Vi taler om Kristus
Kærlighedens og livets gave
Forfatteren bor i Utah i USA.
Min mors gave viste os den sande mening med julen.
Fotoillustration: John Luke; foto: Maridav/iStock/Thinkstock
Min onkel Ed havde altid haft en smittende livsglæde. Desværre havde han også et par svækkede nyrer. Ed havde i adskillige år holdt et nyresvigt hen gennem dialyse. Behandlingerne var smertefulde og hyppige. Han nåede kun lige at komme sig over en behandling, før han skulle have den næste og i efteråret 1995 var han kun en skygge af sig selv.
Til sidst sagde lægen til Ed, at fik han ikke snart en ny nyre, så ville hans krop ikke kunne holde til det meget længere. Selvom Ed kunne nøjes med en nyre for at holde sig i live, kunne han ikke lide at bede nogen om at donere ham deres på grund af den risiko, der altid er forbundet med en operation. Men han havde ikke noget valg. Adskillige nære venner og familiemedlemmer blev testet for at se, om deres nyre kunne bruges. Der blev kun fundet et perfekt match. Det var Eds søster, Dottie – min mor.
Den 7. december forenede mange af Eds venner og familie sig i faste og bøn for ham og Dottie. Kirurgerne, som udførte operationen, var tvillingebrødre. Men mere interessant var det, at den ene af dem havde givet den anden en nyre. Det imponerede Ed og min mor at vide, at disse læger altid gjorde deres bedste ved hver operation, og så bøjede de ellers deres hoved og lagde sagen i Herrens hænder.
Da dagen for operationen oprandt, fjernede den ene læge en af min mors nyrer. Mens han syede hende sammen igen, sørgede hans bror omhyggeligt for, at den donerede nyre kom på plads i Eds mave.
Operationen forløb som den skulle, men tiden måtte vise, om Eds krop ville tage imod den nye nyre. Antistofferne i Eds immunsystem blev undertrykt for at forbedre hans chancer, og han blev holdt i isolation på intensivafdelingen for at beskytte ham mod vira. Selv da han blev udskrevet, skulle han holdes isoleret fra alle udover den allernærmeste familie. Men juleaften fik Ed dog en særlig tilladelse til at komme over til mine bedsteforældres julefest.
Ed kom ind ad døren iført sin maske og gik lige hen til Dottie og omfavnede hende i det største knus. Der var ikke et øje tørt i huset, da de to omfavnede hinanden. Alle kunne mærke den kærlighed, der strålede fra dem. En søster havde lidt for at give sin bror liv. Det var en kærlighedsgave, en offergave, en gave han ikke selv kunne sørge for.
Da jeg med tårerne strømmende ned ad mine kinder så på dem, dæmrede det for mig, at sådan kunne det være at møde Frelseren ansigt til ansigt. Han gjorde noget for os, som vi ikke er i stand til at gøre selv. Kun han var, takket være hans guddommelighed, i stand til at yde så stort et offer, at retfærdighedens lov blev opfyldt. Og kun han var, i al sin fuldkommenhed, værdig til at sone for alle menneskehedens synder, så barmhjertighedens lov kan gælde for alle, som vil acceptere ham som deres Frelser.
Mens jeg tænkte over det, lovede jeg mig selv, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at vise min påskønnelse for Frelseren og hans sonoffer. Jeg ville bestræbe mig på at leve som hans discipel, så jeg måske en dag kan blive værdig til at indtræde i hans nærhed, omfavne ham og takke ham personligt for at elske mig nok til at udvirke et sådant sonoffer.