Et lift til kirke
Da jeg var syv år gammel, viste min mor og far velvilje mod en mindre aktiv familie i vores menighed, som bestod af en enlig mor og hendes to sønner. Min storebror, John, og jeg var på samme alder som de to drenge, Robin og Shannon, så det syntes passende, at vi rakte en hånd ud til dem.
Familien havde ingen bil, så min far tilbød at hente dem ved deres hjem i en nærliggende by og give dem et lift til og fra kirke. Jeg husker de dage, hvor far kaldte på min bror og mig, så vi sammen kunne køre hen og hente dem. Dengang gjorde jeg det modstræbende, men trods mine beklagelser fortsatte far med at give dem et lift, indtil de deltog aktivt i Kirken og fik deres egen bil. Robin og Shannon blev snart døbt og bekræftet, og deres mor begyndte at deltage i Hjælpeforeningen. På det tidspunkt var jeg ikke klar over den positive genklang, den tjenestegerning ville give.
Få måneder før jeg begyndte i ottende klasse, døde min far. Hvad der gjorde min sorg værre var, at jeg var usikker på mit udseende og ingen venner havde. Jeg begyndte at bukke under for følelser af fortvivlelse, og jeg tilbragte mine frokostpauser med at gå til vores hjem og tilbage igen, fordi jeg ikke kunne holde ud at sidde alene.
Samme år flyttede den familie, som vi havde vist velvilje, til vores skoledistrikt, og Shannon begyndte på min skole. Vi blev venner med det samme. Jeg følte mig accepteret, og jeg var ikke længere så ked af det. Min tillid og mit selvværd blev forstærket af at vide, at der var en, der gerne ville være min ven. Jeg behøvede ikke længere at tilbringe min frokostpause alene.
Vores venskab blev stærkere i gymnasiet. Da vore ældre brødre læste videre og tog på mission, blev Shannon og jeg som brødre. Vi fik vore belønninger for Eagle Scout ved den samme ceremoni, gik på det samme universitet, tog på mission i løbet af den samme sommer og blev senere værelseskammerater. Vi blev begge viet i templet i Salt Lake City til vidunderlige kvinder, og vores første barn hver især blev født med tre måneders mellemrum.
En aften kort før Shannons bryllup begyndte vi at tale om vores barndom. Jeg fortalte ham, hvordan han havde hjulpet mig med at overvinde min usikkerhed og at komme mig over min fars død. Det var hans venskab, tilføjede jeg, der havde hjulpet mig med at få mit liv i den rigtige retning. Så fortalte Shannon mig, at hvis min far ikke havde givet hans familie et lift til kirke, ville han ikke være kommet i Kirken, have tjent på en mission eller været beseglet i templet.
Ånden rørte mig kraftigt under den samtale, da jeg blev klar over de velsignelser, vi havde opnået i vores liv, på grund af noget så enkelt som et lift til kirken. Da jeg tænkte over Shannons venskab, gik det op for mig, at min far ikke kun hjalp med at redde Shannons familie, men han havde også beredt vejen for en ven, der hjalp med at redde hans egen søn.