Jeg kom tidligt hjem fra min mission
Forfatteren bor i Utah i USA.
Da jeg trådte ind på missionærskolen, havde jeg ingen anelse om, at min mission ville udarte sig helt anderledes, end jeg forventede.
Fotoillustrationer: Massonstock/iStock/Thinkstock
For mig var det et af mit livs største og bedste øjeblikke at modtage min missionskaldelse. Jeg havde tænkt på en mission mange gange, siden jeg havde fået mit vidnesbyrd om evangeliet, da jeg var 18 år. Jeg husker, da jeg modtog min kaldelse til at tjene som fuldtidsmissionær i Taichung-missionen i Taiwan. Jeg vidste, at det var rigtigt, og jeg glædede mig til at skulle tjene.
Jeg læste dagligt i skrifterne, deltog i missions- og tempelforberedelsesklasser og forsøgte endda at lære mandarin på egen hånd. Som enebarn vidste jeg, at min mission ikke blot ville tjene mig til ære, men også mine forældre og vor himmelske Fader. Den dag, jeg trådte ind på missionærskolen, føltes det som om intet kunne gå galt i de næste 18 måneder. Jeg glædede mig til alt fra at se dåb, til at prøve det taiwanske køkken, som jeg havde hørt så meget om. Da jeg trådte ind på missionærskolen, anede jeg ikke, at min mission ville udarte sig helt anderledes, end jeg forventede.
Ramt af sygdom
Omkring fire måneder inde i min mission fik jeg nogle smerter – ikke kun i forbindelse med fysiske aktiviteter som cykling eller min morgentræning, men også når jeg sov eller studerede skriften. Jeg tabte mig pludselig en masse. Selv vand gav mig kvalme. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Jeg havde ikke nogen parasitter eller virus. Min missionspræsident, min missionærkammerat og jeg var alle forvirrede over mit svigtende helbred.
I den følgende måned blev selv jeg overrasket over min tro. Selvom jeg var frustreret, var jeg overbevist om, at hvis jeg bare blev ved med at arbejde hårdt, cykle hurtigere og tale mit gebrokne kinesiske med alle, jeg mødte, ville Gud på mirakuløs vis helbrede mig. Jeg troede på beretningerne om Kristus, der helbredte de syge og genrejste de døde, og jeg troede af hele mit hjerte på, at han ville gøre det samme for mig – en svagelig, men entusiastisk missionær. En søndag, hvor min makker og jeg cyklede hen til kirken for at møde en undersøger, blev smerten og kramperne i hele min krop ubærlige. Da vi ankom til kirken, bad jeg ældsterne om en velsignelse, hvilket hjalp. Som dagene gik, blev præstedømmevelsignelserne hyppigere og ligeledes bønnerne om helbredelse.
Det absolutte nulpunkt på min mission indtraf en morgen, hvor jeg vågnede i den taiwanske hede og opdagede, at jeg var ude af stand til at komme ud af sengen. Den morgen vidste jeg, at jeg ikke var i stand til at være missionær ret meget længere. Min missionspræsident kom for at besøge mig, og vi talte sammen. Vi talte om de forskellige muligheder og efter megen bøn og mange tårer bekræftede Ånden, at jeg var nødt til at tage hjem og koncentrere mig om at blive rask.
Tidlig hjemkomst
I stedet for at vende hjem til balloner og »Velkommen hjem«-skilte blev jeg kørt fra flyet af mine skræmte forældre, som straks kørte mig til hospitalets skadestue. Der gik måneder med undersøgelser, men lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var galt med mig. Desuden kunne velmenende mennesker omkring mig finde på at sige noget som: »Hvornår skal du tilbage?« »Bliver du hjemme?« »Måske var det meningen, at du skulle giftes.« »Måske skulle du slet ikke have været taget af sted.«
Jeg følte mig skamfuld og fortabt. Var jeg værdig til Guds kærlighed? Hvorfor skete det her, når jeg havde tjent så nidkært? Havde jeg ikke været en god missionær? Hørte Gud mig? Ville mine venner acceptere min delvise mission?
De næste seks måneder kæmpede jeg med mit vidnesbyrd, hvilket jeg havde dårlig samvittighed over. Jeg spekulerede på, om jeg var faldet i unåde, og om vor himmelske Fader virkelig elskede mig. Selvom jeg gradvist fik det lidt bedre, så havde jeg det slet ikke, som inden jeg tog på mission. Og jeg havde svært ved at komme videre i mit liv.
En aften talte jeg så med en god ven. Han havde også oplevet den smerte og sorg, der er forbundet med at komme før hjem fra sin mission på grund af sygdom, og han arbejdede på at vende tilbage til missionsmarken. Jeg husker, at den aften var første gang i seks måneder, hvor jeg virkelig havde følt fred. Helligåndens stemme hviskede til mig: »Du må tilbage.« Det var sådan en lettelse endelig at vide, hvilken retning jeg skulle gå i. Jeg tog hen til min biskop næste dag. Derefter skrev jeg et inderligt brev til Missionsafdelingen og spurgte, om jeg måtte vende tilbage til missionsmarken. Min anmodning blev imødekommet, og en måned senere havde jeg igen mit navneskilt på.
Men seks måneder senere fik jeg igen de samme problemer med helbredet. Jeg husker, at jeg lå i en hospitalsseng, helt ør efter mange timer med undersøgelser og indsprøjtninger. Jeg fattede ikke, at det skete igen. Denne gang vidste jeg, at min mission var forbi. Med skuffelsens og ærgrelsens tårer strømmende ned ad kinderne lyttede jeg til min vise missionspræsident, som sagde: »Søster Romanello, du elskede Herren dobbelt så meget, fordi du kom tilbage.« Jeg fandt stor trøst i hans ord. Da jeg denne gang steg på flyet hjem, lovede jeg vor himmelske Fader, at jeg ville forblive trofast, selvom jeg ikke fik alle svarene.
Helbredelse i Kristi forsoning
Der er nu gået lidt over to år siden, jeg vendte hjem. Jeg oplever stadig problemer, og min energi og udholdenhed er ikke den samme, som inden jeg tjente på mission. Lægerne har aldrig fundet ud af, hvad der er galt med mig. Det har ikke været let for mig at være en hjemvendt missionær, der ikke har tjent hele perioden. Ikke desto mindre elsker jeg stadig hver eneste af mine omvendte. Det har taget mig tid at føle mig godkendt og vide, at min korte tid som missionær havde værdi, akkurat som missioner på 18 eller 24 måneder har værdi for andre missionærer.
Herren har givet mig mange muligheder for at tale med andre, som har oplevet samme smerte med at komme hjem i utide. Jeg ved, at vor himmelske Fader har ledt mig til at bære mit vidnesbyrd og hjælpe dem til at indse, at det at vende tidligt hjem på grund af helbredsproblemer ikke er en fejl, der skal holdes skjult, men en oplevelse der skal drøftes.
Første gang, jeg vendte hjem, oplevede jeg, hvordan det var at negligere min tro, men anden gang jeg vendte hjem, oplevede jeg, hvordan det var at forblive trofast. Jeg holdt mig til det grundlæggende: Studium af skrifterne, deltage til institut, komme i kirke og passe mine kaldelser. Jeg bad mange gange for at få at vide, hvorfor tingene skete, som de gjorde. Jeg holdt op med at bebrejde mig selv, og jeg holdt op med at bebrejde vor himmelske Fader. Når jeg ser på mit liv, siden jeg er vendt hjem, og mine besøg hos mine kinesiske brødre og søstre her i min hjemby, så har jeg stadig en fast overbevisning om, at der har været et evigt formål med det hele.
Jeg elsker ordene i Mosija 5:15: »Derfor ønsker jeg, at I skal være standhaftige og urokkelige, altid rige på gode gerninger, så Kristus, Herren, Gud den Almægtige, kan besegle jer som sine, så I vil blive bragt til himlen, så I kan få evigtvarende frelse og evigt liv ved visdommen og kraften og retfærdigheden og barmhjertigheden i ham, der har skabt alt i himlen og på jorden, og som er Gud over alting.«
Jeg tror, at dersom jeg fortsat lever mit liv i hengivenhed for Herren, vil jeg blive velsignet for evigt. På den måde ved jeg, at jeg er blevet helbredt gennem Jesu Kristi forsoning, for selvom mit legeme ikke er 100 procent helbredt rent fysisk, så har mit hjerte aldrig været mere helt eller rede til at tjene Mesterens sag.