At se en forbindelse

Yang Su-yuan Chen har været blind siden 1981, da der tilstødte komplikationer efter en operation for grå stær. Men at miste synet hjalp hende med at finde evangeliet og hjalp hende i sidste instans med at forstå betydningen af tempeltjeneste og slægtsforskning.

Da søster Chen var blevet blind for nylig, var hun ikke klar over, at de to unge kvinder, der stod uden for hendes dør og bad om et glas vand, var missionærer. Da hun bad dem komme indenfor, udgjorde det hele forskellen i hendes tilværelse.

»De fleste mennesker mente, jeg ikke kunne bruges til noget, fordi jeg var blind,« siger søster Chen. »Men det var ikke det, som Gud ønskede at sige til mig. Han sendte missionærer til mig, efter jeg mistede synet for at lære mig, at vi alle er Guds børn, og at han løskøbte os for en høj pris. Jeg lærte mit værd takket være den pris, Jesus betalte. Jeg er af uvurderlig værdi.«

Siden da har søster Chen dels virket i mange kaldelser i Chung Li første Menighed i Tao Yuan Taiwan Stav samt tjent i templet siden 1992.

Men at miste synet blev ikke den eneste prøvelse, som søster Chen måtte stå over for. I 1987 var hun tæt på at dø, da hun udviklede en stor cyste, der krævede, at hun fik fjernet et ribben. Hun overlevede, men medicinregningerne slugte hele hendes livsopsparing. Hun tænkte på, hvorfor mon Gud ikke bare havde taget hende.

Hun sagde hans svar var: »Du har stadig mange ting at udrette.«

Ikke længe efter følte hun slægtshistorien kalde.

»Jeg spekulerede på, hvordan jeg kunne udføre slægtsforskning, når jeg ikke kunne se?« siger hun. »Men følelsen forsvandt ikke.«

Med hjælp fra en god ven har hun fundet 22 generationer i lige linje og har selv udført alle ordinancerne for kvinderne. Hun er nu ved at søge i beslægtede linjer. Efterhånden er hun kommet til at værdsætte den uadskillige forbindelse mellem tempeltjeneste og slægtsforskning.

»Der er mange ordinancer, vi modtager i templet, og de er alle vigtige,« siger søster Chen. »Men vi skal udføre vores slægtshistorie. Vi kan ikke give disse ordinancer til vore forfædre uden at udføre vores slægtsforskning.«

»Slægtshistorie og tempeltjeneste er et og samme værk,« sagde ældste Dennis B. Neuenschwander fra de Halvfjerds. »Det slægtshistoriske arbejde bør være hovedkilden til navne til templets ordinancer, og tempelordinancer er hovedårsagen til slægtshistorie.«¹

Søster Chen kæmper nu mod endnu en sygdom og mod følgerne af et mindre hjerteanfald. Tyve år efter, at hun første gang spurgte Gud, hvorfor han havde forladt hende, tog hun sig selv i at stille det samme spørgsmål – og modtog det samme svar. »Har jeg ikke allerede sagt det til dig?« følte hun, han sagde. »Du har stadig tempeltjeneste, der skal udføres.«

Så søster Chen fortsætter med at bruge en uge om måneden i templet.

»Det er noget, vi er nødt til at gøre for vore forfædre, eftersom de ikke selv kan gøre det,« siger hun. »I min situation har jeg ikke min tid bundet op, som andre har med arbejde og den slags. Jeg er nødt til at arbejde hårdt nu, så længe jeg kan.«