Fra ven til ven
Venlighed
»Venlighed begynder med mig« (Børnenes sangbog, s. 83)
Da jeg var en 16-årig skoleelev i Seoul i Korea, inviterede en sidste dages hellig klassekammerat mig med til en grensaktivitet. Jeg var forbavset over, at så mange mennesker hilste på mig, som om jeg var en gammel ven. Jeg tænkte: »Sikke en pragtfuld kirke det må være, når den har sådan nogle venlige medlemmer!«
Den følgende søndag vendte jeg tilbage og blev igen varmt modtaget. Jeg blev også præsenteret for missionærerne, og de begyndte at undervise mig i evangeliet. To måneder senere blev jeg døbt og bekræftet. Jeg havde endnu ikke nogen dyb forståelse af evangeliet, men jeg havde det godt med de principper, jeg havde lært. Jeg syntes især om frelsesplanen og læren om evig udvikling. Det var en trøst at vide, at hvis jeg ville gøre alt, hvad jeg selv kunne, så skulle Frelseren nok gøre resten. Men det var i virkeligheden medlemmernes varme, der førte til min omvendelse.
Siden da har jeg stræbt efter at være rar mod alle, jeg møder. Jeg ønsker at give den venlighed videre, som jeg modtog fra grenens medlemmer. Jeg vil ikke være en hæmsko for nogens omvendelse til Kirken.
Efter min dåb hjalp jeg med at gøre rent i kirkebygningen og området omkring den hver lørdag. Ingen havde bedt mig om at gøre det. Jeg gjorde det, fordi jeg syntes, at det var en stor ære. Da jeg blev ordineret til diakon, erfarede jeg, at en af mine opgaver bestod i at gøre rent i kirkebygningen. Jeg blev ved med at gøre det, og det var stadig en fornøjelse. Men på en måde havde det været mere berigende, da man ikke forventede det af mig.
Så gør altid jeres pligt, børn. Men tøv ikke med at gøre mere, end I bliver bedt om. Den form for tjeneste giver altid større glæde.
Selv om jeg ikke kom i Primary som barn, har jeg erfaret velsignelserne ved Primary, da jeg selv fik børn. Engang flyttede vores familie ind i et nyt hus i Seouls centrum. Da vi var flyttet ind, opdagede vi, at der var nogle steder med dårlig underholdning i nabolaget. Min hustru og jeg var bange for, hvordan det ville påvirke vores børn. En dag hørte vi, at vores datter og hendes lillebror talte sammen på bilens bagsæde. »Når du kommer i skole, spørger nogle af dine venner dig måske, hvorfor du bor i sådan et dårligt kvarter,« sagde vores datter. »Men det skal du ikke tage dig af. I Primary lærer vi, hvordan vi skal efterleve Jesu Kristi evangelium. Bare vi efterlever Jesu lære, kan vi være trygge.«
Min søn svarede: »Ja, det er lige meget, hvor vi bor, bare vi vælger det rette.«
De talte med hinanden, ikke med os. Mens jeg lyttede, blev jeg overvældet af taknemlighed til deres vidunderlige primarylærere. Min datter og min søn voksede begge op og blev trofaste sidste dages hellige. Så nyd Primary og gør det, som jeres lærere beder jer om. Så bliver I bedre og tryggere mennesker.