Juleaften med familien Córdoba
Forfatteren bor i Peru.
Marycielo og jeg havde kun en gave. Hvordan kunne vi dele den?
»Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).
Juleaften var der kun to gaver under vores lille træ. Der var en til min toårige søster, Marycielo, og en til mig. »Pengene var små, så det var alt, det kunne blive til,« sagde mor.
Den aften læste mor en historie fra Liahona om en jul uden nogen gaver. Mens hun læste, følte jeg mig glad og fuld af fred. Måske var det slet ikke så slemt kun at få en gave. Så sagde mor: »Hvad nu, hvis vi i stedet for at spille, som vi plejer juleaften, giver gaver til en familie i menigheden?«
»Men hvad kan vi give dem? spurgte jeg.
»Tja, vi har lidt til overs.«
Jeg kiggede på vore to gaver og så hen på billedet af Jesus på væggen. »Jeg tror, at Jesus ville dele, hvad han havde.«
Vi bad om at vide, hvem vi skulle besøge. Mange af de familier, vi kendte, havde ikke meget at gøre godt med det år. Efter vi havde bedt, følte vi, at vi skulle besøge familien Córdoba. De havde tre børn, og deres far havde mistet sit arbejde.
Vi tog hen til butikken og købte panetón (et helligdagsbrød), en bagt kylling og tre små gaver. Vi hyggede os med at finde dem. Mama brugte alle de penge, hun have, omtrent 30 peruvianske soles (ca. 65 kroner).
Da vi var færdige, kørte vi ud til familien Córdoba. Jeg holdt Marycielo i hånden, da vi gik hen til døren.
Søster Córdoba fik øje på os og kom ud for at give os et kram. »Sikke en dejlig overraskelse! Kom ind! Sid ned,« sagde hun. Da vi gik indenfor, knugede hun mamas hånd og klappede mig på skulderen. »Rolando og pigerne bliver så glade for at se jer,« fortalte hun mig.
Gulvet i huset var lavet af jord. Der var ingen elektricitet, kun stearinlys. Jeg syntes, det var synd for familien Córdoba. Jeg ville ønske, vi kunne gøre mere for at hjælpe dem. Men mama syntes ikke at bemærke gulvet eller lysene. Hun var bare glad for at være sammen med søster Córdoba.
»Vi kom for at ønske jer feliz Navidad!« sagde mama. »Vi er meget glade for, at vi er venner.«. Hun gav maden og gaverne til søster Córdoba, som smilede stort og sagde tak.
Rolando, Madeline og Raquel kom løbende fra det andet værelse for at sige hej. Marycielo kiggede frem bag mit ben og smilede. Hun smilede, da Rolando lavede sjove ansigter til hende. Snart snakkede vi alle og fortalte vittigheder og lo.
»Det her er bedre end, at vi spiller spil alene,« tænkte jeg. Jeg var glad for, at vi var kommet. Det gjorde ikke noget, at vi ikke havde meget at dele. Og det betød ikke noget, at gulvet var af jord. Julen handlede ikke om, hvad vi havde. Den handlede om at være sammen.
Da vi var klar til at tage af sted, krammede søster Córdoba os igen. »Tusind tak skal I have,« sagde hun. Hendes stemme skælvede, og jeg kunne se, at hun havde tårer i øjnene. Jeg stillede mig på tæer og kyssede søster Córdoba på kinden.
»Feliz Navidad,« sagde jeg.