En mirakuløs redning fra fare
»Det er ved tro, at mirakler udvirkes« (Moro 7:37).
Bygger på en virkelig hændelse
Solen skinnede en forårseftermiddag ugen efter min otteårsfødselsdag – den perfekte dag til en cykeltur. Min søster Marla, vores veninde Lisa og jeg kørte ud ad en lille vej, som hørte til vores families kvægfarm i British Columbia i Canada. Bjergene strålede, da sollyset glitrede i de sneklædte tinder. Jeg var fuld af spændt forventning, mens jeg trampede i pedalerne.
Jeg havde kun kørt på tohjulet cykel i knap en uge, så jeg var stadig noget usikker. Den første del af vejen var en glat grusvej, som var jævnet af hyppig kørsel med traktorer og hølæs. Da vejen snoede sig forbi de tykke, grønne lucernemarker, begyndte vi at cykle hurtigere. Jeg følte mig stærk og fri og svævede gennem den friske bjergluft.
Så nåede vi et sted, hvor vejen delte sig. Vi kunne fortsætte ligeud langs med marken, eller vi kunne dreje og følge den rute, der snoede sig langs bækken for foden af bjerget. Vi besluttede os for at tage på eventyr ad den mere spændende rute.
Marla og jeg havde gået på den vej mange gange før sammen med vores familie, men det var første gang, at jeg cyklede ad den. Jeg var lidt nervøs, fordi min cykel slingrede hen over kvægristene, som var grøfter, der var dækket af tremmeriste, som skulle hindre kvæget i at gå over. Jeg cyklede rask til for at holde trit med Marla og Lisa. Solen strålede gennem de majestætiske graner og skabte et muntert, lyst mønster på den knoldede sti.
Da vejen blev stenet, blev jeg mere nervøs. Jeg havde svært ved at holde balancen. Jeg var bange for, at stenene skulle punktere mine dæk.
»Jeg synes, at vi skal køre tilbage,« sagde jeg.
»Hvorfor?« spurgte Marla. »Er du bange?«
Jeg ville aldrig indrømme over for min storesøster, at jeg var bange. »Nej, jeg vil bare ikke have flade dæk.«
»Du kan vende om, hvis du vil, men vi fortsætter altså,« sagde hun.
»Farvel,« råbte jeg, mens jeg vendte cyklen.
»Vi ses derhjemme,« sagde Marla. »Vi kører nok ikke meget længere.«
Jeg begyndte at cykle hjemad, helt alene. Nu virkede mønstrene på stien slet ikke så muntre. Og jeg var pludselig mere opmærksom på de sære lyde, som kom inde fra den mørke skov. Men jeg cyklede rask af sted, fordi jeg vidste, at mit trygge hjem ikke var så langt væk. Jeg var næsten nået hen til kvægristen, da jeg kunne fornemme, at der var nogen bagved mig. »Marla og Lisa må også have besluttet sig for at køre hjem,« tænkte jeg lettet. »Så behøver jeg ikke at cykle alene.« Jeg svingede benet hen over cyklen, stoppede og vendte mig for at se, hvor de var. Marla og Lisa var der ikke, men i stedet kom en stor, sort bjørn vandrende hen imod mig.
Jeg stivnede af skræk. Min cykel faldt larmende til jorden. Alle de bjørneråd, som jeg havde hørt, fór gennem mine tanker. Lad være med at løbe, ellers løber den efter dig. Du kan ikke løbe fra en bjørn. Jeg begyndte at bevæge mig langsomt baglæns.
Sørg for at støje, så du skræmmer bjørnen væk. Råb op og slå to sten mod hinanden. Jeg kiggede mig omkring på jorden – ingen sten, kun muld. Jeg klappede i hænderne, så højt jeg kunne. Men jeg kunne ikke råbe. Min hals havde snøret sig sammen. Bjørnen kom stadig nærmere.
Bed. Gennem hele mit liv havde jeg lært at bede. Min søndagsskolelærer havde endda spurgte os, hvad vi skulle gøre, hvis vi så en bjørn, og hun havde fremhævet bønnen. Jeg havde lært at bede med bøjet hoved og lukkede øjne, men det var umuligt nu. Jeg holdt øje med bjørnen og opsendte en stille bøn: »Kære himmelske Fader, hjælp mig! Red mig fra bjørnen! Vil du ikke nok fortælle mig, hvad jeg skal gøre?«
Mens jeg bad og klappede, bevægede jeg mig langsomt tilbage mod kvægristen. Hvis køerne ikke kunne komme over den, så kunne bjørnen måske heller ikke. Måske faldt den, så jeg fik mulighed for at løbe hjem! Jeg trippede forsigtigt over risten.
Bjørnen snøftede og savlede. Jeg betragtede den, mens den så let som ingenting fulgte mig hen over kvægristen. Den rejste sig på bagbenene. Jeg stod rædselsslagen, mens bjørnen kom hen mod mig med udstrakte poter. Den tårnede sig op over mig, og jeg kunne se dens skarpe, våde tænder. Pludselig slog bjørnen ud efter mit hoved! Jeg skreg, da dens lange, krogede kløer blev filtret ind i mit hår og rev mig omkuld. Jeg sprang op igen. Bjørnen, som var nede på alle fire igen, bed mig i inderlåret og trak mig ned. Den begyndte at slæbe mig hen over vejen.
Nu var Marla og Lisa nået frem. Marla forsøgte at distrahere bjørnen, men det lykkedes ikke. På ganske få øjeblikke havde bjørnen slæbt mig hen ad vejen til foden af bjerget. Den ville bestemt have slæbt mig ind i det tætte buskads, hvis ikke mine bukser pludselig var revnet. De blev revet over i to halvdele, fra for til bag. Selv bukseelastikken blev revet midt over. Som ved et mirakel havde dens tænder ikke flået min hud. Jeg sprang op. »Løb,« sagde en indre stemme.
Jeg løb hen mod Marla og Lisa og lod bjørnen stå tilbage med mit bukseben i gabet. Bukseløs og med kun en sko på fødderne løb jeg så hurtigt som nogen OL-løber. Jeg overhalede Marla og Lisa, som også løb. Vi stormede ind i buskene og spænede ned mod bækken. De tornede grene flåede mine ben, men jeg satte ikke farten ned.
Uden at stoppe eller se mig tilbage kravlede jeg over pigtrådshegnet og kastede mig ud i bækken. Jeg mistede min anden sko, da den kom i klemme under en træstamme. Da jeg var næsten hjemme, spurtede jeg gennem vandet og løb hen over den våde kvægindhegning. Jeg mavede mig gennem et hegn og styrtede op ad verandatrappen og ind ad hoveddøren.
Mine forældre bombarderede mig med spørgsmål, da de så mig uden sko og bukser og fuldstændigt forrevet.
»Hvad er der dog sket?« råbte mor.
»Hvor er dine bukser?« spurgte far. »Hvordan har du blevet så forrevet?«
Jeg var stadig bange og forpustet. Stammende, gispende og grædende fik jeg fremstammet: »Det var … en … bj … bj … bjørn!«
Marla og Lisa kom løbende op på verandaen, og Marla fortalte mor og far, hvad hun havde set. Mor beroligede mig ved at give mig et varmt bad.
Senere samme aften, da jeg var ren og tryg, talte vi om den uhyggelige oplevelse. Mine håndflader havde blå mærker af at klappe så hårdt, og mine ben var flået af tjørnebuskene, men jeg havde ikke nogle mærker fra bjørnen. Dens kløer havde strøget hen over mit hoved, og dens tænder havde haft fat i mit ben, men jeg havde ikke fået nogen mærker. Hvis bjørnens kløer havde været tættere på mit hoved, eller hvis dens tænder havde bidt mig i låret, ville jeg være kommet alvorligt til skade, og så ville jeg ikke have kunnet stikke af.
Jeg ved, at min himmelske Fader hørte mine bønner den dag, og jeg ved, at jeg hørte Helligåndens røst sige, at jeg skulle løbe. Min himmelske Fader velsignede mig med et mirakel.
»Vi bør være mere ydmyge og taknemlige, venligere og mere troende som følge af de mange mirakler, der sker i vores liv.«
Præsident Howard W. Hunter (1907-1995), »Den Gud, der gør undere«, Stjernen, juli 1989, s. 14.