Det gjorde os til en familie
Seks måder, hvorpå vi skabte effektive familieaftener.
Det er min erfaring, at der ikke findes problemer, der er så store, at en familie, som bygger på evangeliets principper, ikke kan udholde eller overvinde dem. Det er set i det lys, at min mand og jeg har erfaret den ufattelige kraft, som ligger i vellykkede familieaftener. Når vi gør en indsats for at gøre hver familieaften til en fornøjelig og meningsfyldt oplevelse, lægger vi grundvolden til et lykkeligt hjem.
Omkring et år efter at min mand og jeg var blevet gift, flyttede min lillebrors tre døtre ind hos os. Min mands lillesøster og en af mine veninder spurgte også, om de måtte bo hos os en tid, og da vi ikke selv havde nogle børn, tog vi med glæde imod dem alle. Pludselig var vi ikke længere bare et par, men en stor familie.
Inden den tid havde min mand og jeg ikke alvorligt overvejet at holde familieaften, fordi vi bare var os to, men da vores familie nu var vokset, besluttede vi at indføre programmet for alvor i vores hjem.
Lige fra vores første familieaften sammen, var vores mandage forandret for stedse, og vores liv er også blevet forandret på grund af de pragtfulde oplevelser. Vores normalt så stille hjem blev pludselig fyldt med musik. De børn, som ikke kunne læse, begyndte at lære det og blev glade for det. De, der var generte og lidt tilbageholdende med hensyn til at tage imod en opgave, udviklede selvtillid og var ivrige efter at deltage, ja, de meldte sig sågar frivilligt til at fremføre små præsentationer. Der herskede en begejstring ugen igennem, når vi talte om det, vi havde lavet den forrige mandag aften og det, som vi skulle lave næste gang. Spændingens steg, efterhånden som mandagen nærmede sig, og familiens medlemmer var travlt optaget af at træffe forberedelser til deres »store overraskelser«.
Løftet om en spændende familieaften motiverede endda alle til at udføre deres pligter i hjemmet. Hver familieaften gav os ny indsigt og oplevelser, som berigede vores liv.
Det følgende er nogle forslag, som har været med til at gøre vores familieaftener mere vellykkede og effektive:
1 Planlæg det. Vi afholdt regelmæssige familiemøder for at finde ugentlige emner, og vi blev enige om at lægge en plan for de næste tre måneder.
2 Få alle med. Hver eneste af os havde en opgave, fra at planlægge emner og aktiviteter til at uddele opgaver eller være ugens familieaftensleder. De generte og tilbageholdende fik særlig opmuntring og hjælp, så vi sikrede os, at de fik udført deres opgave på vellykket vis, og derved indså de værdien af deres eget bidrag til familieaften.
3 Udarbejd et struktureret, men fleksibelt program. Vi skrev vores ugentlige emner ned i en notesbog og skrev lidt om, hvad der skete ved hver familieaften. På den måde kunne vi huske de lektioner, lege, aktiviteter og emner, som vi allerede havde haft, og det gjorde det lettere for os at følge op på de opgaver, som var blevet uddelt. Den, der ledte familieaftenen, havde ansvaret for at bekendtgøre næste uges emne og sørge for, at opgaverne til den uge blev uddelt og skrevet ned i notesbogen. Vedkommende mindede også alle om deres opgaver til den kommende familieaften.
4 Tag hensyn til familiens behov og interesser. Emner, lektioner, aktiviteter og selv legene blev omhyggeligt udvalgt, så de berørte konkrete behov i familien og holdt interessen fanget gennem hele aftenen. Alle de enkelte elementer blev velovervejet kædet sammen, så de underbyggede aftenens emne. I begyndelsen sikrede min mand og jeg os, at hver eneste aktivitet var knyttet til emnet og formålet, men det varede ikke længe, før selv de yngste forstod, hvordan det hang sammen.
For eksempel bad den, der ledte aftenen, da vi havde emnet »Vis påskønnelse for familien«, os om at sætte os i en rundkreds og lytte til de rosende ord, som alle havde at sige. Derefter satte vi os sammen to og to og talte om, hvordan det kunne gavne os at lære at påskønne hinanden.
5 Vær konsekvent og vedholdende. En af de nok vigtigste faktorer for vores familieaftens succes var, at vi konsekvent afholdt dem og fik alle med. Vi gjorde altid opmærksom på, at vi var villige til at hjælpe de andre når som helst. Ugen igennem holdt vi øje med, om der var nogle, som havde brug for hjælp, og vi gav os tid til at se, hvordan vi kunne støtte dem. Hvis der var forslag eller anmodninger, som vi havde aftalt at føre ud i livet i de kommende dage, så hængte vi opslag og lister op, så alle kunne blive mindet om det.
6 Anvend de materialer, som er tilgængelige. Vi havde materialer, håndbøger og andre ressourcer i vores familiebibliotek, såsom Familieaften: Idé- og håndbog (katalognr. 31106 110) og andre kirkehåndbøger, aktivitetsbøger, bøger med sjove ideer, skrifterne og Kirkens tidsskrifter. Vi sørgede også for at have forskellige kontorartikler, som alle kunne benytte til aktiviteter.
Min mand og jeg opdagede også, at familieaften er et effektivt redskab til at håndtere familieproblemer på en afvæbnende måde. Der var ikke noget med reprimander, beskyldninger, kritik eller latterliggørelse. Det var en tid, hvor vi kunne give udtryk for kærlighed, udvikle færdigheder, indgyde værdier, opbygge selvtillid, øge kundskab og undervise i evige principper. Ved konsekvent at gøre en fælles indsats for at afholde familieaften er vores familie blevet velsignet.
Mine niecer er siden flyttet tilbage til deres far, min svigerinde er flyttet ind i sin egen lejlighed, og min veninde bor nu på et kollegium tæt på sin skole. Vi er igen blevet et par. Men vi afholder stadig de sjove, meningsfyldte familieaftener. Af og til indbyder vi andre familiemedlemmer til at være med, og på andre tidspunkter nyder vi bare at lære hinanden bedre at kende, at løse vore problemer sammen og at give udtryk for vores påskønnelse af hinanden. Vore emner og aktiviteter er stadig enkle og rettet mod vore behov.
Vi er ikke i tvivl om, at familieaften er et inspireret program. Hver eneste meningsfyldte familieaften er en sten, der føjes til bolværket mod de kræfter, der stræber efter at ødelægge lykkelige og fremgangsrige familier.