Vi savner Michael
»Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder« (1 Joh 4:21).
Bygger på en virkelig begivenhed
Der er kirkespiret!« Natalie råbte. Hun elskede at gå i kirke. Søndag var den bedste dag i hele ugen, hvis ikke det lige var for én ting – hun var ked af, at hendes storebror, Michael, valgte ikke at gå i kirke med resten af familien.
Mens Natalie sad stille under nadvermødet, tænkte hun på Michael. Da han plejede at komme i kirke, kunne Natalie godt lide at sidde ved siden af ham, mens hun kiggede i sin billedbog om Jesus. Efter nadvermødet plejede Michael at tage hendes hånd og følge hende til Primary. »Vi ses senere, søs,« plejede han at sige. Men Michael havde ikke været i kirke længe.
Natalie ville ønske, at hun kunne binde ham med sit sjippetov og trække ham til kirke i sin lille røde vogn, men det vidste hun, at han ikke ville kunne lide. Hvad kunne hun ellers gøre?
I Primary sagde søster Chang muntert goddag til klassen. »Jeg er så glad for at se jer allesammen her i dag,« sagde hun. »Jeg bliver så glad af at se jeres smilende ansigter. Men hvem mangler vi?«
Natalie kiggede rundt i lokalet. Hun rakte hånden op. »Jed,« råbte hun. »Jed er her ikke i dag.«
»Det er rigtigt,« sagde søster Chang. »Jed var her heller ikke i sidste uge.«
»Måske er han syg,« foreslog Lisa.
»Måske er han ude at rejse,« sagde Boyd.
»Måske har han bare ikke lyst til at komme,« sagde Natalie stille.
»Vi må sørge for at fortælle ham, at vi elsker ham og savner ham, når han er væk,« sagde søster Chang.
»Hvordan kan vi det?« spurgte Natalie.
»Vi siger det til ham,« sagde søster Chang. »Små ting kan tit gøre en stor forskel. Jeg har lavet et kort, som I kan skrive jeres navn på, og så kan I allesammen lave en tegning specielt til Jed.«
Natalie valgte at tegne et bjerg og nogle træer, for hun viste, at Jed kunne lide naturen. Og så spurgte Natalie sin lærer, om hun måtte lave en tegning til, som hun kunne tage med hjem.
Da Natalie kom hjem fra kirke, var Michael inde på sit værelse og lyttede til musik. »Hej søs,« sagde han. »Hvad så der?«
Natalie gav ham et foldet stykke papir. »Jeg har lavet et kort til dig.«
»Til mig?« Michael smilede. »Hvorfor? Det er ikke min fødselsdag eller noget.«
»Søster Chang hjalp mig med at skrive det. Der står: ›Jeg savner dig, når du ikke kommer i kirke med os. Jeg elsker dig.‹ Og så skrev jeg mit navn.«
»Tak,« sagde Michael stille. »Det er et pænt kort. Det har du gjort flot.«
»Selv tak.« Natalie gav sin bror et kram og skyndte sig videre for at hjælpe mor med at lave mad. Hun blev helt glad indvendig. Hun elskede sin bror så højt, og nu vidste han det også.
Næste søndag var Natalie meget begejstret, da Michael besluttede sig for at gå i kirke. Hun holdt ham i hånden, da de gik ind i kirkesalen. Hun sad stille ved siden af ham under hele mødet. Natalie så, at Jed sad to rækker foran, og hun vinkede til ham.
Natalie elskede at gå i kirke, især når alle hendes venner og hendes familie var der. Hun besluttede sig for, at fra nu af, hvis hun savnede nogen, ville hun sige det, for sommetider kan små ting have stor betydning.
»Det er vores ansvar … at nydøbte opmuntres og hjælpes til at føle den vidunderlige varme, der findes i dette evangelium, som er vor Herres.«
Præsident Gordon B. Hinckley, »Find lammene, vogt fårene«, Liahona, juli 1999, s. 124.