Video: Redskaber i Guds hånd

Denne video blev vist til Hjælpeforeningens årlige møde, hvor præsident Gordon B. Hinckley fortalte Hjælpeforeningens historie. I videoen vises profeten Joseph Smith, Emma Smith, Lucy Mack Smith og de første søstre i Hjælpeforeningen, der mødes i butikken i rødsten.

Præsident Hinckley: Hjælpeforeningens vækst fra 18 medlemmer, da den blev stiftet den 17. marts 1842 i nybyggerbyen Nauvoo, til flere end fem millioner 160 år senere, med medlemmer i store og små samfund verden over, er en både ekstraordinær og bemærkelsesværdig historie.

De elementer, hvorfra Hjælpeforeningen udsprang, fandtes før dens stiftelse. Disse elementer omfatter kvinders naturlige instinkt til at række ud og hjælpe med at fremme det fælles gode, at hjælpe dem i nød og at forbedre deres egen forstand og talenter. Og ved den lejlighed organiserede Joseph Smith dem til en forening.

Joseph Smith: Dette »fællesskab af søstre vil måske udfordre brødrene til at gøre godt, når de tilser de fattiges behov – i søgen efter muligheder for at udøve barmhjertighed, og når de yder den hjælp, der er behov for – ved at hjælpe med at forbedre moralen og styrke samfundets dyder.«¹

Præsident Hinckley: Fra denne ydmyge begyndelse er vokset, hvad jeg anser for den største og mest effektive organisation af sin slags i hele verden.

Til dette første møde sagde Emma H. Smith, da hun blev valgt som præsidentinde, at »ethvert medlem bør stræbe ivrigt efter at gøre godt.«² Det var ånden dengang, og det er ånden nu. Det skal fortsat være det ledende princip i alle de generationer, der ligger forude – at »ethvert medlem bør stræbe ivrigt efter at gøre godt.«

Emma Smith: »Vi vil gøre noget ekstraordinært … Vi forventer ekstraordinære begivenheder og vigtige kald.«³

Joseph Smith: »Denne organisation vil få instruktioner [gennem] den orden, som Gud har indstiftet – [gennem] dem, der er udpeget til at lede.«⁴

»Det er naturligt for kvinder at føle barmhjertighed – I er nu sat i en situation, hvor I kan handle ifølge den medfølelse, som Gud har indpodet i jeres indre. Hvis I lever op til disse principper, hvor stort og herligt! – hvis I lever op til jeres privilegier, kan englene ikke forhindres i at blive jeres omgangsfæller … Ikke strid, ikke kævl, ikke modsigelse eller skænderi, men sagtmodighed, kærlighed, renhed – det er det, der skal herliggøre os …

og himlens velsignelser vil strømme ned …

Når I går hjem, sig da aldrig et gnavent ord, men lad venlighed, barmhjertighed og kærlighed fremover være kronen på jeres værk …

Når I vokser i uskyld og dyd, når I vokser i godhed, lad da jeres medfølelse og kærlighed til hinanden øges – I må være langmodige og bære over med menneskehedens fejl og mangler. Menneskets sjæle er af stor værdi! …

… Jeg låser nu op for jer i Guds navn, og denne forening skal glædes, og kundskab og intelligens vil tilflyde jer fra nu af – dette er begyndelsen på en bedre tid for denne forening.«⁵

Præsident Hinckley: Denne profetiske udtalelse har i halvandet århundrede været fundamentet for Hjælpeforeningen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Lucy Mack Smith, profetens mor, sagde, da hun talte til søstrene i Nauvoo:

Lucy Mack Smith: »Vi skal værdsætte hinanden, passe på hinanden, trøste hinanden og modtage instruktioner, så vi alle kan være sammen i himlen.«⁶

Præsident Hinckley: Organisationens historie har vist, at Kirkens kvinder ikke har behøvet at vente på at være sammen i himlen for at smage den søde frugt af de aktiviteter, som hun beskrev.

De har oplevet meget af himlen på jorden, når de i livet har værdsat hinanden, trøstet hinanden og vejledt hinanden. Hvem kan måle de mirakuløse følger i millioner af kvinders liv, hvis viden er blevet forøget, hvis horisont er blevet udvidet, hvis liv er blevet beriget, og hvis forståelse af det, der hører Gud til, er blevet større på grund af utallige timers effektiv undervisning og lektier, der er blevet lært, til Hjælpeforeningens møder?

Hvem kan måle den glæde, der er kommet ind i disse kvinders liv, når de mødtes, har været sociale i menigheden og beriget hinandens liv gennem venskab, der har været behageligt og værdsat? Hvem kan, selv i sin vildeste fantasi, forestille sig de utallige barmhjertighedsgerninger, der er blevet udført, den mad, der er blevet sat på tomme borde, den tro, der er blevet næret i desperate timer med sygdom, de sår, der er blevet forbundet, de smerter, der er blevet lindret af kærlige hænder og stille beroligende ord, den trøst, der er blevet givet i tider med død og vedvarende ensomhed?

Om Hjælpeforeningen sagde præsident Joseph F. Smith: »Denne organisation er guddommeligt skabt, guddommeligt bemyndiget, guddommeligt indstiftet, guddommeligt forordnet af Gud til at frelse kvinders og mænds sjæle. Der er derfor ingen organisation, der kan måle sig med den … der vil kunne optage samme stade og program, som denne kan …

… Sæt [Hjælpeforeningen] først, sæt den i forreste række, gør den til den fornemste, den bedste og den mest betydningsfulde organisation, der eksisterer i verden. I er kaldet af Guds profets stemme til at gøre dette, til at være de stærkeste, til at være de største og de bedste, de reneste og de mest hengivne over for retfærdigheden.«⁷

Må Gud velsigne Hjælpeforeningen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Må kærlighedens ånd, der har motiveret dens medlemmer i mere end halvandet århundrede fortsat vokse og blive følt verden over. Må deres barmhjertighedsgerninger for evigt røre utalliges liv, hvor end de må komme til udtryk. Og må lys og forståelse, lærdom og viden og evig sandhed velsigne utallige, kommende generationer af kvinder i alle jordens nationer på grund af denne enestående og guddommeligt etablerede institution. Må de alle vedkende sig deres store ansvar og velsignelse ved at være »redskaber i Guds hånd til at udføre dette store værk« (Alma 26:3).