Den nye og evigtvarende pagt
Når vi forstår og lever i overensstemmelse med den nye og evigtvarende pagt, vil vi arve evigt liv.
FOTOILLUSTRATION AF BEKRÆFTELSE: SARAH CARABINE JENSON; NEDERST TIL HØJRE: FOTO AF ET PAR FORAN TEMPLET I LOS ANGELES I CALIFORNIEN: JERRY GARNS; BAGGRUNDSBILLEDER FRA ISTOCK/THINKSTOCK
Formålet med livet
Hvert menneske er en elsket søn eller datter af himmelske forældre.1 Vor himmelske Faders frelsesplan giver os hver især muligheden for at få evigt liv, som er det liv, Gud har.2 Der findes ikke nogen større gave.3 Kundskab om frelsesplanen forklarer formålet med livet, og hvis vi vælger det, vil den lede vore beslutninger fra et evigt perspektiv.
Planen og dens relevans for jordelivet forklarer ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum med stor kraft i en artikel om emnet i Liahona fra oktober 2015.4 Faderen etablerede som en del af sin plan den nye og evigtvarende ægteskabspagt for at gøre sine sønner og døtre i stand til at vende tilbage til hans nærhed og arve evigt liv.
Herren siger i sit forord til Lære og Pagter: »Derfor har jeg, Herren, eftersom jeg kendte de ulykker, der var ved at komme over jordens indbyggere, kaldet min tjener Joseph Smith jun. og talt til ham fra himlen …
for at min evigtvarende pagt må blive stadfæstet.«5
Denne pagt, som Herren ofte henviser til som den »nye og evigtvarende pagt«, omfatter fylden af Jesu Kristi evangelium, deriblandt alle ordinancer og pagter, der er nødvendige for menneskehedens frelse.6 Selv om oprettelsen af Herrens nye og evigtvarende pagt her på jorden er et af hovedformålene med genoprettelsen, er der nogle sidste dages hellige, der ikke forstår pagtens betydning og løftet om, at der vil komme meget godt til dem, der overholder den. Formålet med denne artikel er at hjælpe os hver især til bedre at forstå og leve i overensstemmelse med den nye og evigtvarende pagt, så vi kan arve evigt liv. Den vil også forklare, hvordan en af evangeliets vigtigste ordinancer – evigt ægteskab – passer sammen med evangeliets nye og evigtvarende pagt.
Meningen og formålet med den nye og evigtvarende pagt
En pagt i den evangeliske forstand er en overenskomst, en kontrakt eller en aftale mellem Gud og en person (eller personer), der modtager præstedømmets ordinancer, som bliver udført af en med præstedømmets myndighed, og som accepterer den tilhørende pagts vilkår og betingelser. Disse vilkår og betingelser er opstillet af Gud.7
Den nye og evigtvarende pagt er »alle evangeliets pagter og forpligtelser tilsammen«8 fra fordums tid,9 som atter er gengivet til jorden i disse sidste dage. Det forklares i Lære og Pagter 66:2: »Sandelig siger jeg dig: Velsignet er du for at have modtaget min evigtvarende pagt, ja, mit evangeliums fylde, som er sendt ud til menneskenes børn, for at de skal have liv og blive gjort delagtige i de herligheder, som skal blive åbenbaret i de sidste dage, sådan som det blev skrevet af profeterne og apostlene i fordums dage.«10 Fordi pagten er blevet gengivet i tidernes sidste uddeling, er den »ny«, og fordi den strækker sig ud over al evighed,11 er den »evigtvarende«.
I skrifterne taler Herren om både »den« nye og evigtvarende pagt og »en« ny og evigtvarende pagt. For eksempel omtaler han i Lære og Pagter 22:1 dåb som »en ny og en evigtvarende pagt, ja den, som fandtes fra begyndelsen«. I Lære og Pagter 132:4 omtaler han på samme måde evigt ægteskab som »en ny og en evigtvarende pagt«. Når han taler om »en« ny og en evigtvarende pagt, taler han om en af de mange pagter, hans evangelium omfatter.
Når Herren taler generelt om »den« nye og evigtvarende pagt, taler han om fylden af Jesu Kristi evangelium, som omfatter alle de ordinancer og pagter, der er nødvendige for menneskehedens frelse og ophøjelse. Hverken dåb eller evigt ægteskab er »den« nye og evigtvarende pagt; derimod er de begge to en del af det store hele.
De, der holder ud til enden i den nye og evigtvarende pagt, modtager evigt liv
Der loves store og evige velsignelser til dem, som modtager evangeliets ordinancer, der bliver udført af den rette præstedømmemyndighed og beseglet af forjættelsens hellige Ånd,12 og som derefter holder de hellige pagter, der er forbundet med ordinancerne. Disse velsignelser indbefatter tilgivelse for ens synder,13 guddommelighedens kraft14 og Helligåndens følgeskab,15 sammen med den vejledning, inspiration, trøst, fred, håb og helligelse, der følger med den gave.16
Den største af alle Guds velsignelser og gaver er evigt liv – som er det liv, som Gud lever!17 Denne gave gives kun til dem, der modtager alle evangeliets ordinancer og overholder de pagter, der er omfattet af den nye og evigtvarende pagt.18 Med Herrens ord: »Den nye og evigtvarende pagt … blev … indstiftet med henblik på min herligheds fylde.«19 De, der træder ind i den nye og evigtvarende pagt og holder ud til enden, vil sandelig »komme frem i den første opstandelse … og skal arve troner, riger, fyrstendømmer og magter, herredømmer, alle højder og dybder«.20 Herren siger eftertrykkeligt, at »der i alle henseender [skal] ske det med dem, som min tjener har lagt på dem, i tid og i al evighed, og det skal have fuld kraft, når de er ude af verden; og de skal passere forbi de engle og de guder, som er sat der, til deres ophøjelse og herlighed i alle henseender, sådan som det er blevet beseglet på hovedet af dem, hvilken herlighed skal være en fylde og en fortsættelse af efterkommere for evigt og altid. Da skal de være guder«.21
Kort sagt vil de, der indgår i den nye og evigtvarende pagt og trofast holder ud til enden, (1) modtage fylden af Guds herlighed, (2) nyde guddommelighedens kraft i tid og al evighed,22 (3) blive ophøjet, (4) nyde evigt ægteskab og afkom og (5) blive guder. Sammen resulterer disse velsignelser i det evige livs gave.
Vi skal adlyde hver pagt i den nye og evigtvarende pagt
Herren erklærede utvetydigt, at vi kun modtager disse himmelske velsignelser, når vi adlyder hans love, der fremgår i den nye og evigtvarende pagt. »Den nye og evigtvarende pagt … blev … indstiftet med henblik på min herligheds fylde; og den, der modtager en fylde deraf, må og skal efterleve loven, ellers skal han blive fordømt, siger Gud Herren.«23 Han sagde også: »For alle, der vil have en velsignelse ved min hånd, skal efterleve den lov, som er blevet fastsat som forudsætning for denne velsignelse, samt dens betingelser, som de blev indstiftet før verdens grundlæggelse.«24 I samme afsnit i Lære og Pagter gentog Herren denne pointe: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Medmindre I efterlever min lov, kan I ikke opnå denne herlighed.«25
Dette ligefremme krav om, at vi skal adlyde Guds love for at kunne modtage den herlighed, han tilbyder til de trofaste, gælder for alle ordinancer og pagter i den nye og evigtvarende pagt. Hvis jeg for eksempel ikke modtager dåbsordinancen og overholder dåbspagten, vil jeg blive fordømt, hvilket betyder, at jeg ikke kan have fremgang – jeg kan ikke arve fylden af hans herlighed. På samme måde, hvis jeg ikke modtager templets ordinancer og ikke holder de tilhørende pagter, eller hvis jeg nægter at modtage nogen af evangeliets ordinancer, eller hvis jeg nægter at adlyde nogen af de tilhørende pagter, kan jeg ikke blive ophøjet. I stedet vil jeg blive fordømt, hvilket betyder, at min fremgang stoppes. Kort sagt, så skal jeg modtage alle evangeliets ordinancer og adlyde enhver tilhørende pagt, hvis jeg ønsker evigt liv.
Betingelserne for de pagter, vi som sidste dages hellige indvilliger i at efterleve, kan opdeles i fire kategorier: (1) At påtage os Frelserens navn, at altid erindre ham og at følge hans eksempel; (2) at holde alle hans bud; (3) at villigt tjene Guds børn som en del af hans arbejde med frelse, selv om man skal yde personlige ofre; og (4) at indvie os selv og vore midler til Herrens værk.
Ifølge Guds love, modtages evangeliet (og de herligheder, det tilbyder) gennem specificerede ordinancer, der administreres gennem præstedømmets myndighed. Det er gennem præstedømmets ordinancer, at guddommelighedens kraft viser sig i vores liv – men kun i det omfang, at vi holder de tilhørende pagter. Pagterne aktiverer eller levendegør ordinancen på samme måde, som en motor aktiverer en bil og gør den i stand til at transportere dens passagerer fra et sted til et andet. Kort sagt vil vi, i den udstrækning vi eftertænksomt og trofast holder de pagter, der forbindes med de ordinancer, vi modtager, vokse i vores kundskab om Gud og opleve »guddommelighedens kraft«26 ved Guds nåde gennem Kristi forsoning.27
Ægteskabets plads i den nye og evigtvarende pagt
I Lære og Pagter 132:4 sagde Herren, at han ville åbenbare »en« ny og en evigtvarende pagt og tilføjede: »Hvis I ikke efterlever denne pagt, så bliver I fordømt; for ingen kan forkaste denne pagt og få lov til at komme ind i min herlighed.« Disse ord henviser til den evige ægteskabspagt,28 der bliver forrettet af den rette præstedømmemyndighed,29 som er en central og afgørende del af »den« nye og evigtvarende pagt (fylden af Jesu Kristi gengivne evangelium).30 Herren understregede vigtigheden af den evige ægteskabspagt ved at fortælle os, at de, der afviser denne pagt, ikke vil modtage evigt liv.31
Nogle folk, deriblandt nogle medlemmer af Kirken, misforstår Lære og Pagter 132:4 og tror, at det betyder, at polygami er nødvendigt for ophøjelse, hvilket får dem til at tro, at polygami er en nødvendig forudsætning for ophøjelse i den evige verden. Dette bliver dog ikke understøttet i åbenbaringerne. Herren har, som det står i Lære og Pagter 131 og 132, præsenteret den evige ægteskabslov ved udtrykkeligt at henvise til beseglingen af en mand og en kvinde (se L&P 132:4-7, 15-25). Ved at fremsætte loven om evigt ægteskab i konteksten af et monogamt ægteskab gør Herren det klart, at ophøjelsens velsignelser, som udrækkes til enhver mand og kvinde, der værdigt indgår i den evige ægteskabspagt forrettet af den rette præstedømmemyndighed, ikke afhænger af, om ægteskabet er polygamt eller monogamt.32
Foto af templet i Rexburg i Idaho
Lære og Pagter 132:19 gør det klart, at evigt liv bliver lovet til et monogamt par, der er beseglet med præstedømmets myndighed, og som adlyder pagten – uden nogen yderligere betingelser eller krav. Enhver mand og kvinde, der er beseglet på denne måde, og som adlyder pagten, vil blive ophøjet.33 Historisk set er udøvelsen i overensstemmelse med læren om evigt ægteskab, som den forklares her.34 Ordinancen, der besegler par for evigt, indbefatter identiske pagter og velsignelser for monogame ægteskaber og for de bemyndigede polygame ægteskaber, der blev indgået før i tiden. Disse samme pagter og velsignelser vil efter dette liv blive tilgængelige for de trofaste, der ikke havde mulighed for at blive beseglet i jordelivet.35
Efter Herren havde åbenbaret den evige ægteskabslov og -pagt mellem en mand og en kvinde, så lærte han Joseph Smith, at en mand i retfærdighed kan gifte sig med mere end en hustru inden for den evige ægteskabspagt, hvis det er bemyndiget eller befalet af Herren gennem hans behørigt ordinerede profet (der har de relevante nøgler).36 Bemyndigelsen og befalingen om at praktisere flerkoneri, der blev givet af Herren til Abraham og til andre af de fordums profeter,37 blev ligeledes givet til profeten Joseph Smith: »Jeg har givet dig, min tjener Joseph, et hverv og genopretter alt.«38
År senere tilbagekaldte Herren sin bemyndigelse og befaling om, at Kirkens medlemmer skulle praktisere flerkoneri (med andre ord blive beseglet til mere end en levende ægtefælle), da præsident Wilford Woodruff (1807-1898) udsendte manifestet i 1890.39 Dette førte til praktiseringen af flerkoneri ophørte, hvilket betød, at intet medlem af Kirken kunne blive gift eller beseglet til mere end en levende ægtefælle. Men det er værd at lægge mærke til, at manifestet ikke afholder en værdig mand, der er blevet beseglet til en hustru, der senere er afgået ved døden, fra at blive beseglet til en anden levende ægtefælle. Det foregående er i overensstemmelse med den åbenbarede lære om, at monogami er Herrens standard for ægteskab, medmindre han erklærer og bemyndiger noget andet gennem sin behørigt ordinerede repræsentant, hvilket vil sige Kirkens præsident og profet.40
På vegne af Det Første Præsidentskab og som svar på spørgsmålet: »Er et polygamt eller celestialt ægteskab afgørende for at opnå en fylde af herlighed i den næste verden?« skrev præsident Charles W. Penrose (1832-1925): »Celestialt ægteskab er afgørende for at opnå en fylde af herlighed i den næste verden, som det bliver forklaret i åbenbaringen om det; men det er ikke angivet, at polygamt ægteskab er afgørende.«41
I 1933 udtalte Det Første Præsidentskab: »Celestialt ægteskab – det vil sige ægteskab for tid og al evighed – og polygamt ægteskab eller flerkoneri er ikke synonymt med hinanden. Monogamt ægteskab for tid og al evighed forrettet i vore templer i overensstemmelse med Herrens ord og Kirkens love er et celestialt ægteskab.«42
I overensstemmelse med disse udtalelser skrev ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum: »Flerkoneri er ikke afgørende for frelse eller ophøjelse. Nefi og hans folk blev nægtet retten til at have mere end en hustru, og de kunne alligevel opnå enhver velsignelse i evigheden, som Herren nogensinde har tilbudt til noget folk. I vore dage sammenfattede Herren hele læren om ophøjelse i en åbenbaring og baserede det på et ægteskab mellem en mand og en kvinde (L&P 132:1-28). Derefter tilføjede han princippet om flerkoneri med den udtrykkelige betingelse, at et sådant ægteskab kun ville være gyldigt, hvis det var godkendt af Kirkens præsident (L&P 132:7, 29-66).«43
I vore dage praktiserer Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige efter befaling fra Herren gennem hans profet ikke længere flerkoneri, og personer, der praktiserer det, kan ikke slutte sig til Kirken eller forblive medlemmer af den. Kirken bekræfter, at monogami er Guds standard for ægteskabet, undtagen når han bemyndiger eller befaler andet gennem sin profet. Kirken belærer ikke om, at deltagelse i flerkoneri er nødvendigt for ophøjelse.
Konklusion
Der er meget, som vi ikke ved om livet herefter; men vi ved, at modtagelse og efterlevelse af den nye og evigtvarende ægteskabspagt er nødvendigt for at arve evigt liv. Vi ved også, at det gælder, »at den samme sociale omgang, som findes blandt os her« – i livet på jorden – »skal findes blandt os der« – i livet herefter – »blot bliver den ledsaget af evig herlighed.«44
De himmelske velsignelser, der er tilgængelige gennem den nye og evigtvarende pagt, er midtpunktet i det store formål med Faderens plan og genoprettelsen af Jesu Kristi Kirke i disse sidste dage. Det fuldkomne klare håb,45 som denne storslåede pagt indgyder i de trofaste, tilvejebringer »et anker for menneskenes sjæl, som vil gøre dem sikre og standhaftige, altid rige på gode gerninger, og lede dem til at herliggøre Gud.«46 Belønningen for alle, der overholder betingelserne i den nye og evigtvarende pagt, er glæde og fred i denne verden og evigt liv i den næste.47