14; fremhævelse tilføjet.

  2. 3 Nephi 11:10-11.

  3. 3 Nephi 18:24.

  4. L&P 115:5.

  5. Introduktion til Mormons Bog.

  6. JS-H 1:33.

  7. 3 Nephi 21:7; fremhævelse tilføjet.