At holde ud til begyndelsen
Det tog syv år, men det var ventetiden værd.
Hvem er lærerne?« spurgte jeg min ven, mens vi gik ned ad gaden en søndag morgen i februar 2000. Vi var dengang 14 år.
»De er mine venner og er her på en slags mission,« sagde hun. Vi havde aldrig før talt om religion, selv om vi var bedste venner. Hun sagde til mig, at vi skulle deltage i nogle engelskklasser, som hendes venner underviste i gratis. Hun vidste, jeg ville være interesseret, fordi jeg skulle på et engelsksproget gymnasium.
Da vi gik ind i bygningen, blev mine øjne fanget af billederne på væggene. Var det en kirke? Det lignede ikke en bulgarsk ortodoks kirke, den eneste kirke jeg tidligere havde været i. De fleste mennesker betragter alle andre kirker som en kult. Desuden blev religiøse overbevisninger fordømt, da Bulgarien var underlagt det kommunistiske styre op til 1989, og mange mennesker ser stadig på religion som noget forkert.
Min ven spurgte mig, om jeg havde lyst til at komme i kirke dagen efter. Jeg svarede ja, mere på grund af nysgerrighed end af religiøs interesse. Jeg vidste, at hvis hun tog derhen, var der ikke noget galt i det.
Jeg begyndte at gå regelmæssigt i kirke. Jeg ville gerne vide mere om dens lærdomme. Jeg ville gerne vide, hvorfor disse unge med navneskilte havde forladt deres land for at komme til Bulgarien og havde kastet sig selv ned her i denne fjendtlige religiøse atmosfære. Selv om jeg ikke var religiøs på det tidspunkt, var der noget, der fik mig til at blive ved med at komme til kirkeaktiviteter. Jeg elskede missionærernes venlige indstilling og medlemmernes varme smil.
Jeg blev venner med de unge piger i grenen. Jeg var forbløffet over deres tro og store ønske om at tjene andre. Jeg kan huske, da jeg bad min første bøn i Unge Pigers klasse. Jeg havde aldrig bedt før, og jeg vidste ikke, hvor kraftfuld en bøn kunne være. Jeg havde ikke følt den stærke forbindelse med vor himmelske Fader, som en bøn bibringer. Jeg vidste ikke, at jeg var hans datter. Jeg er aldrig holdt op med at bede efter den oplevelse. Hver gang jeg skulle overvinde en prøvelse, vidste jeg, jeg kunne bede min himmelske Fader om vejledning. Ofte bragte disse bønner tårer frem i mine øjne, fordi jeg kunne føle Helligåndens forsikring om, at Gud elsker mig. Jeg begyndte at stole på Herren.
Da fristelserne i teenageårene dukkede op, havde jeg allerede en fast tro på Jesus Kristus, som gav mig styrke til at overvinde disse fristelser. Jeg kunne se, hvordan Satan fristede mine jævnaldrende med verdens ting, og hvordan små kompromiser førte til større. Det var svært at stå fast ved mine principper, men den forbindelse, jeg havde med min Fader i himlen via bøn, hjalp mig med at holde mig fra fristelser. Jeg havde besluttet at efterleve frelsesplanens principper. Jeg vidste uden tvivl, at jeg en dag ville blive velsignet.
Desværre kunne jeg ikke tilslutte mig Kirken på det tidspunkt. Mine forældre var stærkt imod det, især min far. Men jeg kunne forstå ham. Hans forældre tog ham aldrig med i kirke. Han voksede op, da landet var underlagt det kommunistiske styre. Ikke desto mindre vidste jeg, at Herren havde beredt en vej for mig, så jeg en dag kunne tilslutte mig Kirken. Jeg vidste på forhånd, at den vej ville blive meget svær. Men jeg havde lært fra skrifterne, at trængsler kan være til vores eget bedste.
Jeg gik til seminar og senere til institut, jeg deltog i kirkeaktiviteter, og jeg gik endda i gang med min egen Personlig fremgang. Jeg kunne ikke vente med at komme af sted til Unge Pigers aktiviteter. Jeg vil aldrig glemme de timer, vi brugte på at lave mad, fremstille postkort eller bogmærker, pynte vores klasselokale eller spille bold, ej heller den vidunderlige venskabelige ånd iblandt os. Hver aktivitet hjalp mig med at forstå min guddommelighed og min rolle i livet.
Et af de sværeste projekter i Personlig fremgang var at lære »Den levende Kristus«1 udenad. Da jeg så teksten, tænkte jeg, det ville blive en stor udfordring at lære den udenad. Allerede efter et par uger vidste jeg, hvorfor det projekt var en værdinorm inden for tro. Det var en prøve på tro og tålmodighed, en prøve med rige belønninger til følge. De Tolv Apostles vidnesbyrd hjalp mig til at styrke min tro og mit vidnesbyrd. Når jeg huskede deres inspirerede ord om Kristi guddommelige liv og virke, fik jeg mod til selv at vidne om ham.
Da jeg var ca. 16, havde vi en aktivitet om at være fuldtidsmissionær. Vi blev delt op i par og levede som missionærer i en uge. Da lærte jeg for første gang, hvor vigtigt det er, at fortælle andre om sit vidnesbyrd. Denne aktivitet hjalp mig ikke kun med at indse, hvor krævende det er at tjene Herren, men også den glæde vi føler, når vi fortæller om evangeliet og ser, hvordan Kristi lærdomme ændrer andres liv. Det hjalp mig til at forstå, hvordan det er at »stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:9).
Som et »aktivt ikke-medlem«, som alle kaldte mig, lærte jeg at have tålmodighed og håbe, at jeg en dag ville blive medlem af Kirken. Jeg vidste, det var en prøve på min tro og min tålmodighed. Jeg spekulerede på, hvor lang tid det ville tage at blive renset og påbegynde et nyt liv.
Den dag kom næsten syv år efter, at min ven tog mig med i kirke den kolde februarmorgen i år 2000. Jeg blev døbt som 21-årig i missionshjemmet i Sofia. Min dåbsdag var en af de lykkeligste dage i mit liv. I det øjeblik følte jeg den store forløsende kærlighed, min himmelske Fader har til mig. Det følte jeg endnu mere, da jeg deltog i nadveren dagen efter. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Den brændende Ånd i mit indre fortalte mig, at det havde været værd at vente på. Jeg kunne endelig nyde Helligåndsgaven og andre velsignelser som medlem af Kirken.
Jeg er taknemlig for, at jeg er velsignet med kundskaben om det gengivne evangelium. Jeg ved, at vi kan overvinde livets prøvelser gennem tro og tålmodighed. Der er ikke noget større eller rigere privilegium end at være medlem af den eneste sande kirke på jorden. Intet bringer større lykke, end den kundskab vi har om, at vi som værdige medlemmer af Kirken kan bo sammen med Gud igen.