Til erindring: Et supplement til Liahona

Præsident James E. Faust

Elsket hyrde

31. juli 1920 – 10. august 2007

James E. Faust glemte aldrig sit skræmte lams brægen. Som dreng havde han en aften glemt at lukke sit lille lam ind i laden, da der kom en storm.

»Jeg vidste, at jeg burde hjælpe mit kæledyr, men jeg ønskede at ligge tryg, varm og tør i min seng. Jeg stod ikke op, som jeg burde have gjort,« fortalte han til præstedømmemødet ved en generalkonference. »Den næste morgen kom jeg ud og fandt mit lam dødt. En hund havde også hørt dets brægen og havde slået det ihjel.«

»Mit hjerte var knust,« sagde han. Han indså, at han ikke havde været en god hyrde. Hans fars kærlige irettesættelse skar ham yderligere i hjertet: »Kunne jeg ikke stole på, at du kunne passe blot et lam?«¹

Den dag besluttede James, at han ville gøre sit bedste for aldrig at negligere sit ansvar, hvis han igen fik mulighed for at være hyrde. Som fuldtidsmissionær i Brasilien, hengiven ægtemand og far, succesrig advokat, politisk leder, medlem af De Tolv Apostles Kvorum og andenrådgiver i Det Første Præsidentskab huskede han sin beslutning. Indtil slutningen af sin tjenestegerning, som endte den 10. august 2007, hvor han døde af aldersrelaterede årsager, forblev præsident Faust tro mod Herrens bud: »Vogt mine lam!« (Joh 21:15).

Familie og tro

James Esdras Faust blev født i Delta, Utah den 31. juli 1920, som en af George A. og Amy Finlinson Fausts fem sønner. Senere flyttede familien til Salt Lake City, hvor George arbejdede som advokat og dommer. Derhjemme og på bedsteforældrenes farm i det centrale Utah, nød den unge James godt af kærligheden og støtten hos familien, som satte Kristus i centrum og iagttog dyder som ærlighed, hårdt arbejde og tjeneste.

»Ingen har haft en bedre far end jeg,«² sagde han. Om sin mor sagde han: »Hun var en dybt åndelig, hellig kvinde, som var et komplet eksempel på Kristuslignende livsførelse.«³

Som voksen stræbte præsident Faust efter at ære og efterligne sine forældre, som altid prioriterede familien og Kirken. »Der findes intet større ansvar end at være ægtemand og far,«⁴ sagde han. Om Kirken og dens mission erklærede han: »At intet andet kan måle sig med dette værk.«⁵

Efter high school udmærkede han sig i amerikansk fodbold og atletik, han blev kaldet til at tjene i den brasilianske mission fra 1939 til 1942. Mens han var i Brasilien blomstrede hans kærlighed til Guds børn og deres velfærd. »Jeg er født med delvis farveblindhed,« sagde han. »Jeg har lært at elske alle mennesker i de lande, hvor jeg har været missionær, soldat eller generalautoritet uden hensyn til deres hudfarve. Jeg håber, at blive discipel … særligt for den ydmyge, undertrykte, fattige, sørgende, trængende og fattige i ånden. Jeg erindrer mig, at hvis vi glemmer dem, kan vi på ingen måde være [Herrens] discipel.«⁶

Seks uger efter han var vendt hjem fra sin mission, kom præsident Faust i luftvåbnet i den amerikanske hær. Da han havde orlov i 1943, giftede han sig med Ruth Wrigth, som han havde kendt siden high school, i templet i Salt Lake City. Mens han var væk under Anden Verdenskrig skrev han til hende hver dag.⁷ Om deres forhold sagde ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum: »Deres [forhold] er et absolut forbillede på et smukt ægteskab.«⁸

Hans dybe hengivenhed for Ruth og deres fem børn, 25 børnebørn og 27 oldebørn og hendes aldrig svigtende støtte var tydelig for alle, som kendte dem.

»Jeg ønsker af hele mit hjerte, at mine børn ved, at jeg ikke kan lykkes i denne kaldelse, medmindre jeg lykkes som deres far, og de vil altid være altoverskyggende i mit liv,«⁹ sagde han efter at være kaldet som assistent for De Tolv Apostles Kvorum i 1972. Efter han var blevet opretholdt til medlem af De Tolv Apostles Kvorum seks år senere, var hans første tanke at finde Ruth,¹⁰ der, sagde han, var lige så stor en del af ham som hans hjerte og sjæl.¹¹

Et moralsk kompas

Kort tid efter at han havde ansøgt om optagelse på officersskolen i 1942, blev præsident Faust indkaldt til samtale. Næsten alle spørgsmålene, han blev stillet, gik på hans standarder og tro. Røg han? Drak han? Bad han? Trods frygt for at virke stødende, svarede præsident Faust på spørgsmålene uden at komme med udflugter. Så blev han spurgt om moralen bør være friere i krigstid.

»Jeg vidste, at der var chance for måske at score nogle points og virke frisindet,« sagde han. »Jeg formodede, at de mænd, som stillede mig disse spørgsmål, ikke efterlevede de standarder, jeg var blevet opdraget med. Tanken fløj igennem mit hoved, at jeg måske kunne sige, at jeg havde min egen tro, men at jeg ikke ønskede at påtvinge andre den. Men ansigterne fra de mange mennesker, jeg som missionær havde undervist i kyskhedsloven, for gennem mit sind. Til sidst sagde jeg blot: ›Jeg tror ikke, at der er en dobbeltstandard for moral.‹«¹²

Til sin overraskelse bestod han høringen og blev optaget på officersskolen.

»I hele mit lange liv har jeg forsøgt ikke at skjule, hvem jeg er, og hvad jeg tror på,« sagde han ved den sidste generalkonference, han deltog i. »Jeg erindrer ikke en eneste episode, hvor det skadede min karriere, eller hvor jeg mistede gode venner, ved ydmygt at stå ved, at jeg er medlem af denne kirke.«¹³

Ærlighed, som præsident Faust kaldte »et moralsk kompas,« tjente ham i de godt 24 år, han praktiserede som advokat. Hans integritet – sammenholdt med et ry for at være retfærdig, at træffe kloge beslutninger og at udvise medfølelse og omsorg for andre – udmærkede ham blandt sine kolleger og førte til muligheder for at tjene professionelt, civilt og offentligt. Han var medlem af Utahs lovgivende forsamling fra 1949 til 1951, var præsident for advokatsamfundet fra 1962 til 1963, medlem af præsident John F. Kennedys juridiske komité for borgerrettigheder og raceruroligheder og medlem af Utahs forfatningskommission.

Præsident Fausts specielle sammensætning af empati og kompetence hjalp ham med at tjene effektivt som biskop, medlem af højrådet, stavspræsident, regionalrepræsentant, assistent til De Tolv, halvfjerdser og apostel. »I hver af disse kaldelser,« observerede ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum, »har han vist, at en god leder altid er god til at lytte.«¹⁴

Byggede broer

Fordringsløst og beskedent har præsident Faust bidraget stort til Kirken gennem årtiers tjeneste. Som medlem af Kirkens Informationskomité bragte han sin juridiske ekspertise i spil i adskillige politiske sager af moralsk betydning, deriblandt spil på hestevæddeløb i Utah. Han talte også for at ændre Kirkens logo for at fremhæve Jesus Kristus. Derudover bidrog han til Kirkens beslutning om at benytte en stor verdensomspændende reklamevirksomhed, som har hjulpet med at sprede Kirkens budskab, rette misforståelser og forbedre forholdet til medierne.

Han arbejdede også på at bygge bro til medlemmer og ledere af andre trosretninger. I alle disse bestræbelser var han sen til at blive fornærmet, men hurtig til at vise tålmodighed, venlighed og forståelse.

Ved en begivenhed, som han og søster Faust deltog i, kritiserede en leder af en anden trosretning Kirken. Søster Faust husker: »Jeg blev mere og mere ophidset efterhånden, som han fortsatte, men Jim lyttede bare tålmodigt. Bagefter gik han frem til manden og sagde: ›Nå, pastor, hvis De føler det på den måde, er der noget, vi gør forkert. Jeg vil gerne spise frokost med Dem en dag, så De kan fortælle mig, hvad der lægger Dem på sinde.‹ Det gjorde de, og siden har de været gode venner.«¹⁵

I 1980’erne arbejdede præsident Faust tæt sammen præsident Howard W. Hunter (1907-1995), dengang som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, og ældste Jeffrey R. Holland, som var rektor for Brigham Young University, for at få gjort deres vision om BYU’s Jerusalem-center for mellemøstlige studier til virkelighed. Præsident Faust og præsident Hunter havde intense forhandlinger og mødte langvarig modstand, da de skulle leje land og føre tilsyn med opførelsen af centeret.

Et øjenvidne til processen sagde: »Ældste Faust var i sandhed en fredens mand, som altid søgte at berolige vores til tider opildnede jødiske venner, som prøvede at gøre en ende på vores tilstedeværelse i Jerusalem, eller dæmpe de oprørte vande blandt de sidste dages hellige i Jerusalem, som til tider lod sig gå på af modstanden.«¹⁶

At række ud

Uanset om han tjente som områdeadministrator for Sydamerika i Brasilien fra 1975 til 1977, præsident for den internationale mission i 1977, som medlem af De Halvfjerds’ Præsidium, apostel fra 1978 eller andenrådgiver for præsident Gordon B. Hinckley siden 1995, så har ældste Faust altid stræbt efter at række ud i en ånd af venlighed og broderskab.

Hans taler ved konferencer afspejlede ofte Frelserens to store bud om at elske og tjene Gud og elske og tjene hans børn. Med varme, vid og visdom bidrog præsident Faust med en bedstefaderlig værdighed på talerstolen og velsignede alle dem, som hørte ham vidne og fulgte hans råd.

»Den største sag i verden [er] vor himmelske Faders børns frelse,«¹⁷ sagde han. »Den største tilfredshed i livet får man ved at tjene andre.«¹⁸

I budskabet fra Det Første Præsidentskab i august 2007, sagde præsident Faust, at han ønskede »at tilbyde muligheder for udvikling og lykke for alle medlemmer, hvad enten de er gifte eller enlige.« Idet han mindedes lignelsen om den gode hyrde, tilføjede han, »vi må gøre en indsats på flere områder, hvis vi vil hjælpe dem, der har behov for hjælp.«¹⁹

I sin sidste generalkonferencetale vidnede han om tilgivelsens helende kraft. »Forsoningen giver alle os, der tilgiver ›dem, der overtræder mod os,‹ (JSO, Matt 6:13) det gælder selv dem, som har begået alvorlige forbrydelser, et mål af fred og trøst,« sagde han. »Lad os huske på, at vi skal tilgive for selv at blive tilgivet. … Jeg tror af hele mit hjerte og sind på den helbredende kraft, der kan komme til os, når vi følger Frelserens råd og ›tilgiver alle mennesker‹ (Lære og Pagter 64:10).«²⁰

Vidnesbyrd

I sin tjenestetid har præsident Faust ofte båret vidnesbyrd om Mormons Bog, genoprettelsen, profeten Joseph Smith og de nøgler og den autoritet, som Kirkens præsidenter har. »Det er præsident Hinckleys stemme, vi skal lytte til i dag; det er hans råd, som vi skal følge,« sagde han, »så de bedste ting kan ske for os.«²¹

Præsident Faust bar også vidnesbyrd om Frelseren og skrev ordene til sangen »Det er Guds Søn« og vidnede: »De af os, der bærer det hellige apostelembede, ønsker altid at opfylde vores ansvar for at vidne om Frelserens guddommelighed. Jeg føler trang til at gøre det. Jeg har haft et vidnesbyrd hele mit liv. Imidlertid er der for nylig i min sjæl kommet et overvældende vidnesbyrd om guddommeligheden af dette hellige værk. Dette faste vidnesbyrd er mere sikkert end nogensinde tidligere i mit liv.«²²

Præsident Faust glemte aldrig det skræmte lam fra sin barndom. Og han glemte aldrig sin beslutning om at være en hyrde for hjorden. Ved at bestræbe sig på at efterligne den gode Hyrde, om hvem han havde fået et »urokkeligt«²³ vidnesbyrd, levede han et liv, som blev hans bedste prædiken – budskabet om en elsket hyrde.

MILEPÆLE I PRÆSIDENT JAMES E. FAUSTS LIV

31. juli 1920

Født i Delta i Utah som søn af George A. og Amy Finlinson Faust

1937-1939

Studerede på University of Utah i Salt Lake City

1939-1942

På mission i Brasilien

21. apr. 1943

Gift med Ruth Wright i templet i Salt Lake City

1942-1945

Tjente under anden verdenskrig i den amerikanske hærs luftvåben, hæderligt hjemsendt som premierløjtnant.

1948

Blev cand.jur. på University of Utah; begyndte at praktisere som advokat i Salt Lake City

8. maj 1949

Opretholdt som biskop i Big Cottenwood Menighed

1949-1951

I Repræsentanternes Hus i delstaten Utah

18. mar. 1956

Opretholdt som stavspræsident i Cottonwood Stav

31. maj 1962

Valgt til formand for Utahs advokatsamfund

1962

Udpeget af USA’s præsident John F. Kennedy til den juridiske komité for borgerrettigheder og raceuro

14. dec. 1968

Kaldet som regionalrepræsentant

Jan. 1970

Udpeget til bestyrelsen for Deseret News

6. okt. 1972

Opretholdt som assistent til De Tolv Apostles Kvorum

1. okt. 1976

Opretholdt til De Halvfjerds’ Præsidium

Juni 1977

Kaldet til at præsidere over den internationale mission

30. sep. 1978

Opretholdt til De Tolv Apostles Kvorum

12. mar. 1995

Indsat som andenrådgiver i Det Første Præsidentskab.

27. apr. 1998

Modtog en brasiliansk hædersbevisning – en ære kun givet til få verdensledere

2000

Indviede syv templer: Oaxaca i Mexico, Tuxtla Gutiérrez i Mexico, Medford i Oregon, Memphis i Tennessee, Nashville i Tennessee, San José i Costa Rica og Oklahoma City i Oklahoma

10. aug. 2007

Døde i Salt Lake City i Utah som 87-årig

MINDEORD FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB

»Hans visdom var stor og dyb. Den stammede fra lang tids erfaring på mange områder. Han medbragte en advokats tankegang og en kirkeleders medfølelse … Hans tro på sandheden i det gengivne evangelium svigtede aldrig. Der var ingen tvivl i hans sind om Joseph Smiths profetiske kaldelse. Han var aldrig i tvivl om Mormons Bogs ægthed …

Hans bortgang var præget af fred, kærlighed og lys. Ære være hans minde. Vi er alle blevet beriget af vores bekendtskab med ham.«

Præsident Gordon B. Hinckley

»Han var en erfaren, vis og kærlig mand. Han var en mand kendetegnet ved tro og bøn, men først og fremmest en Guds mand. Han havde ingen svage punkter, der var ingen svig i hans sjæl, og der var ingen brist i hans karakter.

Præsident Faust elskede Herren af hele sit hjerte og hele sin sjæl og tjente ham med al sin kraft helt til slutningen af sit jordiske liv … Han underviste i sandheden. Ære og kærlighed kendetegner det minde, han efterlod sig. Må Gud velsigne hans minde.«

Præsident Thomas S. Monson, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab