2007
Stor skal jeres glæde være
Oktober 2007


Fællestid

Stor skal jeres glæde være

»Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« (Matt 5:16).

Har I lagt mærke til, at når I deler noget som fx en lækker spise eller noget legetøj, så føler I jer godt tilpas? Selvfølgelig har I det. I kan dele ud af andre ting end en lækker spise eller noget legetøj, som fx kundskab. At dele ud af kundskab kan medføre stor glæde – ikke kun for modtageren, men også for giveren. Den bedste slags kundskab, man kan dele ud af, er Jesu Kristi evangelium.

Niårige Ashley følte den glæde ved at fortælle om evangeliet. Efter Ashley var blevet opmuntret til at give en Mormons Bog væk, kørte Ashleys far hende til hendes skoleleders hjem, og Ashley gav hende en Mormons Bog. Ashley gav også fuldtidsmissionærerne skolelederens navn. Hvilken glæde Ashley følte! (Se »Nine-Year-Old Member Missionary«, Friend, juli 1997, s. 42-43).

Det vigtigste, I kan dele ud af, er Jesu Kristi evangelium. Herren kaldte Oliver Cowdery og David Whitmer til at forkynde evangeliet. Han forklarede den glæde, de ville føle:

»Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!

Og se, hvis jeres glæde skal være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig ind i min Faders rige, hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!« (L&P 18:15-16).

Vi viser vores tro på Jesus Kristus, når vi fortæller andre om evangeliet. Og hvor stor glæde føler vi ikke, når vi hjælper andre med at lære om Jesus Kristus og vor himmelske Faders plan.

Aktivitet

Skriv dit navn under en af missionærfigurerne. Klip den ud og lim den på noget karton. Læg til familieaften din missionærfigur ved siden af hvert billede og forklar din familie, hvordan personen i hver enkelt situation kan være missionær. Bed din familie om at agere situationerne på billederne eller andre situationer, de finder på, så du kan øve dig på at fortælle andre om evangeliet.

Forslag til fællestid

  1. 1. Forbered flere sedler, hvorpå du har skrevet handlinger, der viser et godt eller et dårligt eksempel. Lad nogle børn trække en seddel fra en æske. Læs dem på skift. Lad børnene afgøre, om situationen viser et godt eller et dårligt eksempel. Sæt sedlerne fast på tavlen under enten overskriften et »Godt eksempel« eller et »Dårligt eksempel«. Fx hører »Jeg går med ærbart tøj« under »Godt eksempel«, og »Nogle gange bander jeg« under »Dårligt eksempel«. Hjælp børnene med at slå op på, læse og lære Matt 5:16 udenad. Bær dit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er et eksempel for os alle.

  2. 2. Bed børnene om at tænke på et tidspunkt, hvor de hører andre bære vidnesbyrd. Forklar, at selv om vidnesbyrdsmødet er en tid, hvor vi bærer vidnesbyrd, så kan vi også bære vores vidnesbyrd på andre tidspunkter. Slå op på 2 Tim 1:7-8. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Jeg ville ønske, at ethvert medlem af denne kirke ville hænge disse ord op et sted, hvor de ville få øje på dem hver morgen, når de begynder deres dag« (»Frygt ikke«, Liahona, feb. 2005, L2). Han siger, at disse ord giver os mod, tro og styrke. Lad børnene skrive vers 7 og den første del af vers 8 ned, så de kan tage det med hjem og anbringe det, hvor de kan se det hver morgen. Hjælp børnene med at føle kraften ved profeternes og apostlenes vidnesbyrd. Afspil, hvis det er muligt, en optagelse af et vidnesbyrd fra generalkonferencen eller fra videoen Særlige vidner om Kristus. Eller læs fra en Liahona.

Bemærk: Hvis du ikke ønsker at tage sider ud af Liahona, kan du kopiere denne aktivitet eller udskrive den fra internettet på www.lds.org. På engelsk: Klik på »Gospel Library«. På andre sprog: Klik på »Languages«.