Onkel Gilbertos hukommelse
Da jeg begyndte at lære om ordinancer for de døde, blev jeg inspireret af den store kærlighed, som min mand viste over for sin bedstemor, ved at sørge for, at hendes tempelordinancer blev udført. Det motiverede mig til at lære mere om mine egne forfædre. I de år der er gået siden dengang, har mange brødre og søstre, deriblandt dem i det slægtshistoriske center nær mit hjem i Guadalajara i Mexico, hjulpet mig med at lære at udføre arbejdet for mine forfædre.
I 1991 modtog jeg min patriarkalske velsignelse og fik at vide, at jeg skulle interessere mig for mine afdøde slægtninge og vie mit liv til dem. Jeg satte mig mål om at gøre det, hvilket førte til daglige samtaler med mine forældre, der ikke var medlemmer af Kirken. Jeg stillede ofte spørgsmål om min familie, men min mor kunne kun fortælle mig om mine bedsteforældre.
En dag fortalte min mor mig, at onkel Gilberto, min farbror, havde fået et hjerteanfald. »Jeg ved, han ville blive meget glad for at tale med dig,« sagde min mor. »Han har en glimrende hukommelse, og han kan give dig en masse informationer om familien.«
Da jeg ringede til ham på plejehjemmet, hvor han boede, var det hans hustru, der tog telefonen, og hun sagde, at min onkel ikke havde det så godt og ikke kunne tale. Jeg ønskede hende held og lykke og sagde, at jeg ville bede for dem og deres familie.
Dagen efter ringede jeg igen til plejehjemmet. Til min overraskelse var det min onkel, der tog telefonen.
»Onkel Gilberto!« sagde jeg. »Jeg ringede for at sige, at jeg har bedt indtrængende for, at du må blive rask, og at jeg elsker dig.«
»Mange tak, Bibi,« svarede han. »Jeg vågnede her til morgen og havde det meget bedre. Fortæl mig, hvad det er, du gerne vil.«
Jeg fortalte ham om, hvor ivrig jeg var efter at få navnene på familiemedlemmer, der stammede fra Arabien og Libanon. Min mor havde ret angående min onkels hukommelse. Han kendte navne, datoer og steder på fire generationer på min fars side af familien.
Da jeg lagde røret på, havde jeg på fornemmelsen, at det var den sidste samtale, vi havde sammen i dette liv. Det fik jeg ret i. Men Herren havde velsignet os begge, hvorved jeg kunne få de oplysninger, jeg havde brug for, så jeg kunne forene vores familie – både nu og i evighederne.