2007
Bliv et redskab i Guds hånd ved at være stærk og urokkelig
Juni 2007


Besøgsbudskabet

Bliv et redskab i Guds hånd ved at være stærk og urokkelig

Læs og udvælg under bøn de skriftsteder og lærdomme fra dette budskab, som bedst svarer til de behov, som de søstre, I skal besøge, har. Fortæl om jeres personlige erfaringer og vidnesbyrd. Bed dem, I underviser, om at gøre det samme.

Hvad vil det sige at være stærk og urokkelig?

Præsident Gordon B. Hinckley: »Det er meget vigtigt, at Kirkens kvinder står fast og urokkeligt for det, som er korrekt og passende … [I] må begynde i [jeres] eget hjem. [I] kan undervise herom i [jeres] klasser. [I] kan tale herom i [jeres] lokalsamfund« (»Stå fast og urokkelig«, Verdensomspændende oplæringsmøde for ledere, jan. 2004, s. 20).

Præsident Joseph F. Smith (1838-1918): »Når vi har gjort alt, hvad vi kan for sandhedens sag og modstået det onde, som mennesker har bragt over os …er det stadig vores pligt at holde stand. Vi kan ikke give op; vi må ikke lægge os ned … at stå fast over for modstand, der overmander én, når man har gjort alt, hvad man kan, er troens mod. Troens mod er fremgangens mod. De, der besidder denne guddommelige egenskab, går fremad; de kan ikke stå stille, selv hvis de ville. De er ikke blot mennesker efter deres egen magt og visdom; de er en højere lovs og et guddommeligt formåls redskaber« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, 1999, s. 107).

Hvordan kan Herren anvende mig, hvis jeg er stærk og urokkelig?

L&P 84:106: »Og hvis nogen iblandt jer er stærk i Ånden, så lad ham tage den med sig, som er svag … så han også må blive stærk.«

Anne C. Pingree, andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab: »Herren [forklarede], at de ›som skal optages i hans kirke ved dåb‹ i høj grad ville være dem, som ›er villige til at påtage sig Jesu Kristi navn, idet de er fast besluttede på at tjene ham til enden.‹ Det vil sige at forblive ›standhaftige og urokkelige, altid rige på gode gerninger‹ hver dag i vores liv … [Vi vil] blive bedt om at gøre alt, hvad vi kan, og i nogle tilfælde endda mere, end vi ved, hvordan vi skal gøre« (»At vokse op for Herren«, Liahona, maj 2006, s. 74-75, 76).

Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum: »I kan i dag slet ikke forestille jer, hvad I senere i livet vil opnå på grund af beslutningen om at være urokkelig og lydig over for Herren. Jeres stille, kompromisløse beslutning om at leve et retskaffent liv vil koble jer til en inspiration og kraft, der overstiger jeres nuværende evne til at forstå … I kan gennem den guddommelige kraft opnå at blive redskaber i Guds hånd til at udføre det, I ikke kunne gøre alene« (»Træf de rette valg«, Liahona, juli 1991, s. 34, 35).

Præsident James E. Faust, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab: »Jeg vil rose hver af jer for det, I dagligt gør i retfærdighed. Selv om det, I gør, måske kun er kendt af få, så er det optegnet i livets bog, Lammets Bog, som en dag vil blive åbnet for at vidne om jeres opofrende tjeneste, hengivenhed og gerninger som ›redskaber i Guds hånd til at udføre dette store værk‹ (Alma 26:31)« (»Redskaber i Guds hånd«, Liahona, nov. 2005, s. 114).