Mit julemirakel

Joan Burton Stott er fra Californien i USA

I efteråret 1968 spurgte vores biskop mine forældre, om de ville give tilsagn om at give penge til at bygge templet i Provo i Utah. Sådan gør man ikke længere i menighederne, men dengang var det almindeligt. Min far gav tilsagn om 1.000 dollars. Det lyder måske ikke af meget, men det var det for os. Min far havde to jobs for at forsørge en søn på college, en søn på mission og fem børn derhjemme.

Da min far samlede os til familieråd og fortalte, at han havde givet tilsagn om 1.000 dollars til templet, kan jeg huske, at jeg tænkte: »Du kunne lige så godt have lovet en million dollars, begge beløb er uopnåelige.« Jeg fattede ikke, at han havde lovet så meget, og vi havde mindre end fire måneder til at skaffe pengene.

Vi valgte fire måder at skaffe pengene på. Vi droppede julegaverne og gav de penge, vi sparede på gaver. Min søster og jeg skulle donere de penge, vi fik for at passe børn. Min lillebror skulle tage nogle forskellige småjobs for at tjene penge, og så skulle hele familien tage ud på en lokal frugtplantage og plukke æbler hver dag i nogle uger og donere lønnen for det.

Vi betrak en skoæske med gavepapir til vores donation og klistrede et billede af templet og et af Jesus Kristus på den og satte den på et lille bord. Spændingen steg i takt med, at vi fik samlet penge ind. Vores fokus ændrede sig fra de gaver, vi selv ønskede os, til den gave, vi ønskede at give Frelseren. Jeg havde så stor en påskønnelse for den gave, han havde givet Guds børn – sit liv – at jeg gerne ville give noget tilbage.

At plukke æbler viste sig at blive den sværeste og mest tilfredsstillende måde at tjene penge på. Vi blev trætte, men vi blev styrket og belønnet ved at bruge tid sammen som familie. Vi begyndte at blive »knyttet sammen i enighed og i kærlighed« (Mosi 18:21).

Som julen nærmede sig, tog jeg et smugkig i indsamlingsæsken, men jeg blev altid skuffet. Trods vores ihærdige indsats var vi langt fra målet.

Men jeg havde det så godt med, at vi havde besluttet at undvære gaver. Jeg vidste, at det var et lille offer, men jeg troede på, at Frelseren var glad for det.

En dag bekendtgjorde min far, at vi havde nået vores mål, og at han havde doneret pengene. Jeg fandt aldrig ud af, hvordan vi skaffede de sidste penge så hurtigt.

Det var et mirakel, at far kunne indfri sit løfte den jul. Men for mig var det egentlige mirakel, at jeg kom Frelseren nærmere ved at give i stedet for at modtage. Det var bedre end nogen anden julegave, jeg kunne have fået. Syv år senere fik jeg en gave igen, da jeg kunne knæle ned ved alteret i templet i Provo og blive beseglet til min mand for tid og al evighed.