En gave fra genbrugsbutikken, der ændrede livet
Forfatteren bor i Arizona i USA.
Jeg havde ikke mange penge at købe en gave for til min stedfar, så jeg bad en bøn, inden vi tog ud for at handle.
Et år havde vi ikke mange penge til jul, så jeg bad om hjælp til at kunne købe en gave til min stedfar, Adrian, som min søster og jeg kalder Weegee. Min søster og jeg havde tilsammen kun to dollars til gaver.
Da min mor sagde, at vi skulle hen til en genbrugsbutik i nærheden for at købe julegaver, løb jeg op på mit værelse og bad om hjælp: »Vil du ikke hjælpe os til at finde en gave til to dollars?«
I butikken kiggede Elaina og jeg på nogle bøger og fandt en tre-i-ener, som så helt ny ud. Vi var så begejstrede, da vi fandt den. Jeg holdt godt fast i den, mens vi løb hen ad gangen til min mor. Vi hoppede op og ned, mens vi i munden på hinanden sagde: »Vi har fundet en gave til Weegee!« Min mor spurgte, hvad den kostede ved kassen. »To dollars,« svarede damen. Min bøn var blevet besvaret.
På det tidspunkt var vores stedfar ikke medlem. Han brød sig ikke om mormoner, han troede ikke på »mormonbogen«, og han kunne ikke lide, når medlemmerne kom for at tage os med til aktiviteter i Unge Mænd og Unge Piger. Han jagede endog ældsterne på porten. Men menighedens medlemmer og missionærer opgav ham ikke.
Juledag gemte vi hans gave til sidst. Elaina og jeg sagde: »Dette er den største gave, som nogen nogensinde kan give dig! Den vil gøre dig lykkelig.« Weegee prøvede et par gange at gætte, hvad det var, og vi grinede af hans gæt. Vi sagde: »Det er en fantastisk gave! Den vil ændre dit liv. Den ændrede vores.«
Vores mor var bekymret for, at han ville blive vred over vores gave, men Elaina og jeg vidste, at det var det rigtige at gøre.
Da han åbnede den, takkede han os for gaven og sagde, at han ville læse den.
Eftersom vi elsker Weegee, ville vi gerne have, at han lærte om Jesus Kristus og forsoningens gave. Vi ønskede, at han skulle tro, som vi gør, bede og omvende sig og få evangeliet i sit liv.
Han læste og bad om Mormons Bog og med hjælp fra ældsterne og menighedens medlemmer blev han døbt og er nu medlem af Kirken. Vi var så glade for at blive beseglet i templet, og vi ved, at vi altid vil være sammen som familie for evigt.