Budskab fra Det Første Præsidentskab
Broder, jeg er forpligtet
To små brødre stod oppe på en lille skrænt med udsigt over det spejlblanke vand i en blå sø. Det var et populært udspringssted, og brødrene havde ofte talt om at springe ud derfra – sådan som de havde set andre gøre det.
Selv om de begge havde lyst til at tage springet, ville ingen af dem springe først. Skrænten var ikke særlig høj, men for de to små brødre syntes afstanden at øges, hver gang de lænede sig frem – og deres mod svandt hurtigt.
Til sidst satte den ene bror foden ud på kanten af skrænten og bevægede sig fremad. Lige i det øjeblik hviskede hans bror: »Vi kunne også vente til næste sommer.«
Men den første bror var allerede drevet frem af sin hurtige bevægelse. »Bror,« svarede han, »jeg er forpligtet!«
Han plaskede ned i vandet og dukkede hurtigt op igen med et triumferende råb. Den anden bror fulgte straks efter. Bagefter lo de begge ad den første drengs sidste ord, inden han kastede sig ud i vandet: »Bror, jeg er forpligtet.«
Forpligtelse minder lidt om at kaste sig ud i vandet. Enten har man forpligtet sig, eller også har man ikke. Enten bevæger man sig fremad, eller også står man stille. Der er ikke nogen middelvej. Vi støder alle på beslutninger, som påvirker resten af vores liv. Som medlemmer af Kirken må vi spørge os selv: »Springer jeg i, eller bliver jeg bare stående på kanten? Træder jeg ud i det, eller tjekker jeg bare vandtemperaturen med tæerne?«
Nogle synder begås, fordi vi handler forkert; andre synder begås, fordi vi slet ikke handler. Hvis man kun er en smule forpligtet, kan det føre til frustrationer, tristhed og skyldfølelse. Det bør ikke gælde os, for vi er et pagtsfolk. Vi indgår pagter med Herren, når vi bliver døbt, og når vi træder ind i Herrens hus. Mænd indgår pagter med Herren, når de ordineres til præstedømmet. Intet kan være vigtigere end at efterleve de pagter, som vi indgår med Herren. Lad os huske på Rakels og Leas svar til Jakob i Det Gamle Testamente. Det var enkelt og ligetil og udtrykte deres forpligtelse: »Gør blot alt, hvad Gud har sagt til dig« (1 Mos 31:16).
De, der kun er en smule forpligtet, kan kun forvente at få en smule vidnesbyrd, glæde og fred. Himlens vinduer er kun en smule åbne for dem. Ville det ikke være tåbeligt at tænke: »Jeg forpligter mig 50 % nu, men når Kristus viser sig ved sit andet komme, så forpligter jeg med 100 %«?
Forpligtelsen over for vores pagt med Herren er frugten af vores omvendelse. Forpligtelse over for Frelseren og hans kirke opbygger vores karakter og styrker vores ånd, så Kristus, når vi møder ham, vil omfavne os og sige: »Godt, du gode og tro tjener« (Matt 25:21).
Der er forskel på hensigt og handling. De, der kun har til hensigt at forpligte sig, kan hele tiden finde undskyldninger. De, der virkelig forpligter sig, ser på deres udfordringer og siger til sig selv: »Ja, det ville være en god grund til at udskyde det hele, men jeg har indgået en pagt, så jeg gør det, jeg har forpligtet mig til.« De ransager skrifterne og stræber oprigtigt efter deres himmelske Faders vejledning. De tager imod og opfylder kaldelser i Kirken. De overværer deres møder. De udfører deres hjemme- eller besøgsundervisning.
Et tysk ordsprog siger: »Løfter er som fuldmånen. Hvis de ikke straks indfries, svinder de dag for dag.« Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har vi forpligtet os til at vandre ad disciplens vej. Vi har forpligtet os til at følge vor Frelsers eksempel. Forestil jer, hvordan verden bliver velsignet og forandret, når alle medlemmer af Herrens kirke lever op til deres potentiale – når de er omvendt helt ind i sjælen og har forpligtet sig til at opbygge Guds rige.
På en måde står vi alle på afgørelsens rand højt oppe og skuer ud over vandet. Det er min bøn, at vi må have tro, gå fremad, og modigt se vores frygt og tvivl i øjnene og sige til os selv: »Jeg er forpligtet!«
Fotoillustration: Bjorn Thorkelson
Illustration af Steve Kropp.