Læsefærdighed forbedrer tilværelsen
To sidste dages hellige fortæller, hvordan det ændrede deres tilværelse at lære at læse og skrive.
Over hele verden forbedrer mennesker deres egen og andres tilværelse ved at tilegne sig grundlæggende læsefærdigheder.
En kærlighed til at lære
Shirley Florence Sainz, der blev født i Mexico, fortæller om, hvordan hendes mors kamp for at kunne læse blev en velsignelse for andre:
»Da min mor, Anita Valenzuela Mendoza, var to år gammel, døde min bedstefar i en mineulykke og efterlod min bedstemor med deres otte børn og kun små midler til at drage omsorg for dem. Min bedstemor kunne ikke læse, skrive eller forstå tal.
Da min mor var seks år gammel, fik hun mulighed for at gå i skole, selv om hun ikke havde blyant, papir eller bøger. Ikke desto mindre elskede hun at lære, så hun broderede servietter, fejede klasselokalet og bar brænde ind for at tjene penge til papir. Derhjemme hæftede min bedstemor siderne fra noget dyrebart blankt avispapir sammen til en lille notesbog til min mor.
Lærerne satte pris på min mors iver. De så bort fra hendes slidte tøj og uregerlige hår og nærede hendes hunger efter lærdom. Da min mor var næsten færdig med folke skolen, tilbød familien til en af hendes lærere hende yderligere skoleuddannelse. Imidlertid var hun ikke i stand til at tage af sted, og hendes formelle uddannelse stoppede.
År senere, da min mor var 27, blomstrede hendes uddannelse, da hun mødte min far, som præsenterede hende for evangeliet. Hun elskede at lære ved at læse skrifterne. Hjælpeforeningen gav hende også mange muligheder for at øge hendes kundskab.
Min mor indgød i mig en kærlighed til at lære, og jeg har taget en læreruddannelse og er nu selv folkeskolelærer. I to generationer er vores familie nu blevet rigt velsignet, fordi min mor som lille pige lærte at læse og skrive. Hendes læsefærdigheder åbnede døren for hende, så hun kunne forstå og tage imod Jesu Kristi evangelium. Som følge heraf er alle min mors efterkommere blevet velsignet.«
Et evangelisk læsekursus
Søster Sainzs historie er ikke enestående. Når mennesker lærer at læse og skrive, kan de vokse i forståelsen af evangeliet og velsigne andres tilværelse. Det hjalp Paul Imietehe fra Nigeria, en omvendt til Kirken, til at lære grundlæggende læsefærdigheder, så han bedre kunne forstå evangeliet og fortælle andre om det. Han mindes:
»Jeg tilsluttede mig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Warri i Nigeria. Mit medlemskab af Kirken fik mig til at indse, at jeg havde brug for at lære at læse og skrive. Når mine præstedømmeledere gav mig opgaver som at holde tale og bede bøn, blev jeg væk fra kirke. Det var en meget stor skam for mig.
Da jeg flyttede til Abuja, så jeg kirkematerialer og -tidsskrifter, og jeg følte et stærkt behov for at lære at læse og skrive. Jeg ønskede at læse disse publikationer, som andre medlemmer læste og glædede sig over. Dér udtrykte de fleste af kirkemedlemmerne sig med glæde og fortalte deres vidnesbyrd om evangeliet, og jeg ønskede at være i stand til at udtrykke mine stærke følelser om evangeliets sandhed. Da vidste jeg, at jeg måtte lære at læse og skrive.
En søndag besluttede jeg at deltage i søndagsskolens evangeliske læsekursus. Den første dag i klassen så jeg, at de andre elever hovedsageligt var søstre og store drenge. Jeg var den eneste voksne mand i klassen. Jeg var fristet til at gå igen, men mit stærke ønske om at lære fik mig til at blive. Vores lærer opmuntrede hver eneste af os til at deltage ved at læse fra materialet til det evangeliske læsekursus og fra skrifterne.
Jeg anstrengte mig meget for at lære at læse. Jeg læste skrifterne og Kirkens tidsskrifter. Min forståelse voksede, da jeg blev kaldet som andenrådgiver i søndagsskolepræsidentskabet i Idu Gren. Til at begynde med tvivlede jeg på mine evner. Men da jeg blev indsat, sagde grenspræsidenten i velsignelsen, at jeg ville få evnen til at højne min kaldelse. Under min indsættelse var jeg fortrøstningsfuld.
To uger senere fik jeg til opgave at undervise i seniorklassen. Selv om jeg var bekymret for mine evner, forberedte jeg mig hele ugen, når jeg kom hjem fra arbejde, ja selv i mine pauser på arbejdet. Da søndagen kom og det var tid til at undervise, bad jeg en kort, stille bøn og bad min himmelske Fader om at lede mig. Da jeg åbnede min mund for at tale, blev jeg overrasket over, hvordan ordene bare flød. Jeg troede, at jeg ville hakke i det, men det gjorde jeg ikke.
Størstedelen af klassedeltagerne har mere uddannelse end jeg, men deres svar og udtrykket i deres ansigter opmuntrede mig. Jeg følte mig rolig under hele klassetiden.
Evangelisk læsefærdighed har opbygget et stærkt ønske i mig om at forbedre min formelle uddannelse. Det har også hjulpet mig til bedre at forstå evangeliet og gjort mig i stand til bedre at tjene andre.
Jeg er billedhugger af profession og arbejder i et byggefirma, hvor jeg bruger mine færdigheder til at arbejde med træ. I Nigeria har vi et ordsprog, der lyder: ›Den økse, vi bruger til at hugge træ med, er så vigtig, at vi bærer den med begge hænder og lader den hvile på vores skulder.‹ Øksen er for vigtig til at lægge fra sig. Det er sådan, jeg føler om Kirken og evangelisk læsefærdighed. Jeg bærer dem med begge hænder og på min skulder og kan ikke lægge dem fra mig.
Jeg er taknemlig for mine grensledere, som opmuntrede mig til at lære, især bror Lawrence Monyei, min lærer i evangelisk læsefærdighed.«
Bror Imietehe lærte at læse og skrive på det evangeliske læsekursus, og som følge heraf voksede hans selvtillid, og hans vidnesbyrd om evangeliet blev stærkere. Han har siden da velsignet mange medlemmers tilværelse i sin gren.
Kan I hjælpe?
Elevens materiale til det evangeliske læsekursus, Ye Shall Have My Words (katalognr. 34476), kan fås på engelsk, fransk, portugisisk og spansk. De, der vil få mest gavn af det, kan ikke læse det. Kan I hjælpe dem?
Vi kan hjælpe
»Jeg har studeret lidt om læsefærdighed i verden. En milliard ud af seks milliarder mennesker på jorden kan ikke læse eller skrive … Sikken tragedie – sikken grel, sørgelig og uhyggelig tragedie. At være ude af stand til at læse, forstå og skrive – sikken tragedie. Vi kan hjælpe med at fjerne denne forbandelse. Der kan gøres tiltag, så disse uacceptable forhold kan ændres.«
Præsident Gordon B. Hinckley, Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 314.