Budskab fra Det Første Præsidentskab
En endeløs krig, en sikker sejr
Der er næsten gået ti årtier siden min fødsel, og i det meste af den tid har der været krige blandt mennesker rundt omkring i verden. Ingen kan nogensinde udtømmende opregne de svære lidelser, som har været følgen af disse krige verden over. Millioner af menneskeliv er gået tabt. Krigens frygtelige sår har efterladt mange lemlæstede og syge i sindet. Familier har mistet fædre og mødre. De unge mennesker, som er blevet indkaldt til at kæmpe, er for manges vedkommende blevet slået ihjel, mens de, der har overlevet, er blevet påført et had, som de aldrig igen slipper af med. Nationers skatte er blevet ødelagt og kan aldrig generhverves.
Krigens ødelæggelser synes så unødvendige og er et forfærdeligt spild af menneskeliv og råstoffer. Vi spørger os selv: Vil denne destruktive håndtering af de uenigheder, som findes mellem Guds sønner og døtre, nogensinde få en ende?
Men der er en anden krig, som har raset fra før denne jord blev skabt, og som vil fortsætte lang tid endnu. Det er en krig, som går langt videre end til spørgsmål om territorium eller national uafhængighed. Apostlen Johannes taler om denne strid:
»Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op,
men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen.
Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den« (Åb 12:7-9).
Den fortsatte strid
Den krig, bitter og intens som den er, er aldrig ophørt. Det er krigen mellem sandhed og vildfarelse, mellem handlefrihed og tvang, mellem Kristi tilhængere og dem, der har fornægtet ham. Hans fjender har taget enhver tænkelig strategi i anvendelse i denne krig. De har hengivet sig til løgn og bedrag. De har lokket med penge og rigdom. De har narret menneskene. De har myrdet og hærget og bedrevet alskens vanhellige og urene gerninger for at forpurre Kristi værk.
Myrderiet begyndte her på jorden, da Kain dræbte Abel. Det gamle Testamente er fuld af beretninger om denne evige strid.
Den kommer til udtryk i de skændige anklager, der blev fremsat mod galilæeren, Kristus, der helbredte de syge og indgød håb i menneskenes hjerter. Han, der prædikede fredens evangelium. Hans fjender, der blev drevet frem af den onde magt, greb ham, torterede ham, naglede ham til korset og spottede ham. Men ved sin guddommelige kraft overvandt han den død, som hans fjender havde påført ham, og gennem sit offer frelste han alle mennesker fra døden.
Denne evige krig fortsatte med forfaldet af det værk, han havde påbegyndt, og i den korruption, der senere besmittede det, da mørket dækkede jorden og mulmet dækkede folkene (se Es. 60:2).
Men Guds magt kunne ikke besejres. Kristi lys rørte et menneskehjerte her og der, og mange storslåede ting blev udrettet på trods af undertrykkelse og lidelser.
Der fulgte en genfødslens tidsalder med kampe for frihed – kampe, der kostede blod og ofre. Guds ånd bevægede mennesker til at grundlægge en nation, hvor man kunne værne om trosfrihed, ytringsfrihed og handlefrihed. Så fulgte indvarslingen af tidernes fyldes uddeling med Gud den evige Faders og hans elskede Søns, Jesu Kristi, besøg. Denne vidunderlige begivenhed fulgtes af englebesøg, hvor forgangne tiders nøgler og præstedømme blev gengivet.
Men krigen var ikke forbi. Den blev fornyet og omdirigeret. Der var foragt. Der var forfølgelse. Der var uddrivninger fra det ene sted til det andet. Der var mordet på Guds unge profet og hans elskede bror. Det er 163 år siden i denne måned.
Vores folk flygtede fra deres rare hjem, deres gårde, deres marker, deres forretninger, deres smukke tempel, som det havde kostet vældige ofre at opføre. De kom til disse bjergdale, tusinder af dem døde undervejs. De kom til det sted, som præsident Joseph Smith havde givet De Tolv besked om at finde, et sted, hvor »Djævelen ikke kan komme og jage os ud.«1
Men han er aldrig holdt op med prøve. Ved oktoberkonferencen i 1896, stod præsident Wilford Woodruff (1807-1898), der på det tidspunkt var en gammel mand, i tabernaklet på Tempelpladsen og sagde:
»Der findes to kræfter her på jorden og midt iblandt dens indbyggere – Guds kraft og Djævelens kraft. Vor historie rummer mange sære oplevelser. Hver gang Gud har et udvalgt folk på jorden, uanset i hvilken tidsalder, så har Lucifer, Morgenrødens søn, og de millioner af faldne ånder, der blev nedstyrtet fra himlen, ført krig imod Gud, imod Kristus, imod Guds værk og imod Guds folk. Og de forsømmer ikke at gøre det i vor tid og i vor generation. Når Herren udfører sit værk, arbejder disse kræfter for at omstyrte det.«2
Præsident Woodruff vidste, hvad han talte om. Han havde for nylig gennemlevet de svære og farefulde dage, da nationens regering havde vendt sig mod vores folk, fast besluttet på at knuse denne kirke som organisation. Men trods vanskelighederne holdt de hellige trofast ud. De fortsatte i tro. De satte deres lid til Den Almægtige, og han åbenbarede dem den sti, de skulle følge. I tro godtog de den åbenbaring og fulgte den lydigt.
Krigens mønster
Men krigen var ikke forbi. Den stilnede lidt af, og det er vi taknemlige for. Men ikke desto mindre udkæmper sandhedens fjende fortsat sin kamp.
På trods af den styrke Kirken har i dag, synes det som om vi altid er under angreb fra en eller anden side. Men vi holder ud. Vi skal holde ud. Vi er gået fremad, og vi vil fortsat gå fremad. Til tider drejer det sig om alvorlige stridsspørgsmål. Til andre tider er det blot små lokale skærmydsler. Men de er alle en del af et mønster.
Modstanden har kunnet ses i den vedvarende indsats som mange, både inden for og uden for Kirken, har øvet for at ødelægge tro, nedgøre, latterliggøre, lyve om, friste og lokke vores folk til gerninger, som er i modstrid med Guds værks lærdomme og standarder.
Krigen fortsætter. Den er, som den har været det fra begyndelsen. Der hersker måske ikke samme intensitet, og det er jeg taknemlig for. Men stridspunkterne er de samme. De ofre, som falder nu, er ligeså dyrebare som dem, der faldt fordum. Præstedømmets mænd og Guds døtre, som er vore livsledsagere og allierede, er en del af Herrens hær. Vi skal stå sammen. En hær, som er splittet, kan ikke sejre. Det er af afgørende betydning, at vi slutter tæt sammen, at vi marcherer i samme takt. Vi kan ikke være splittede og samtidig forvente sejr. Vi kan ikke være illoyale og forvente enighed. Vi kan ikke være urene og forvente den Almægtiges hjælp.
De unge mænd i Det Aronske Præstedømme, diakonerne, lærerne og præsterne, er i deres præstedømmeembede blevet pålagt at forkynde evangeliet, at opmuntre de svage til at blive stærke, at »opfordre alle til at komme til Kristus« (L&P 20:59). Kirkens unge kvinder har ikke et mindre ansvar for at være lydige mod Guds befalinger og tjene som eksempler på tro og dyd.
Ingen søn eller datter af Gud kan tillade sig at tage del i noget, som vil svække sindet og legemet eller den evige ånd. Det vil fx sige narkotika, alkohol, tobak og pornografi. I kan ikke hengive jer til umoralske aktiviteter. I kan ikke gøre det og alligevel være tapre stridsmænd for Herrens sag i denne store, evigtvarende kamp om de sjæle, der er vor himmelske Faders børn.
Denne kirkes mænd kan ikke tillade sig at være utro mod deres hustru, deres familie eller deres præstedømmeansvar, hvis de tappert skal medvirke til at føre Herrens værk fremad i dette store slag for sandhed og frelse. De kan ikke være uhæderlige og skruppelløse i verdslige anliggende uden at tilsmudse deres rustning. Denne kirkes kvinder, hvad enten de er hustruer, mødre eller søstre, som endnu ikke har fundet en livsledsager, kan ikke være utro mod deres pagter og velsignelser og samtidig tjene som et bolværk i riget, sådan som de bør gøre.
Ved vore møder synger vi af og til en gammel salme:
Hvem er for Herrens sag?
Nu vil det vise sig;
vi spørger uden frygt:
Hvem er for Herrens sag?
Vor kamp er ej en leg,
Thi fjenden er på vagt,
hans hær står kampberedt,
hvem er for Herrens sag?3
Et kald til at forpligte sig
For nogle år siden fortalte en bekendt om en samtale, han havde haft med et andet medlem af Kirken. Min bekendt havde spurgt dette medlem, om han følte sig nært knyttet til sin himmelske Fader. Manden svarede, at det gjorde han ikke. Hvorfor dog ikke? Og han svarede: »Oprigtig talt, fordi jeg ikke har lyst til det.« Og så fortsatte han: »Hvis jeg var nært knyttet til vor himmelske Fader, ville han sikkert forvente, at jeg forpligtede mig mere, og det er jeg ikke parat til.«
Tænk engang – en mand, der har påtaget sig Herrens navn ved dåb, en mand, som fornyer sine pagter med Herren ved nadvermøderne, en mand, som har modtaget Guds præstedømme, og dog siger han, at hvis han stod sin himmelske Fader nær, ville denne forvente, at han forpligtede sig mere, og det var han ikke parat til.
Dette værk kræver forpligtelse. Det kræver hengivenhed. Vi er involveret i en evig strid, der gælder Guds sønners og døtres sjæle. Vi taber ikke. Vi vinder. Vi vil blive ved med at vinde, hvis vi vil være trofaste og oprigtige. Vi kan gøre det. Vi skal gøre det. Vi vil gøre det. Herren har ikke bedt os om noget, som vi ikke kan udføre, hvis blot vi har tro.
Det får mig til at tænke på israelitterne, da de flygtede fra Egypten. De slog lejr ved Det røde Hav. Da de så sig tilbage, opdagede de, at Farao og hans hære rykkede frem for at knuse dem. De blev grebet af frygt. Således klemt inde mellem de fremrykkende hære, der lå bag dem, og havet foran, skreg de af rædsel.
»Men Moses sagde til folket: ›I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se.
Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!‹
Herren sagde til Moses: ›… Sig til israelitterne, at de skal bryde op‹« (2 Mos 14:13-15).
Havet delte sig, og israelitterne vandrede over og blev frelst. Egypterne fulgte efter og blev udryddet.
Skal vi da ikke også gå fremad i tro? Han, som er vor evige leder, vor Herre Jesus Kristus, har givet os en udfordring med åbenbaringens ord. Han har sagt:
»Opløft derfor hjertet og fryd jer, og bind op om lænderne, og tag min fulde rustning på, så I må kunne stå imod på den onde dag …
Stå derfor fast med lænderne ombundet med sandhed, vær iført retfærdighedens brynje og hav som sko på fødderne beredthed med hensyn til fredens evangelium, som jeg har sendt mine engle ned for at overbringe jer;
idet I tager troens skjold, hvormed I skal være i stand til at slukke alle den ondes brændende pile;
og tag frelsens hjelm og min Ånds sværd … og vær trofaste, indtil jeg kommer, så skal I blive taget op, så I også kan være, hvor jeg er« (L&P 27:15-18).
En lys fremtid
Krigen raser videre. Den føres over hele verden, det er kampen mellem frihed og tvang. Den føres af en hær af missionærer på stridspunkterne sandhed og vildfarelse. Den føres i vores eget liv, dag ud og dag ind, i vores hjem, på vores arbejdsplads, på vores skole, den føres på spørgsmål om kærlighed og respekt, loyalitet og trofasthed, lydighed og hæderlighed. Vi er alle indblandet – både børn, unge, voksne, hver eneste en af os. Vi vinder, og fremtiden har aldrig set lysere ud.
Må Gud velsigne os i det arbejde, som ligger foran os. Må vi være trofaste. Må vi være tapre. Må vi have mod til at leve op til den tillid, som Gud har vist hver eneste af os. Må vi være frygtløse. »For (jeg citerer Paulus’ ord til Timoteus) Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8).
Forslag til samtaleemner for hjemmelærerne
Efter at have studeret dette budskab under bøn vælger I den undervisningsmetode, som bedst får dem, I underviser, til at tage del i samtalen. Her er nogle eksempler:
-
Anvend artiklen til at gennemgå historien om krigen mellem godt og ondt, som har stået på, siden før verden blev grundlagt. Forklar, at Kristi lys repræsenterer et håb i en mørk verden. Læs afsnittet »En lys fremtid«. Forslå handlinger, vi kan foretage os for at vinde kampen mellem godt og ondt.
-
Skriv teksten fra 2 Tim 1:7-8 på et kort til hvert familiemedlem. Bed familiens medlemmer om på bagsiden at skrive et personligt mål om at blive en mere hengiven Kristi discipel. Bed familien om at anbringe deres kort et sted, hvor de ser det hver dag.
-
Tag en salmebog med, når du besøger familierne. Lad familierne finde salmer om hengivenhed og forpligtelse ved hjælp af stikordsregistret. Vælg en salme, som I synger eller læser højt. Sammenlign teksten med dele af præsident Hinckleys tale. Slut af med at gennemgå præsident Hinckleys opfordring til at forpligte sig og hans vidnesbyrd om den lyse fremtid for dem, der trofast tjener på Herrens side.