Den nye fyr
Jeg var den eneste aktive præst i min nye menighed. Hvordan skulle jeg få de andre præster til at komme i kirke?
Illustrationer: Greg Newbold
Da min familie flyttede, et par måneder efter jeg var fyldt 18, skulle jeg forholde mig til en ny menighed og en udfordring. I løbet af to uger efter vi var flyttet dertil, blev næsten alle præsterne ordineret til ældster. Jeg blev også kaldet til at være førsteassistent i præsternes kvorum.
Da jeg fik kaldelsen, forklarede biskoppen mig, at der var masser af præster på listen, men man så ikke noget til nogen af dem. Der lå et stort arbejde i at opmuntre folk til at komme.
»Du skal bare invitere dem,« sagde han.
Kun en præst kom i kirken, en fyr, der hed Ryan, som viste sig nogle gange hver måned. Jeg besluttede mig for at banke på dørene hos de mindre aktive medlemmer af kvorummet og invitere dem med til vore aktiviteter. Jeg var nervøs og bange for, at de blev vrede over, at jeg inviterede dem med i kirke. Jeg regnede med, at de ikke kom, fordi de ikke syntes om at komme i kirke. Men jeg regnede også med, at det var en god øvelse for mig som kommende missionær at prøve at invitere dem, så jeg fattede mod og begyndte at ringe til de andre præster eller tage forbi dem. Jeg inviterede dem med til foredrag, aktiviteter og i kirke.
Det, der overraskede mig, var, at nogle af dem faktisk svarede og kom. Så vi blev efterhånden en gruppe på fire præster, som begyndte at komme regelmæssigt. Det var ikke, fordi de ikke kunne lide at komme i kirke, de havde bare ventet på en invitation. De var akkurat lige så nervøse for en ny situation – at komme i kirke – som jeg havde været.
Vi havde større succes med nogle aktiviteter end med andre. Alle troppede op til volleyball, men jeg kæmpede for at få folk til at deltage i andre aktiviteter.
Ungdomskonferencen det år var en særlig fornøjelse, da jeg så nogle af disse unge mænd gå frem og bære deres vidnesbyrd. Jeg følte, at jeg havde gjort en forskel i deres liv.
En forskel, jeg bemærkede, var, at Ryan kom i kirke hver uge, og vi var blevet gode venner.
Ryan og jeg fik begge Det Melkisedekske Præstedømme, omkring seks måneder efter jeg flyttede dertil. Jeg havde valgt at vente med at søge ind på college til efter min mission, så jeg kunne arbejde og spare penge op til den. Ryan var allerede godt i gang med det, han ville, så han ville heller ikke på college. Efter arbejde var vi ofte sammen.
Engang sad vi oppe det meste af natten for at læse Almas Bog, da Ryan læste Mormons Bog for første gang. Det var lidt udmattende, men åndeligt berigende. Det var også en fornøjelse at se de ændringer, Ryan foretog i sit liv. Han aflagde gamle vaner og tillagde sig nogle bedre og skiftede ud blandt vennerne, så han var sammen med mennesker, der delte de samme standarder.
Jeg havde set frem til min mission, siden jeg var begyndt at komme i kirke nogle få år forinden. Ryan var ikke sikker på, at han ville af sted. Når vi var sammen, talte vi ofte om min mission, og at jeg glædede mig til at tjene. I takt med at jeg opmuntrede ham og svarede på spørgsmål om evangeliet, fik jeg en større tro på mine evner til at tjene som missionær. Ryan var gammel nok til at tage af sted, men han kæmpede med beslutningen.
»Jeg var ikke sikker på, at mit vidnesbyrd var stærkt nok, selvom jeg havde det godt med Kirken på det tidspunkt,« sagde han. »Jeg ville gerne af sted, men det var virkelig svært at forlade min familie.«
Så kom dagen, hvor jeg skulle udfylde mine missionspapirer. Da jeg fortalte Ryan det, overraskede han mig ved at fortælle, at han også havde besluttet sig for at tjene. Vi fik vores missionskaldelse samme aften. Ryan tog af sted for at tjene i Canada, en måned inden jeg begyndte på min mission i Frankrig.
Da jeg kom hjem to år senere, kontaktede jeg alle de præster, jeg havde arbejdet med. Desværre var nogle af dem holdt op med at komme i kirke kort tid efter, jeg var taget af sted, men jeg blev glad for at se Ryan igen. Han havde tjent værdigt som missionær, og ligesom med Alma og Mosijas sønner frydede det mig, at vi stadig var »brødre i Herren« (se Alma 17:2).