Den orange bil
I begyndelsen af vores ægteskab gik min hustru og jeg i skole i det nordøstlige USA, hvor vintrene er barske, og der bruges meget vejsalt. Efter flere vintre begyndte karrosseriet på vores gamle bil at ruste, og til sidst var der en passager, som stak foden gennem bilens gulv. Optimistisk indkøbte jeg nogle plader aluminium og nogle popnitter, og vi ringede til mine forældre for at høre, om vi måtte besøge dem og arbejde på bilen.
Vi ankom fredag aften, og min far og jeg stod tidligt op om lørdagen for at arbejde på bilens gulv. Vi fjernede gummimåtterne og ledte efter noget solidt metal, som vi kunne gøre metalpladerne fast til. Vores søgen afslørede kun rustent metal. Vi så tavst på hinden, lagde måtterne tilbage og gik ind og spiste morgenmad.
Da vi efter en langsomt og forsigtig køretur på fem timer nåede tilbage til vores lejlighed, ringede telefonen, da vi trådte ind. Mor havde besluttet, at hun »havde brug for« en ny bil, og hun spekulerede på, om vi ville have hendes gamle bil. Min far advarede os om, at bilen var tre år gammel og havde mange kilometer på bagen. Min mor sagde så spøgefuldt, at det nok ikke kunne være rigtig slemt – for den var jo trods alt blevet kørt af en ærlig tiendebetaler. Vi lo, og da vi havde lagt røret på, dansede vi rundt i lejligheden og fejrede denne manna fra himlen.
Den orange bil var pragtfuld. Den havde fire døre, aircondition og ingen rusthuller. Den førte os sikkert gennem vores uddannelse og videre til vores første job. Men efter seks års kørsel og yderligere 130.000 km var det nu en grim bil, som jeg kørte på arbejde i. Den skinnende orange lak var misfarvet af solen, dens aircondition virkede ikke mere. Vinduet i førersiden kunne ikke rulles ned, og min mor var atter på udkig efter en ny bil (for alvor denne gang). Mine forældre kunne kun få meget lidt for hendes gamle bil, så de besluttede at forære os den.
Midt i glæden over at have fået en nyere bil spekulerede vi på, hvad vi skulle stille op med den orange bil. Ja, vel var den grim, men motoren var pålidelig. Vi kunne få et par dollars for den hos en skrothandler, men vi mente begge to, at vi burde se, om der var en, vi kunne give den til.
Søndag morgen gik jeg ind på menighedssekretærens kontor for at spørge, om han havde brug for en bil. Han og hans hustru havde flere teenagere. Han smilede og sagde nej tak; han havde ikke brug for en bil mere. Men i et hjørne af kontoret stod et medlem, som var ved at skrive noget. Han rettede sig op, da han hørte nogen nævne en bil, så jeg remsede alt det op, der ikke virkede på den. Men jeg forsikrede ham om, at den havde gode dæk, motoren var pålidelig, og den kunne ikke være rigtig dårlig, fordi den var blevet kørt af en ærlig tiendebetaler.
Han og hans hustru havde kun en bil, og han arbejdede om aftenen, mens hun arbejdede om dagen. Han havde sagt nej til nogle bedre jobs, fordi han så ville have været nødt til at bruge bilen, når hans hustru havde brug for den. Endnu en bil ville give dem mulighed for at øge deres indtægt og gøre det muligt for ham at tage imod forfremmelser. Så vi gav dem den orange bil.
Det ville blot have været et dejligt minde, hvis det ikke havde været for en samtale tre måneder senere. Dette medlem af menigheden og hans hustru ville gerne fortælle os lidt mere om deres situation, da vi gav dem bilen. Som det ofte er tilfældet, så havde dette unge par ikke særlig mange midler, og da de fik deres første barn, begyndte udgifterne at overstige indtægterne. De var kommet bagud med deres tiendebetaling og havde det skidt med det. For hver måned, der gik, fik de det værre, men de kunne ikke se nogen løsning på deres dilemma. Der var gået et halvt år, hvor de ikke havde betalt tiende, og de havde bedt om det og følt, at de var nødt til at betale Herren. Den søndag morgen, hvor jeg trådte ind på sekretærens kontor, stod han og udskrev sin tiendecheck, mens han spekulerede på, hvordan han skulle klare den kommende måneds økonomiske forpligtelser.
Først blev jeg flov over, at jeg var kommet med den vits om, at bilen var blevet kørt af en ærlig tiendebetaler. Men da jeg tænkte over situationen, forbløffedes jeg over, hvordan Herren holder sine løfter, når vi holder vores. Blækket var end ikke tørt på hans check, da midlet til at løse hans dilemma intetanende trådte ind ad døren.
Jeg har ofte tænkt tilbage på det eksempel på tro, som dette unge par udviste. Det trøster mig at vide, at hvis jeg udviser tro, kan en eller anden være på rette sted til at hjælpe mig med at løse mine problemer. Hvor er jeg dog taknemlig for en himmelsk Fader, der kender os så godt, at han kan velsigne os, endnu inden vi er færdige med at udøve vores tro.