Otte japanske brødre
På grund af vores mors tro på missionærernes budskab velsigner evangeliet vores familie og mange andre i hele Japan.
Mine forældre havde ni børn – otte sønner og en datter. Den eneste pige døde som lille under slaget om Okinawa under anden verdenskrig. Efter krigen oprettede min far et fremgangsrigt bilværksted i Nago, som ligger i den nordlige del af øen Okinawa. I 1954, da min yngste bror var to, og min ældste bror var 17, døde vores far, og min mor blev enke i en alder af 40 år. Min mor kunne slet ikke håndtere min fars død. I sin sorg ønskede hun ofte at følge ham, men hun havde otte sønner, som hun ikke bare kunne forlade.
Indtil det tidspunkt havde min mor, Haru, været vant til, at vores far var forsørgeren, men nu hvor hun havde mistet ham, var hun tvunget til at arbejde. Hun prøvede at glemme sin sorg ved at arbejde og komme hjem og tage sig af sine børn. Hun sled hårdt i det med at opdrage sine otte vilde drenge alene. Da jeg blev gammel nok til at forstå mere, blev jeg klar over, at jeg aldrig havde set, hvornår min mor stod op eller gik i seng.
Fortæl mine børn om Gud
Ti år efter min fars død, flyttede min mor, som ledt af Ånden, fra Nago, trods modstand fra venner og familie, og slog sig ned i Naha, der er hovedstad i Okinawa. Et par år senere, omkring 1967, bankede missionærerne på vores dør. Dengang lå vores hus meget afsides mellem sukkerrørsmarker og en kirkegård. Vejen op til huset var i meget dårlig stand, så meget få kiggede fordi. Missionærerne var ældste Jackson og ældste Fuchigami, en andengenerations-japansk-amerikaner fra Hawaii. Missionærerne spurgte: »Må vi tale med jer om Gud?« Min mor var bekymret for sine sønners uddannelse og tænkte, at vi måske kunne lære noget godt af missionærerne, så hun inviterede ældsterne ind og sagde: »Fortæl mine børn om Gud.«
Min mor fandt fred, da hun lærte evangeliet at kende. Det gjorde indtryk på hende, at missionærerne selv betalte for deres mission, og at ældste Jackson var på mission, selv om han havde mistet sine forældre ved en trafikulykke, da han var mindre. Han havde måttet klare sig selv sammen med sin storesøster. Mens min mor lyttede til missionærerne, fældede hun tårer, for første gang siden min fars død. Hun mærkede Herrens kærlighed og Ånden under lektionerne. Hun vidste, at dette var den kirke, som vores familie havde søgt efter.
Min mor blev døbt først for at vise et eksempel for sine sønner. Hun blev rørt af missionærernes budskab og af deres kærlige, venlige opførsel. Hun fik den tanke, at den bedste uddannelse, hun kunne give sine børn, var at lade os lære evangeliet at kende og blive missionærer. Mor sagde altid til missionærerne: »Der er otte drenge i vores familie. Kom hjem til os og fortæl dem om evangeliet. Når de bliver omvendt, bliver der otte præstedømmebærere mere i Kirken. Og måske bliver de missionærer engang i fremtiden.«
På mission
De fleste af mine brødre og jeg blev påvirket af vores mor og sluttede os til Kirken en efter en. Da vi begyndte at komme i Kirken, ændredes vores liv takket være evangeliet og den hjælp, som vi modtog fra søskende i Kirken. Vi blev bedre sønner og brødre. Vi begyndte at hjælpe hinanden og fandt livet meget lykkeligere. Fire af os forkyndte senere evangeliet som missionærer i forskellige dele af Japan. Da en af mine ældre brødre, som var flyttet væk fra Okinawa, så den store forandring i en af sine yngre brødre, som var på mission, sagde han: »Jeg fatter slet ikke, at det er min lillebror, som var så vild.« Og på eget initiativ opsøgte han Kirken og blev kort efter døbt og bekræftet.
Inden en anden af mine større brødre blev døbt som 27-årig, anede han ikke, hvordan han skulle leve sit liv. Han var ked af det og drak og festede meget. Han voldte sin familie og andre omkring sig megen sorg. Da denne bror gennem evangeliet hørte om formålet med livet, blev han døbt og bekræftet og blev senere gift i Kirken med en vidunderlig kvinde. Han fandt en glæde i livet og begyndte at se et formål med sin tilværelse. Han fortalte sine venner om evangeliet og øvede en god indflydelse på mange mennesker. Mine brødre, som var på mission, kunne knap tro deres egne ører, da de hørte, at denne bror var blevet medlem af Kirken.
Som missionærer fik mine brødre og jeg hjælp af vore missionspræsidenter og missionærkammerater såvel som af medlemmer af Kirken og af Herren. Vi arbejdede hårdt, og med Åndens hjælp døbte og bekræftede vi mange mennesker. Af dem, der blev omvendt, tjener en i dag som stavspræsident, nogle er højrådsmedlemmer og andre er biskopper. De familier er blevet beseglet i templet, og deres børn virker nu som missionærer. Takket være den tjeneste, som vi fik mulighed for at yde, er evangeliets frø blevet sået over hele Japan, og de er begyndt at skyde op. Min mors drøm om, at hendes sønner skulle blive missionærer, er blevet virkeliggjort.
Opbyggelse af riget
Takket være kaldelser i Kirken er mine brødre og jeg vokset åndeligt. Hver af de brødre, som er blevet medlemmer af Kirken, er blevet beseglet i templet og opdrager nu lykkelige familier. I templet i Laie på Hawaii blev min mor beseglet til vores far og søster og dem af os, som er blevet omvendt. Hun fik øjnene op for Jesu Kristi gengivne evangeliums fylde, da hun modtog templets velsignelser. Hun besøgte senere slægtninge og søgte omhyggeligt efter oplysninger, som kunne hjælpe hende i hendes slægtsforskning. Min mor har virket i Hjælpeforeningen og i Unge Piger og som seminarlærer.
Familien Kina omfatter nu svigerdøtre, børnebørn og oldebørn: I alt 66 familiemedlemmer. Af disse er de 51 medlemmer af Kirken, og ti er hjemvendte missionærer. Børnebørn og oldebørn drager på mission, når de bliver gamle nok. Vi føler, at det er en forpligtelse for dem, der har modtaget evangeliets velsignelser at gøre det.
Familien Kina har tjent eller tjener nu i følgende kaldelser: to i stavspræsidentskaber (eller distriktspræsidentskaber), tre i højråd, syv i biskopråd (eller grenspræsidentskaber), fire som højpræsternes gruppeledere, otte i ældsternes kvorumspræsidentskab, seks som missionsledere og syv i hjælpeforeningspræsidentskaber. Vi føler os velsignede over at have haft mulighed for at tjene andre på den måde.
Min mors vidnesbyrd
Min mor modtog et stærkt vidnesbyrd, da hun så sine børns liv ændre sig til det bedre takket være Jesu Kristi evangelium. Hun nærede et ønske om at fortælle sine kære om evangeliet. Hun præsenterede venner og slægtninge for missionærerne og afholdt ofte familiemøder i sit hjem. På den måde medvirkede hun til at føre mange ind i Kirken, blandt andet 50 af sine slægtninge.
Min mor, der nu er 90 år, bar engang dette vidnesbyrd: »Som mor ville jeg med glæde ofre mig, så mine børn kunne vende tilbage til vor himmelske Fader. Hvordan skulle man kunne forlade nogle af de børn, som man elsker så højt, og alligevel komme tilbage til vor himmelske Fader? Min vigtigste mission som mor her på jorden er at bringe de børn, som min himmelske Fader har skænket mig, tilbage til ham.«
Vi sønner har nu en alder, hvor vi har børn og børnebørn og kan forstå og værdsætte vores mors vidnesbyrd.
Evangeliet er sandt, og sandheden ændrer mennesker. Takket være evangeliet kan vi lære Guds kærlighed og barmhjertighed at kende. Vi har fået mange venner blandt vore søskende i Kirken, og vi er taknemlige for de forandringer, som vi har oplevet takket være deres eksempler. Vi går fremad som redskaber i Guds hånd her på Okinawa og forkynder det gengivne evangelium, bygger kirker og templer og medvirker til at grundfæste Zion.