2007
Kunstudstilling i Canada bringer lokalsamfund sammen
Juni 2007


Kunstudstilling i Canada bringer lokalsamfund sammen

Sean Flint var et nyt medlem af Kirken og lokalmissionær, og han ønskede at udbrede sin viden om evangeliet til alle i hans by, Moose Jaw i Saskatchewan i Canada. Bror Flint var klar over, at der fandtes misforståelser angående Kirken i Moose Jaw, som besværliggjorde missioneringsindsatsen.

»Vi ønskede at gøre noget, som kunne henlede opmærksomheden på Kirken og vise, at mange af misforståelserne omkring Kirken ikke var sande,« sagde bror Flint.

Bror Flint talte med missionærerne i sin menighed, og i fællesskab besluttede de, at den bedste måde at forkynde evangeliet på uden at konfrontere mennesker – og samtidig række ud til lokalsamfundet og de mere end 30 forskellige kirker – var at bringe alle sammen om det ene, de havde til fælles: Tro. Flere idéer blev overvejet, men til sidst besluttede de sig for at en trosfremmende udstilling af evangelisk kunst, var vejen frem.

»En af missionærerne fortalte mig, at han havde overvejet at udstille noget kunst ved en kunstudstilling sponsoreret af Kirken,« sagde bror Flint. »Endelig gik der et lys op for mig. Ville det ikke være en god idé at invitere alle kirkerne i Moose Jaw til at deltage og udstille deres egne kunstværker?«

Idéen var der, og inden for kort tid, så udstillingen Evangelisk Kunst 2006 dagens lys. Med hjælp fra medlemmer af Moose Jaw Menighed og missionærerne spredtes ordet, og planer blev lagt.

Fyrre store farveplakater blev fremstillet og omdelt med invitationer til medlemmer af andre kirker til at udstille deres religiøse kunstværker. Over 32.000 mindre udgaver af plakaterne blev ligeledes omdelt i byen af medlemmer, sagde missionsleder Gerry Miller.

Bror Miller foreslog, at menighedens unge også deltog. »De unge mænd sammensatte under ledelse af Unge Mænds præsident, Lorne Bachiu, over 150 staffelier til at udstille kunsten på,« sagde han.

Den lokale avis, Times-Herald, bragte en lang artikel om den kommende udstilling, og den lokale radiostation, CHAB, sendte også en beretning om den.

Kort tid før udstillingen skulle begynde, var bror Flint dog bange for, at den måske slet ikke blev til noget alligevel.

»Tre dage før udstillingen havde vi ikke fået svar fra nogen andre kirker eller ikke-medlemmer,« sagde bror Flint. Men efter megen inderlig bøn de følgende to dage ringede Saint Andrew’s United Church og 10 medlemmer af andre trossamfund og tilbød deres kunst.

Udstillingen åbnedes som planlagt med over 140 kunstværker inden for seks forskellige kategorier. Missionærerne var til stede for at besvare de besøgendes spørgsmål og uddele information om Kirken til dem, der ønskede det.

Selvom antallet af besøgende til udstillingen ikke nåede op på flere hundreder, opnåede bror Flint det, han havde ønsket, hvilket var at bringe indbyggerne i Moose Jaw sammen og forkynde evangeliet på venskabelig vis.

»Der var ingen konfrontation overhovedet. Alle så ud til at mærke Ånden. Det var en stor oplevelse,« sagde bror Flint.

Vicci Spicer, som udlånte sin antikke tibetanske kopi af et frimurertempel, som kan dateres tilbage til 1500-tallet, sagde, at hun var taknemlig for muligheden for at deltage i kunstudstillingen.

»Eftersom jeg er af den jødiske tro, bliver jeg normalt ikke inviteret til religiøse kunstudstillinger,« sagde Vicci Spicer. »Jeg mødte mange vidunderlige mennesker og så smukke kunstværker, men det bedste var, at jeg fik venner inden for mormonkirken.«

Selvom det ikke er sikkert, at kunstudstillingen bliver en årlig begivenhed, er der opbakning fra lokalsamfundet til at afholde endnu en udstilling.

»Saint Andrew’s United Church var begejstret for kunstudstillingen. De syntes, at det var en strålende idé, og foreslog, at deres kirke kunne være et godt sted at afholde udstilling næste år,« sagde bror Flint. »Alle, der besøgte udstillingen, sagde, at de gerne ville deltage i næste års udstilling og fortælle deres venner om den.«