Et vidne om Frelseren Jesus Kristus
Præsident Boyd K. Packer (1924–2015)
Præsident for De Tolv Apostles Kvorum
I sine 54 år som generalautoritet og 45 år som apostel og særligt vidne »om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23) bar præsident Packer ydmygt vidnesbyrd. Præsident Packer bad kort før sin død den 3. juli 2015 om, at følgende citater fra hans tjeneste blev bragt i Liahona. I julens ånd fremhæver de hans vidnesbyrd om og kærlighed til vor Frelser, Jesus Kristus.
Detalje fra Kristus og det unge barn af Carl Bloch
Jeg elsker Herren.
»Jeg elsker julen. Der er en særlig stemning ved julen. Den sænker sig over hele verden – ikke blot til medlemmer af Kirken, men verden over – et vidnesbyrd og et vidne om, at Jesus er Kristus … Som Herrens tjener, som en af De Tolv, ved jeg at Jesus er Kristus …
Jeg elsker Herren. Jeg elsker hans værk. Jeg elsker Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og jeg vidner om ham, vor mester og vor ven.«1
Jeg er et vidne om ham.
»Der er visse ting, der er for hellige at tale om …
Det er ikke, fordi de er hemmelige, men de er hellige, de skal ikke drøftes, de skal søges, beskyttes og behandles med den dybeste ærbødighed.
Jeg har fået en forståelse af, hvad profeten Alma mente:
›Det er givet mange at forstå Guds hemmeligheder; dog er de blevet underlagt en streng befaling om, at de ikke må fortælle om dem, undtagen i forhold til den del af hans ord, som han skænker menneskenes børn i forhold til den agtpågivenhed og flid, som de viser ham.
Og den, der forhærder sit hjerte, han modtager derfor en mindre del af ordet; og den, der ikke forhærder sit hjerte, til ham gives der en større del af ordet, indtil det er givet ham at kende Guds hemmeligheder, indtil han kender dem fuldstændigt‹ (Alma 12:9-10) …
Nu undrer jeg mig ligesom jer over, hvorfor sådan en som mig skulle ordineres til det hellige apostelkald. Der er så mange kompetencer, som jeg mangler. Mine bestræbelser lader meget tilbage at ønske. Når jeg har tænkt over det, er jeg nået frem til, at der kun er en enkelt ting, der kan være årsag til det, og det er, at jeg har det vidnesbyrd.
Jeg kundgør over for jer, at jeg ved, at Jesus er Kristus. Jeg ved, at han lever. Han blev født i tidens midte. Han forkyndte sit evangelium, han blev prøvet og korsfæstet. Han opstod på tredjedagen. Han var førstegrøden af opstandelsen. Han har et legeme af kød og knogler. Om dette vidner jeg. Jeg er et vidne om ham.«2
Han rådede bod
DETALJE FRA SKE IKKE MIN VILJE, MEN DIN, AF HARRY ANDERSON
»Både før og efter korsfæstelsen har mange mennesker været villige til at give deres liv i uselvisk heltemod. Men ingen af dem måtte udholde det, som Kristus måtte. Han bar byrden af alle menneskehedens synder, al menneskelig skyld. Hele forsoningen stod eller faldt med det. Ved hans frivillige sonoffer kunne nåde og retfærdighed afstemmes, den evige lov opretholdes og den mægling, uden hvilken de dødelige ikke kunne forløses, blev opnået.
Han indvilligede i at sone ved på hele menneskehedens vegne at bære den fulde byrde af al ugudelighed og lastefuldhed, for brutalitet, umoral, perversitet og fordærv, for afhængighed, for mord, tortur og terror – for alt, der nogensinde har været, og alt, der kunne opføres på denne jord. Ved at vælge det stod han over for den ondes frygtelige magt, som ikke har legemlige begrænsninger og ikke kan føle menneskelig smerte. Det var det, der skete i Getsemane!
Vi ved ikke, hvordan forsoningen blev udvirket. Ingen dødelig så til, da det onde måtte gemme sig i skam for Lysets rene væsen. Alverdens ugudelighed kunne ikke slukke Lyset. Da forsoningen var udvirket, var løsesummen betalt. Både død og helvede opgav sit krav på alle, som ville omvende sig. Endelig var mennesket frit. Nu kunne enhver sjæl, som nogensinde har eller skal leve, vælge at røre Lyset og blive forløst.
Ved dette evige sonoffer kan ›hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning … blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer‹ (TA 1:3).«3
Mesteren
»I mine bestræbelser på at forkynde hans evangelium er jeg kommet til at kende ham, Jesus Kristus, Guds Søn, Faderens Enbårne i kødet. Jeg står ærbødigt for ham med dyb respekt for, hvad han forkyndte, og med dyb respekt for, hvordan han forkyndte. Det er ikke upassende for nogen af os at prøve at undervise, som han underviste. Det er ikke upassende for nogen af os at prøve at blive ham lig. Han var ikke blot en lærer, han var Mesteren selv.«4
Den sandhed, der er mest værd at kende til
»Som dødelige forstår vi måske ikke helt – det kan vi faktisk ikke – hvordan Frelseren udvirkede sit sonoffer. Men lige nu er, hvordan han led ikke så vigtigt som, hvorfor han led. Hvorfor led han for jer og for mig, for hele menneskeheden? Han gjorde det af kærlighed til Gud Faderen og hele menneskeheden. ›Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner‹ (Joh 15:13).
I Getsemane gik Kristus afsides for at bede. Hvad end der skete, overgår det vores fatteevne! Men vi ved, at han fuldbragte forsoningen. Han var villig til at påtage sig hele verdens fejltagelser, synder, skyld, tvivl og frygt. Han led for os, så vi ikke skulle lide. Mange mennesker har lidt kval og en smertefuld, forfærdelig død. Men hans voldsomme smerte overgik alt …
Hans lidelse adskilte sig fra alle andres, både før og siden hen, fordi han påtog sig alle de straffedomme, der nogensinde er blevet [og kan blive] pålagt den menneskelige familie. Forestil jer det! Han havde ingen gæld, han skulle betale. Han havde ikke gjort noget forkert. Ikke desto mindre fik han det hele at føle – den samlede sum af al skyld, sorg, sørgmodighed, smerte og ydmygelse, al mental, følelsesmæssig og fysisk lidelse, mennesker har kendt til. Der har kun været én i hele menneskehedens historie, som har været fuldstændig syndfri og egnet til at svare for hele menneskehedens synder og overtrædelser, og som kunne overleve smerten ved at betale for dem.
Han tilbød sit liv og sagde kort og godt: ›For det er mig, der påtager mig verdens synder‹ (Mosi 26:23). Han blev korsfæstet. Han døde. De kunne ikke tage hans liv. Han indvilligede i at dø …
Hvis I er snublet eller har været væk i et stykke tid, hvis I føler jer fangne af modstanderen nu, kan I gå frem i tro og ikke længere vandre hid og did i verden. Der findes dem, der står klar til at lede jer tilbage til fred og sikkerhed. Selv Guds nåde kommer, som det er lovet i skrifterne, ›efter alt hvad vi kan gøre‹ (2 Ne 25:23). For mig er denne mulighed den sandhed, der er mest værd at kende til.
Jeg lover, at tilgivelsens strålende morgengry kan komme. Da gryr ›Guds fred, som overgår al forstand‹ (Fil 4:7) atter i jeres liv, og I og han ›husker ikke længere på [j]eres synd‹ (Jer 31:34). Hvordan vil I vide det? Det vil I (se Mosi 4:1-3).«5
Mit vidnesbyrd
»Efter at have levet alle disse år og undervist, tjent og rejst de millioner af kilometer, som jeg har, rundt om i verden, og efter alt jeg har oplevet, er der kun en stor sandhed, jeg gerne vil dele. Det er mit vidnesbyrd om Frelseren Jesus Kristus.
Joseph Smith og Sidney Rigdon skrev følgende efter en hellig oplevelse:
›Og se, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle, som vi giver om ham: At han lever!
For vi så ham‹ (L&P 76:22-23).
Jeg istemmer mig deres ord.«6
»Hvor har jeg dog været privilegeret med livet igennem at kunne bære mit særlige vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Jeg vidner i al ydmyghed, men med absolut vished om, at han er Faderens Enbårne. Dette er hans kirke. Han præsiderer over den og leder dette værk. Han er vor Forløser. Jeg ved, at han lever, og jeg kender ham. Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.«7