Lærdomme fra Det Nye Testamente

Taknemlighed for forsoningen

Ældste Wolfgang H. Paul

De Halvfjerds

Hen mod slutningen af sit jordiske virke drog Frelseren sammen med sine disciple til Oliebjerget, hvor Getsemane have ligger.

I Lukasevangeliet i Det Nye Testamente kan vi læse:

»Så brød han op og gik, som han plejede, ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med.

Da han kom derud, sagde han til dem: ›Bed om ikke at falde i fristelse!‹

Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:

›Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.‹

Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.

I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden« (Luk 22:39-44).

Det var der, at Frelseren betalte prisen for alle sorger og de synder og overtrædelser, som hvert eneste menneske, der nogensinde har og nogensinde kommer til at leve, har begået. Der drak han af det bitre bæger og led, så alle mennesker, som omvender sig, ikke skal lide. Efter denne forfærdelige oplevelse blev han ført til Golgata og naglet til et kors, der var endnu en brutal og smertefuld tortur, som han måtte lide for at udvirke forsoningen for alle mennesker.

Intet menneske kan forestille sig, hvad Frelseren virkelig led, da han påtog sig denne tunge byrde. I en åbenbaring givet til profeten Joseph Smith i marts 1830 får vi et glimt af denne lidelse, idet Frelseren erklærer:

»For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg;

hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det –

dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:16-19).

I den sidste ende kan vores liv kun heles ved hjælp af forsoningen. Et medlem beskrev sine følelser, da han gennemlevede omvendelsesforløbet og oplevede forsoningens helende kraft: »Tiden mellem min overtrædelse og min bekendelse var forfærdelig. Jeg levede konstant med visheden om det forfærdelige, jeg havde gjort. Jeg var i en tilstand af dybt mørke, depression og ligegyldighed. Til at begynde med var jeg plaget af håbløshed og frygt, men jeg tvivlede aldrig på evangeliets sandhed og forsoningens frelsende kraft. Jeg vidste, at der kun var én måde for mig at blive helet på.

At måtte bekende over for min hustru og mine børn, hvad jeg havde gjort, og var det vanskeligste, jeg nogensinde har gjort. Den videre omvendelsesvej med bekendelse over for min biskop og stavspræsident var slet ikke så vanskelig. Endelig kunne jeg blive lettet for den byrde, som jeg havde påført mig selv. Jeg følte mig lettet over udelukkelsen og de deraf følgende perspektiver.

Hvor var det dog en stor glæde, da jeg fik lov at blive gendøbt og atter kunne nyde Helligåndens selskab. Og endelig blev forsoningens løfter fuldbragt på den mest vidunderlige måde i mit liv, da jeg fik gengivet mine velsignelser.

Gennem årene har min hustru og jeg oplevet, at forsoningen bringer lindring og heling, ikke blot for synderen, men den har også kraft til at hele og trøste offeret. Det vidner jeg om med dyb taknemlighed.«

Hvis vi forstod den store kærlighed, som Frelseren følte for os, da han sonede for vore synder, ville vi altid elske ham, være ham taknemlig og efterleve hans befalinger.

Som præsident Joseph Fielding Smith (1876–1972) bemærkede: »En af de største synder, både i omfang og udbredelse … er utaknemlighedens synd. Når vi overtræder et bud, uanset hvor lille og ubetydeligt, vi måtte mene, at det er, viser vi vor Forløser utaknemlighed. Det er umuligt for os at begribe omfanget af hans lidelser, da han bar syndebyrden for hele verden, en straf der var så tung, at vi får at vide, at blodet flød fra alle porerne i hans krop, og det var endda, før han blev naglet til korset. Den fysiske smertes straf, som bestod i at få nagler hamret gennem sine hænder og fødder, var ikke hans største lidelse, selv om den var uudholdelig. Den største lidelse var den åndelige og mentale pine, som udsprang af vægten af vore overtrædelser, som han bar. Hvis vi kunne forstå omfanget af den lidelse og hans lidelse på korset, ville ingen af os bevidst gøre os skyldige i synd. Vi ville ikke give efter for fristelser, tilfredsstillelsen af uhellige lyster og begær, og Satan ville ikke finde plads i vores hjerte. Men når vi synder, viser vi dog vor utaknemlighed og ligegyldighed over for Guds Søns lidelser, takket være hvilke vi atter skal opstå og leve for evigt. Hvis vi virkelig forstod og kunne fornemme en brøkdel af Jesu Kristi kærlighed og barmhjertige villighed til at lide for vore synder, ville vi være villige til at omvende os fra alle vores overtrædelser og tjene ham.«¹

Frelserens forsoning er den største begivenhed i historien. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Ingen anden handling i hele menneskehedens historie tåler sammenligning med den. Der er aldrig sket noget, der kan måle sig med den. Fuldstændig uselvisk og grænseløs i sin kærlighed til hele menneskeheden, som den er, blev den en uforlignelig barmhjertighedsgerning for hele den menneskelige race.«²

Må vi altid være taknemlige for denne vidunderlige gave, Guds Søns, vor Frelsers og Forløsers forsoning.