Han ville ikke røre bogen
I det sidste område på min mission, Molo i Iloilo i Filippinerne, bad jeg inderligt om, at vi, inden jeg blev afløst, kunne døbe og bekræfte en familie. En dag bad min kammerat og jeg om, at vi måtte blive ført til de oprigtige i hjertet, en eller anden, som var parat til at modtage evangeliet. Vi blev tilskyndet til at banke på døren til et bestemt hus med bambushegn omkring. En mand kom ned ad trappen, lukkede op for os og inviterede os indenfor.
Vi snakkede med ham og erfarede, at han var advokat. Han stillede mange spørgsmål, som vi til tider ikke kunne svare på, og når han talte, var det med en veltalenhed, der kunne tage modet fra enhver missionær. Han blev en vanskelig undersøger. Vi præsenterede ham for Mormons Bog, men han sagde: »Bibelen alene er rigeligt.« Han ville hverken læse eller blot røre ved Mormons Bog – det var som om han brændte sig på hænderne.
En dag kom en af missionspræsidentens assistenter og arbejdede med ældste Alcos, min juniorkammerat. De mødtes med denne mand, og bagefter sagde assistenten ligeud til os: »Jeg tror ikke, at den mand er parat til at modtage evangeliet.« Jeg overvejede hans ord, men en dejlig, fredfyldt og opløftende følelse overvældede mig, mens jeg tænkte på vores bøn om at blive ledt til dem, der var parat til at modtage evangeliet. Jeg vidste, at vores bøn var blevet hørt. Jeg fornemmede, at der var noget, vi skulle fortælle denne mand. Vi vidste bare ikke, hvad det var, eller hvordan vi skulle gøre det. Men vi opgav ham ikke.
Langsomt skete der en forandring i hans hjerte, og han kom til at elske familieaftensprogrammet, som vi præsenterede ham for. Som dagene gik, følte jeg mig modløs, fordi vi næppe kunne nå at døbe og bekræfte denne familie, inden jeg rejste. Jeg havde kun få dage tilbage, inden jeg skulle afløses. En dag sagde jeg trist til ham: »Bror Garcia, jeg tror, at min mission har været en fiasko.«
Han sagde: »Nej, ældste Cruz, du har ikke været en fiasko. Vi har knyttet et venskab.« Vi glædede os over hans næste ord: »Bare rolig. Vi kommer i jeres kirke på søndag.«
Og han og hans familie kom faktisk i kirke, og medlemmerne tog varmt imod dem. Jeg så ham fælde tårer, mens han lyttede til de inspirerende ord under nadvermødet. Han gik glad og opløftet hjem den dag. Jeg vidste, at han var blevet rørt i hjertet.
Da tiden var inde, og vi fornemmede, at han var klar, udfordrede vi ham til at blive døbt og bekræftet. Han tog imod udfordringen. Vi udfordrede ham også til at faste og bede og læse Mormons Bog. Min kammerat og jeg fastede for ham og hans familie.
Den 4. maj 1986 var min sidste søndag i missionsmarken. Det var faste- og vidnesbyrdmøde, og jeg bar mit sidste vidnesbyrd for de mennesker, jeg var kommet til at elske. Da jeg havde båret vidnesbyrd, så jeg denne advokat, som til at begynde med havde været uimodtagelig over for vores budskab, rejse sig og gå op mod forhøjningen med Mormons Bog i hånden. Hele hans krop rystede, og han havde tårer i øjnene, da han hævede Mormons Bog og udbrød: »Søskende, jeg ved, at Mormons Bog er sand.« Vi glædede os over at høre hans vidnesbyrd.
Samme eftermiddag overværede mange af menighedens medlemmer familien Garcias dåb.
Da jeg var blevet afløst fra min mission, skrev jeg regelmæssigt sammen med bror Garcia. Han fortalte mig glædesstrålende, da han blev kaldet som søndagsskolepræsident. Senere blev han kaldet som biskop. Han rejste i mange timer med skib for at deltage i min vielse i templet i Manila i Filippinerne. Senere blev han stavspræsident og rådgiver i missionspræsidentskabet i Bacolod-missionen i Filippinerne.
Han var blevet et redskab, der havde medvirket til at omvende mange mennesker til det gengivne evangelium. Den mand, der opførte sig, som om han brændte sig på hænderne, når han rørte ved Mormons Bog, blev et stærkt vidne om selv samme bogs guddommelighed og sandhed.