Hvem drejede mit hoved?
Under et nadvermøde i Piura i Peru i 1972 blev en taler, der fortalte om vigtigheden af slægtshistorie, ved med at kigge på mig. Ved slutningen af talen overraskede han mig ved at erklære: »Jeg ved, at bror Rosillo vil udføre dette arbejde.«
Jeg havde været medlem af Kirken i under et år, men jeg satte mig et mål om at få begyndt på min slægtshistorie – ikke på grund af det, han sagde, men fordi jeg havde et ønske om at gøre det. Jeg fik fat i et fire-generationsskema og begyndte med at interviewe mine forældre og slægtninge for at finde ud af, hvad de vidste. Hver gang jeg arbejdede på min slægtshistorie, bad jeg en bøn til Herren for at få hjælp.
For at finde dødsdatoerne på mine oldeforældre på min mors side tog jeg til byen Zorritos i det nordlige Peru, hvor de lå begravet. Kirkegården lå i udkanten af byen, og de fleste af de døde var blevet stedt til hvile i rum i gravhvælvinger.
Jeg trådte ind på kirkegården og begyndte at lede, men jeg fandt ikke noget. Så besluttede jeg at gå ind i byen for at spørge en kusine, om hun var sikker på, at vore oldeforældre var blevet begravet der. Da hun bekræftede det, sagde jeg til hende: »Jeg tager ikke af sted, før jeg har de datoer.«
Jeg tog tilbage til kirkegården og begyndte at lede systematisk ved at gå ned ad hver eneste gang med hvælvinger og læse hver eneste inskription. Jeg kunne stadig ikke finde deres hvælvinger, så jeg knælede ned og bad Herren om hjælp. Derefter fortsatte jeg med at lede – men med samme resultat. Jeg var træt, klokken var ved at være mange, og jeg var nødt til at forlade stedet, så jeg kunne foretage anden forskning, som jeg havde planlagt.
»Ja, ja, jeg gjorde min del,« tænkte jeg ved mig selv. Jeg bliver nødt til at tage af sted uden at have nået mit mål.
Jeg var klar til at gå og vendte mig mod hovedporten. Men da jeg tog mit første skridt, følte jeg to hænder tage fat i mit hoved bagfra og dreje det hen mod et bestemt sted. Mine øjne hvilede på en lille, snavset gravsten, der lå i niveau med jorden. Jeg kiggede bagud for at se, hvem der havde taget fat i mit hoved, men der var ingen.
Jeg gik hen til gravstenen, lagde mig på jorden og rensede inskriptionen. Med stor taknemlighed læste jeg de oplysninger, jeg ledte efter: Isidro Garcia Rosillo, død 1. august 1934. Francisca Espinoza Berrú, død 31. januar 1954.
Mine forfædres lange venten på at modtage deres frelsende ordinancer sluttede i 1980. Det var da min hustru og jeg tog til templet i São Paulo i Brasilien for at modtage vores begavelse. I templet blev jeg beseglet til min hustru og døbt for mine afdøde kære.
Da jeg gik ned i dåbsbassinet, huskede jeg den lille gravsten på kirkegården. Jeg gik ned i det stille vand velvidende, at Herren havde ledt mine skridt, da jeg ledte efter mine forfædre.