Nye venner
At vokse i tro – Yondonjamts fra Ulan Bator i Mongoliet
Missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kunne ikke undervise indbyggerne i Mongoliet i evangeliet før 1993. Under det kommunistiske styre fra 1920’erne indtil 1990 blev alle frarådet at have noget at gøre med religion. I dag er den 10-årige Yondonjamts, hans far Bayartsengel, hans mor Gantsetseg, hans bror Monkhsaihan på 14 og hans søster Bolor-Erdene på 16 taknemlige over, at de kunne blive medlemmer af Kirken.
Trofaste bønner, dåb og præstedømmet
Før Yondonjamts blev døbt og bekræftet, bad han hele tiden om, at hans far også ville tilslutte sig Kirken. Han var meget taknemlig, da hans far besluttede sig for at blive døbt. Yondonjamts vidste efter sin dåb og bekræftelse, at det var vigtigt for ham at forberede sig til at blive diakon i Det Aronske Præstedømme. Det var også vigtigt for hans far at modtage præstedømmet. Så han bad ofte om, at hans far ville modtage præstedømmet, og det gjorde han. Alle i familien er enige om, at Yondonjamts er en trofast ung mand, som forstår betydningen af bøn.
En evig familie
Lidt over et år efter, at hans far blev døbt og bekræftet, rejste familien til templet i Hong Kong i Kina. Yondonjamts var glad for, at hans familie blev beseglet i templet, så de kan blive en evig familie. Mens de var i templet, bad han om, at en kvindes navn blev skrevet på bønnelisten, så de tempelbesøgende kunne bede for hende. Han var bekymret over hendes dårlige ben, og han var taknemlig, da hun fik det bedre.
Hans favoritbeskæftigelser
-
Spille basketball.
-
Tegne.
-
Lave fingerdukker.
-
Gå i kirke.
-
Spise rissuppe og vindruer.
-
Besøge den østlige del af byen.
Skolen
Yondonjamts går i fjerde klasse og kan lide matematik og origami (kunsten at folde papir, så det ligner noget). Han læser engelsk og mongolsk i skolen. Hans yndlingsbog er Den lykkelige prins af Oscar Wilde. Hans mor siger, at han er en god elev, som er meget lydig. Skolen ligger kun fem minutters gang fra hans hjem.
Familieaften
Til familieaften læser familien i skrifterne, spiller små skuespil, synger sange, har quizzer om Kirkens historie og spiser lækkerier. Yondonjamts holder af at læse i Mormons Bog om Alma, der beder for sin søn, så han kan lære sandheden at kende og omvende sig. Yondonjamts elsker, at Alma den Yngre omvendte sig og forandrede sit liv (se Mosi 27:8-31).
Forberedelse til en mission
Yondonjamts ønsker en dag at tage på mission. Han forbereder sig til at blive missionær ved at bede, læse i skrifterne, komme til sine møder i Kirken og forsøge at være trofast og retskaffen. Han går også til klavertimer. Vejret i Mongoliet er meget koldt om vinteren, så en mission i Hawaii vil tiltale ham.
Hvor i alverden ligger Ulan Bator i Mongoliet?
Mongoliet er et meget bjergrigt land, der ligger mellem Kina og Rusland. Ulan Bator er hovedstaden.
Primary
Det tager familien omkring 20 minutter med bus for at komme til Bayanzurkh Gren. I Primary elsker Yondonjamts at synge og at lytte til musik. Han holder også af fællestiden.