Støt din biskop
Mit første møde med en sidste dages hellig biskop fandt sted, før jeg blev medlem af Kirken. Jeg var 17 år gammel og stod midt i den forvirring, tvivl og stress, som mange gymnasieelever kender til. En lørdag morgen beklagede jeg mig til min bedste ven over mine problemer. Selv om han mente det godt, kunne han kun give mig nogle få svar. Men han kom med noget, der viste sig at være et betydningsfuldt råd. »Når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre,« sagde han, »så taler jeg nogle gange med min biskop.«
»Din biskop? Hvem er han?« spurgte jeg.
»Han er lederen af min menighed,« svarede min ven.
Jeg indser nu, at mit næste spørgsmål var en direkte tilskyndelse fra Ånden, men den gang var det nok det mest usædvanlige spørgsmål, som kunne komme ud af min 17-årige mund: »Tror du, at han vil tale med mig?« spurgte jeg.
Min ven sagde, at han ville ringe til sin biskop og så ringe tilbage til mig. Der blev hurtigt truffet en aftale om, at jeg skulle komme hjem til biskoppen senere samme formiddag.
Jeg anede ikke, hvad jeg kunne forvente mig. Da jeg kørte op foran det beskedne parcelhus, blev jeg slået af, hvor normalt det så ud – cykler i indkørslen og en nyklippet plæne. Det overraskede mig endnu mere at se en mand i en pæn hverdagsskjorte tage imod mig i døren. Han smilede og sagde: »Davs, du må være Joe. Jeg er biskop Maxwell. Kom indenfor.« Mens vi gik hen til hans lille hjemmekontor, prøvede min forstand at hitte rede i det hele. »Burde en biskops hjem ikke se anderledes ud?« Jeg spurgte mig selv. »Burde han ikke være klædt i en formel præstekjole eller sådan noget?«
I løbet af de næste 45 minutter oplevede jeg en omsorgsfuld mand, som var oprigtigt interesseret i mine trængsler; en inspireret mand, der var villig til at bruge noget af sin dyrebare tid en lørdag formiddag på et andet menneske, hvem som helst, hvad enten vedkommende delte hans tro eller ej, og hjælpe vedkommende til at træffe beslutninger og drage konklusioner.
Der er gået mere end 25 år siden det møde. Jeg husker ikke nogen af de specifikke råd, som biskoppen gav mig den formiddag, men jeg husker stadig den forbløffende klarhed og den lettede byrde, som jeg følte, da jeg forlod hans hjem. Først mange år senere blev jeg klar over, at det møde var en af mine første oplevelser med Ånden.
Jeg blev medlem af Kirken senere samme år. Min ven, Bill, der havde henvist mig til biskoppen, døbte mig. Biskop Maxwell var til stede ved dåben. Senere tog jeg på fuldtidsmission og blev gift med en smuk, ung kvinde i templet, med biskop Maxwell som vidne, og nu opdrager vi fem pragtfulde børn.
Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum har lovet, at »hvis vi vil opretholde og støtte vore biskopper, lære at tage hensyn til deres velfærd og bede om, at de må få fremgang i alt, de gør, bliver vi velsignet, mens vi står under deres lederskab og har mulighed for at følge deres inspirerede vejledning, mens de leder Kirkens menigheder.«1
Jeg har indset, at vi kan gøre meget for at opfylde vores ansvar for at støtte og opretholde vores biskop (eller grenspræsident). Følgende seks forslag er en hjælp til at opnå det mål.
Respektér hans familieliv
Din biskop vil normalt smide alt, hvad han har i hænderne for at hjælpe et medlem af menigheden, som har brug for hans hjælp. Han kender sit ansvar som hyrde for hjorden og gør sit bedste for at opfylde sin hellige forvaltning. Han vænner sig hurtigt til at blive trukket i fra alle sider.
Din biskop er også ægtemand, i mange tilfælde også far, og ofte far til børn, som stadig bor hjemme og har brug for hans vejledning og opmærksomhed. Når vi søger vores biskops råd, bør vi være opmærksomme på, at han er nødt til at bruge tid på sin familie og sit ansvar som forsørger. Selv om vi ikke bør tøve med at ringe til vores biskop, hvis vi virkelig har brug for hjælp, bør vi spørge os selv: »Kan det vente?« eller »er der en anden, såsom en hjemmelærer, der lige så godt kan hjælpe mig?« Selvfølgelig bør værdighedsspørgsmål udelukkende drøftes med vores biskop eller grenspræsident.
Om biskopper og andre kirkeledere og deres særlige byrde har ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sagt: »Jeg bærer vidnesbyrd om, at hjemmet og familien og ægteskabet er det mest dyrebare, vi har. Jeg bærer vidnesbyrd om behovet for at beskytte og bevare dem, mens vi finder tid til og måder, hvorpå vi kan tjene trofast i Kirken.«2
Biskoppen er altid ivrigt optaget af Herrens værk. Og det omfatter at bruge tid på sin evige kaldelse som ægtemand og far. Med betænksom planlægning kan vi støtte biskoppen, mens han håndterer en travl og krævende opgave.
Let hans byrde
Der er nogle ansvar, som biskoppen ikke kan give videre. De omfatter formel disciplinering i Kirken, tiendeopgørelser, velfærdshjælp og modtagelse af bekendelser fra menighedens medlemmer, der ønsker at omvende sig. Men udover disse ansvar er der mange andre opgaver, som andre kan hjælpe med, så biskoppens byrde lettes, såsom at tage sig af medlemmer, som har brug for hjælp, planlægge sociale aktiviteter og hjælpe med at finde arbejde til arbejdsløse.
Når hjemme- og besøgslærere omhyggeligt tager sig af deres tildelte familier, når gruppeledere og kvorums- og organisationspræsidenter leder i retfærdighed, kan biskoppen fokusere på de aktiviteter, som kun han kan udføre. Hvis vi vil støtte biskoppen og lette hans byrde, så lad os flittigt udføre vores tildelte ansvar.
Vis embedet respekt
Nogle nye biskopper kæmper med overgangen fra at være almindeligt medlem af menigheden til at være dens leder. De er klar over, at i de fleste tilfælde er der andre, som er lige så kvalificerede til at tjene i embedet. Selv om de modtager en bekræftelse på, at Herren har udset dem til denne opgave, så kan det føles ligeså uvant for dem at iføre sig den kappe, som det var for David at iføre sig kongens brynje, inden sin kamp mod Goliat.
Biskopembedet er et helligt kald, som Herren har betroet et bestemt menneske i hver menighed på et givent tidspunkt. Vi kan hjælpe ham ved at vise respekt for embedet. Kald ham »biskop« i stedet for at bruge hans fornavn eller en slangtitel eller uformelle betegnelser. Vis respekt gennem den måde, du behandler ham på, for på den måde hjælper du ham med at antage den kappe, som Herren har pålagt ham.
Bed for ham
Skrifterne lærer os følgende: »De almisser, der er jeres bønner, er steget op til Herren Sebaots ører« (L&P 88:2). Når vi beder for vores biskop, hører Herren os. Og når vi beder for vores biskop under familiebøn, lærer vi vore børn vigtige principper om tro, lydighed og tillid. Mange biskopper har vidnet om den styrke, som de har modtaget takket være deres menighedsmedlemmers bønner.
Tag imod hans udfordringer og følg hans råd
Biskoppen er Herren Jesu Kristi repræsentant. Han kan give os udfordringer. Han kan bede os om at tjene i stillinger, der tvinger os til at overskride nogle grænser. Han kan bede os om at yde en større indsats og være mere givende. Til gavn for os selv og ham, og som et middel til at opbygge Herrens rige her på jorden, bør vi følge biskoppens råd og tage imod samt ære de kaldelser, som han eller hans rådgivere giver os.
Vær støttende og ikke fordømmende
Biskopper er mennesker som alle vi andre. De har hver deres stærke sider og leder os på forskellig vis. Som medlemmer bør vi ikke sammenligne biskopperne med hinanden, men blot vide, at vores biskop gør sit bedste for at gøre det, som Herren ønsker, at han skal gøre. Vi bør være opmuntrende, positive og fast besluttede på ikke at indlade os på kritik eller sladder.
For en del år siden blev jeg kaldet som biskop. Mens jeg tjente i det embede i flere år, oplevede jeg nogle af mine største glæder – glæden ved at interviewe begejstrede otteårige, der skulle døbes og bekræftes, at arbejde med unge mænd og unge kvinder, der forberedte sig på at tage på mission og at fortælle om templets velsignelser til par, der bereder sig på et evigt ægteskab. Jeg tænkte på biskop Maxwell ved utallige lejligheder i den periode. Han har haft en evig indflydelse på mit liv.
Hvor er vi dog velsignede, at Herren har set det passende at forsyne os med kærlige, hengivne og omsorgsfulde biskopper, som er hyrder for vores menighedsfamilier. Deres kaldelse er krævende, og deres byrde kan til tider være tung, men vi har alle tiders muligheder for at opretholde og hjælpe dem gennem vores støtte og positive handlinger.
Let din biskops byrde
»Alle … står til ansvar over for en biskop eller grenspræsident. Det er voldsomme byrder, som disse biskopper bærer, og jeg opfordrer hvert eneste medlem af Kirken til at gøre alt, hvad han eller hun kan for at lette den byrde, som vore biskopper og grenspræsidenter arbejder under.
Vi må bede for dem. De har brug for hjælp, når de bærer deres tunge byrder. Vi kan støtte dem mere og være mindre afhængige af dem. Vi kan hjælpe dem på alle mulige måder. Vi kan takke dem for alt det, de gør for os.«
Præsident Gordon B. Hinckley, »Israels hyrder«, Liahona, nov. 2002, s. 60.
Biskopper kan ikke overkomme alt
»I hele verden findes der ikke noget, der kan sammenlignes med en biskops embede i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Bortset fra forældre har biskoppen den bedste mulighed for at undervise og sørge for undervisning i det, der betyder mest … Men vær varsom med at trække for store veksler på hans tid. Biskopperne kan ikke overkomme alt. Biskoprådet skal have tid til at tjene penge og sørge for deres familier.«
Præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, »Biskoppen og hans rådgivere«, Liahona, juli 1999, s. 71, 73.