Jeg var ikke alene

Robert Hoffman er fra Washington i USA

Jeg sad bag en hastigt udgravet forsvarsposition og kiggede ud over sandet mod nord – mod Irak. Det var den 24. december under Irakkrigen, og jeg havde trukket nattevagten, der begyndte ved midnat.

Jeg var den eneste sidste dages hellige i min deling, så det føltes ekstra ensomt i højtiden. Vi havde været i den saudiarabiske ørken siden august måned, og nu var julen kommet denne kolde, stjerneklare nat. De lå og sov i lejren, og jeg havde nogle få timer alene med de blågrå sandbanker og mine tanker.

Jeg tænkte på min hustru og min søn i Georgia i USA, og hvor meget jeg savnede al juleriet derhjemme – juletræet, gaverne og den gode julemad. Så begyndte jeg at tænke over julens historie.

Jeg tænkte på den nat, hvor Kristus blev født. Hvor mørkt der mon havde været, og om månen lyste klart over landskabet eller om det blot var stjernerne, der lyste. Eftersom der ikke var elektrisk lys, dengang han blev født, så måtte det være noget nær det samme, jeg nu så. Der var ingen festivitas – blot en mørk, stille nat.

Så slog en skøn tanke mig. I Bibelen står der, at der senere kom vise mænd fra Østerland, der havde set og fulgt en ny stjerne på nattehimlen. Da jeg så op på den mørke himmel, indså jeg, at jeg var øst for Betlehem, og at et af datidens metropoler for viden var Bagdad. Kunne de vise mænd være fra et sted i nærheden af, hvor jeg var? Hvilken stjerne var det, der lyste? Var den stadig på himlen? Kunne jeg se den?

Jeg stirrede på himlen i forundring over Guds skaberværk og følte en varme indefra. Det betød ikke noget, om jeg var på samme sted eller om den samme stjerne var på himlen. Det, der betød noget, var, at jeg havde den samme viden som de vise mænd om, at der blev født et barn i Betlehem, som er kongernes konge.

Jeg var ikke alene den jul, jeg var forenet med alle, som søger ham, det være sig de vise mænd, profeter eller blot en ensom soldat i et hul i ørkenens sand. Den nat blev mit vidnesbyrd om Frelserens fødsel styrket, og den næste morgen var Helligånden stadig med mig.

Så i stedet for en trist jul det år blev det en af mine mest påskønnede.