Sidste dages hellige røster

Enkens gave i vore dage

Stephanie H. Olsen er fra Utah i USA

Illustration: Allen Garns

De lånte hvide duge og snemændene på kaminen fik aktivitetssalen til at se festlig ud, alt imens vi lagde den sidste hånd på forberedelserne til vores familiejulefest.

Mens vi ventede på vore gæster, faldt mit øje på et bord, hvor der stod en tom glaskrukke med påskriften »Hjælp julemanden«. Jeg håbede, at krukken ved aftenens ende ville være fyldt.

Under forberedelserne til festen havde vi opdaget, at min kusines mand havde været arbejdsløs i over halvandet år. Så familiens indkomst kom fra fem avisruter, som de stod op kl. 3.30 for at passe. Størstedelen af de penge gik til afbetaling på huset og andre fornødenheder, så der var ikke meget tilbage til ønsker eller julegaver.

Min kusines familie var nogle af de første, der kom. Jeg så, at de på vej hen mod spisebordet kom forbi julemandens glaskrukke. Min kusines mand stoppede op og læste, hvad der stod på den. Uden at tøve hev han sin slidte tegnebog frem og fandt et par dollarsedler og lagde dem i krukken uvidende om, hvem den trængende familie var.

Jeg fik en klump i halsen og kom med det samme i tanke om historien om enkens småmønter i Det Nye Testamente. Velhavende mænd viftede med de store beløb, de lagde i tempelblokken, da der kom »en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi« (se Mark 12:41-42).

Frelseren sagde derpå til sine disciple:

»Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken.

For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af« (Mark 12:43-44).

Jesus Kristus sagde, at hun gav af »sin fattigdom« og smed alt, hvad »hun havde at leve af« i tempelblokken. Hun kunne have nøjedes med én mønt. Det ville sikkert indfri det påkrævede, men hendes troende hjerte og villighed til at ofre fangede Guds Søns opmærksomhed.

Ingen ville have bebrejdet min kusines mand for at gå forbi krukken og tænke: »Hvis jeg havde, ville jeg give« (Mosi 4:24). Hans fine eksempel på næstekærlighed og omsorg for sine medmennesker rørte ikke blot mig, men også andre i min familie, som så det. Jeg vidste, at det ville gå hans familie godt, for »næstekærligheden[, som] er Kristi rene kærlighed … og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham skal det være vel« (Moro 7:47).

Vi havde håbet at give hans familie noget den aften, hvilket vi gjorde senere, men ved at give, når han selv havde så lidt, viste han os, at han allerede var en rig mand, hvad gælder det, der tæller mest.