Sidste dages hellige røster

Tråde af tjeneste

Candice A. Grover er fra Idaho i USA

Illustration: Allen Garns

For nogle få år siden havde jeg så meget at tænke på, at jeg ikke kunne nyde julen. Min mand, Andy, havde fået en hoste, der ved efterfølgende undersøgelser viste sig at være en lungeskade, der krævede operation og rekonstruktion af hans spiserør og biopsier »bare for at være på den sikre side.« Han skulle opereres en uge før, vi skulle flytte til et nyt sted.

Nogle få uger inden jul besøgte jeg min nabo Janae. Hun spurgte mig, om jeg var klar til jul. Jeg mandede mig op til at svare, at jeg var så klar, som jeg kunne være. Jeg nævnte, at vi altid havde bagt småkager med min bedstemor lige op til jul, og jeg gerne ville lave forklæder til pigerne, men jeg kunne nok ikke nå det.

En uge senere satte jeg mig i en proppet lænestol ved siden af vores juletræ. Pigerne var lagt i seng, og Andy arbejdede på sit kontor, da det ringede på døren. Jeg åbnede døren, og der stod Janae på mit dørtrin med tre pakker i favnen, og sneen dalende bag sig.

»Kom ind,« sagde jeg forvisset om, at hun så min overraskelse.

»Tak, men jeg må skynde mig hjem,« sagde hun. »Disse er til dine piger.«

Janae rakte mig gaverne.

»Det er forklæder,« sagde hun. »Det er ikke de flotteste, men jeg kunne gøre dem færdige her til aften.«

I et øjebliks ydmyg forbløffelse fik jeg hvisket tak. Vi gav hinanden et kram, og jeg holdt øje med, at hun nåede hjem.

Da jeg satte mig i min stol igen, løsnede jeg forsigtigt det hvide satinbånd på en af pakkerne. Da jeg åbnede den, så jeg et hjemmesyet juleforklæde. Jeg lod min tommel- og pegefinger løbe over sømmen, mens jeg tænkte på Janae. Hun havde fire små børn, deriblandt etårige tvillinger. Hun var klaverlærer, og hun havde en krævende og vigtig kaldelse i vores menighed.

Jeg prøvede at regne ud, hvordan hun havde haft tid til at sy forklæder, og med det samme vidste jeg, at det havde hun ikke. Hun havde taget sig tid.

Jeg begyndte at græde, da jeg mærkede vor himmelske Faders kærlighed gennem Janae – et udtryk for varme og trøst, som var jeg omsluttet i hans »kærligheds arme« (L&P 6:20).

Der er gået mange år siden, vi fik de forklæder. Mine døtre er for længst vokset ud af dem, men jeg har gemt dem. De hænger på en pudset krog i mit køkken under nogle nyere. Hver gang jeg ser Janaes gave, bliver jeg mindet om den trøst og kærlighed, jeg følte den aften. De minder mig om det, jeg gerne vil være – en Jesu Kristi discipel, der er værdig til at modtage åbenbaring og villig til at tjene.