2007
Wheelwright udnævnt til rektor for BYU–Hawaii
Oktober 2007


Wheelwright udnævnt til rektor for BYU–Hawaii

Præsident Gordon B. Hinckley bekendtgjorde udnævnelsen af Steven C. Wheelwright, anerkendt professor og administrator på Harvard Business School, som rektor for Brigham Young University– Hawaii den 5. juni 2007.

»Jeg ved, at rektor Wheelwright vil løfte BYU–Hawaii til nye højder,« sagde præsident Hinckley fra konferencecentret i Salt Lake City i Utah. »Ved brug af sin ekspertise og sit store netværk er jeg overbevist om, at han vil øge BYU–Hawaiis indflydelse og være en velsignelse for alle dem, som kommer til denne hæderkronede skole.«

Rektor Wheelwright, som fulgte bekendtgørelsen via satellit hilste på de studerende fra BYU–Hawaii med et entusiastisk »Aloha« og sagde, at det var ham en ære at modtage denne udnævnelse.

»Jeg tror på BYU–Hawaii og dets mission, fordi det forener åndelig og verdslig uddannelse og fokuserer på udvikling af karakter og forståelse hos disse vidunderlige unge mennesker,« sagde rektor Wheelwright.

Præsident Hinckley sagde, at siden BYU–Hawaii åbnede i 1955, er det blevet det mest kulturelt sammensatte universitet i landet med 2.400 studerende fra mere end 70 forskellige lande.

Rektor Wheelwright har stor erfaring med at arbejde med studerende fra mange forskellige kulturer, deriblandt Asien. Som tidligere dekan for MBA-programmet på Harvard Business School, har han arbejdet sammen med elever fra hele verden og hjulpet mange videre i erhvervslivet. Ældste Henry B. Eyring fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at dette netværk kan gavne de studerende på BYU–Hawaii, når de vender hjem efter deres uddannelse.

Efter rektor Wheelwright havde fået en MBA og Ph.D. fra Stanford, underviste han på INSEAD, en meget prestigefuld skole i Fontainebleau i Frankrig. Resten af sin akademiske karriere er tilbragt på Harvard og Stanford.

Det var på Harvard, at han for 30 år siden mødte den tidligere dekan for Harvard Business School og nuværende rektor for BYU–Idaho, Kim Clark. Rektor Clark sagde, at rektor Wheelwright er en optimistisk sjæl og en mand, som elsker Herren og er trofast og urokkelig i sine forpligtelser overfor Gud.

»Han kender himlen og vil indgyde stor tillid på grund af sin tro,« sagde rektor Clark.

Inden rektor Wheelwright i efteråret 2006 gik på pension fra Harvard, var han professor i virksomhedsledelse, prodekan og leder af Harvard Business Schools forlagsaktiviteter. Han havde tidligere været professor i ledelsesteori ved institut for virksomhedsledelse ved Stanford University.

Som ung tjente rektor Wheelwright som missionær i Skotland. Han har også været missionspræsident i London fra 2000 til 2003. Han har tjent som rådgiver i et stavspræsidentskab, højrådsmedlem og biskop. Efter han forlod Harvard, har han og hustruen tjent som tjenestemissionærer ved BYU–Idaho.

Rektor Wheeelwright voksede op i Salt Lake City og havde en kvægfarm i Star Valley i Wyoming. Han og hustruen har fem børn og 15 børnebørn.

Rektor Wheelwright efterfølger Eric B. Shumway, som trækker sig tilbage fra BYU–Hawaii efter at have tjent i adskillige funktioner siden 1966 og som rektor siden 1994.