Fodbold eller en mission?
Som alle andre kommende missionærer måtte Lohran Saldanha Quieroz træffe et valg, om hvorvidt han ville tjene Herren eller ej. Men udover at skulle beslutte at lægge skole, arbejde, familie og venner på hylden i to år, havde Lohran også et andet svært valg at træffe: Skulle han tage på mission eller få muligheden for at spille professionel fodbold i Brasilien?
Lohran, der er medlem af Barra da Tijuca Menighed i Jacarepaguá Stav i Rio de Janeiro i Brasilien, har fodbold i blodet. Hans far, Milton, er kendt som Tita i hele Brasilien. Han har spillet professionelt i fem forskellige lande, vundet mange titler, været statens topscorer og spillet på landsholdet.
Tita bemærkede tidligt sin søns evner. »Jeg er vokset op med fodbold,« mindes Lohran. »Min far har altid opmuntret mig til at spille. Jeg begyndte at komme med ham til træning, da jeg var tre eller fire, og siden har jeg altid været omgivet af professionelle spillere.«
Som seksårig begyndte Lohran at gå til rigtig træning i Mexico, hvor hans far spillede dengang. Da han var 12, spillede han i elitekonkurrencer i Brasilien. Og da Lohran var 17, spillede han i juniorligaen, som er den lige vej til en professionel løbebane. Lohran syntes at være på vej mod fodboldberømmelsen. Men hans 18-års fødselsdag nærmede sig hurtigt, og han begyndte at overveje en fuldtidsmission mere alvorligt.
Lohran forklarer sit dilemma: »Jeg ville gerne være fodboldspiller, og jeg ville også gerne være missionær. De forventer, at en spiller går direkte fra et juniorhold til den professionelle liga. Det er næsten utænkeligt, at man skulle kunne holde pause i to år og så vente at blive hyret som 21-årig.«
Som 17-årig traf Lohran nogle beslutninger, der førte til det, som han kalder begyndelsen af sin omvendelse. Han satte sig det mål at læse dagligt i Mormons Bog, faste og bede. Han deltog oftere i GUF, foredrag og andre aktiviteter i Kirken. Og da han begyndte at arbejde regelmæssigt med missionærerne, fik han en kærlighed til de mennesker, han besøgte og bad for. Han ønskede, at de skulle nyde evangeliets velsignelser. Hans ønske om at tage på mission voksede. Men hvornår ville det være bedste for ham at tjene? Og hvad ville der blive af hans fodboldkarriere, hvis han afbrød den i to år?
Lohran søgte at få Guds vilje at vide gennem faste og bøn. Selv samme uge fik han øje på det nye nummer af New Era derhjemme, og han begyndte at bladre i det. Han faldt over artiklen »Ice Dreams« om skøjteløberen Chris Obzansky, der afbrød en lovende skøjtekarriere for at udføre en mission som 19-årig, og derved gik glip af muligheden for at deltage i vinter-OL i 2006.
Der var især et afsnit, som fangede Lohrans opmærksomhed: Da Chris sad til et nadvermøde og lyttede til sin Unge Mænds præsident, som fortalte om sin missionærkaldelse, sagde Ånden til Chris: »Du skal tage på mission, når du bliver 19, ellers får du et hårdt liv.« Chris sagde: »Budskabet lød så klart, at jeg faktisk vendte mig om for at se, om der var nogen. Følelsen vendte tilbage med ti gange så stærk kraft, og så vidste jeg, at jeg skulle tage på mission.«1
Lohran smiler. »Da jeg læste det, føltes det, som om det var skrevet til mig. 19 år er den alder, som Herren har sat. Jeg blev klar over, at det var det svar, jeg havde brug for, og det var, som om jeg var blevet lettet for en enorm byrde.« Tiden var kommet, hvor Lohran skulle på mission. Han talte med sin biskop, traf de fornødne forberedelser og har ikke fortrudt det siden. »Det var slet ikke svært at beslutte mig for at lægge fodbolden på hylden,« siger han, »for jeg vidste, at det var det rette tidspunkt at gøre det på.«
Lohran tjente i sit lands hovedstad i Brasilia-missionen i Brasilien. Han blev kendt som »Ældste Glad« på grund af sin smittende begejstring. »Jeg er utrolig glad for at tjene andre og fortælle dem om det, som jeg ved, er sandt,« siger han. »Det er en stor tilfredsstillelse at se folk ændre deres liv, når de lærer evangeliet at kende.«
Men ligesom alle andre missionærer har han også haft sine trængsler. »Selvfølgelig er missionering ikke kun skæg og ballade,« siger han. »Der er vanskeligheder, øjeblikke med svaghed og ensomhed, men det er intet i forhold til de skatte, som en mission kaster af sig. Det er år, som jeg aldrig vil glemme, og som jeg altid vil have i tankerne og, hvad vigtigere er, i hjertet.«
For et par måneder siden fuldførte han en vellykket mission. Nu hvor han er hjemme, er han begyndt at spille på et fodboldhold i Rio de Janeiro, og han mener, at der nok skal dukke muligheder op, som vil sætte skub i hans fodboldkarriere. Med urokkelig tro siger han: »Nu venter jeg på at mulighederne skal komme, muligheder, som vor himmelske Fader vil velsigne mig med.«