2007
Shinto-præster hilser på ældste Eyring ved Meiji-helligdommen i Japan
Oktober 2007


Shinto-præster hilser på ældste Eyring ved Meiji-helligdommen i Japan

Katsushi Toyama, den øverste præst ved Meiji-helligdommen, mødtes med ældste Henry B. Eyring fra De Halvfjerds’ Kvorum under ældste Eyrings tur til Kirkens områder i Asien og Stillehavsøerne.

Ældste Eyring og ældste D. Todd Christofferson fra De Halvfjerds’ Præsidium og David F. Evans, præsident for Det Nordasiatiske Område, var indbudt til at mødes med hr. Toyama for at opbygge forståelse og velvillighed.

Hr. Toyama fortalte de besøgende, at der ikke findes en nedskreven bog om Shinto-læren, som svarer til Bibelen eller andre skrifter, men at tilhængere udtrykker deres forhold til Gud ved at stræbe efter renhed og retfærdighed i deres liv.

Ældste Eyring fortalte, at medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på tilsvarende vis stræber efter personlig renhed og retfærdighed i deres liv. »Vores profet, Gordon B. Hinckley, opfordrer regelmæssigt medlemmerne af vores kirke til at gøre deres overbevisninger til en integreret del af deres daglige liv,« fortalte han.

Hr. Toyama hørte første gang om Kirken, da han var i Salt Lake City i 1970’erne. Efterfølgende er dette forhold blevet næret ved, at andre præster fra helligdommen har besøgt Salt Lake City og Brigham Young University i Provo i Utah. I 2005 var BYU–Hawaii Concert Choir den første kristne gruppe, som optrådte på Meiji- helligdommen.

Mødet med hr. Toyama fandt sted i et lille rum i helligdommen, som generelt benyttes til samtaler med statsoverhoveder og deres udsendinge.

Kejser Meiji, som helligdommen er opkaldt efter, regerede i Japan fra 1867 til 1912. Han forenede ønsket om at bevare det særlige ved den japanske kultur med ønsket om at industrialisere landet.

Den første dåb i Japan fandt sted i 1902. I dag er der mere end 120.000 medlemmer af Kirken i Japan. Kirken har to templer der, et i Tokyo og et andet i Fukuoka.