Vis omsorg med Guds kraft og myndighed

Præsident Russell M. Nelson

Vi vil drage omsorg i hans navn, med hans magt og myndighed og med hans kærlige venlighed.

Mine elskede brødre, tak for jeres hengivenhed for Herren og hans hellige værk. Det er i sandhed en glæde at være her sammen med jer. Som et nyt Første Præsidentskab takker vi for jeres bønner og opretholdelse. Vi er taknemmelige for jeres måde at leve og tjene Herren på. Jeres pligtopfyldenhed og uselviske tjeneste er akkurat lige så vigtig i jeres kaldelser, som det er i vores. Igennem livslang tjeneste i Kirken har jeg lært, at det virkelig ikke betyder noget, hvor man tjener. Det, Herren kerer sig om, er, hvordan vi tjener.

Jeg er dybt taknemmelig for præsident Thomas S. Monson, der var et forbillede for mig i mere end 50 år. Og jeg nærer dyb beundring for hans rådgivere, præsident Henry B. Eyring og præsident Dieter F. Uchtdorf. Jeg roser dem for deres virke for Herren og hans profeter. Begge disse hengivne tjenere har fået nye opgaver. De fortsætter med at tjene med handlekraft og hengivenhed. Jeg ærer og elsker dem begge.

Det er en bemærkelsesværdig velsignelse at tjene i Herrens sande og levende kirke med hans myndighed og kraft. Gengivelsen af Guds præstedømme, deriblandt præstedømmets nøgler, giver værdige sidste dages hellige mulighed for at modtage de største af alle åndelige velsignelser. Vi ser de velsignelser tilflyde kvinder, mænd og børn over hele verden.

Vi ser trofaste kvinder, der forstår den kraft, der ligger i deres kaldelser og i deres begavelse og andre tempelordinancer. Disse kvinder ved, hvordan de påkalder sig himlens kræfter for at beskytte og styrke deres mand, deres børn og andre, de elsker. Det er åndeligt stærke kvinder, der frygtløst leder, underviser og drager omsorg i deres kaldelser med Guds kraft og myndighed!¹ Hvor er jeg dog taknemmelig for dem.

På samme vis ser vi trofaste mænd, som lever op til deres privilegier som præstedømmebærere. De leder og tjener opofrende på Herrens måde med kærlighed, venlighed og tålmodighed. De velsigner, vejleder, beskytter og styrker andre ved kraften i det præstedømme, de bærer. De bringer mirakler til dem, de tjener, samtidig med at de sørger for, at deres eget ægteskab og familie er tryg. De skyr ondt og er mægtige ældster i Israel.² Jeg er yderst taknemmelig for dem!

Må jeg dog lufte en bekymring? Den går på, at for mange af vores brødre og søstre ikke helt forstår begrebet præstedømmets magt og myndighed. De opfører sig, som om de hellere vil tilfredsstille deres eget selviske behov og appetit end at bruge Guds kraft til at velsigne hans børn.

Jeg frygter, at for mange af vores brødre og søstre ikke forstår, hvilket privilegium der kunne blive deres.³ Nogle af vores brødre opfører sig for eksempel som om, at de ikke forstår, hvad præstedømmet er og hvad det gør dem i stand til. Lad mig give jer nogle konkrete eksempler.

For ikke så lang tid siden deltog jeg ved et nadvermøde, hvor et lille nyfødt barn skulle have sit navn og en velsignelse af sin far. Den unge far holdt sit dyrebare barn i sine arme, gav hende et navn og fremsagde så en smuk bøn. Men han gav ikke det barn en velsignelse. Det søde barn fik et navn, men ingen velsignelse! Denne kære ældste kendte ikke forskel på en bøn og en præstedømmevelsignelse. Med sin præstedømmemyndighed kunne han have velsignet sit nyfødte barn, men det gjorde han ikke. Jeg tænkte: »Sikke en spildt mulighed!«

Lad mig nævne nogle andre eksempler. Vi kender til brødre, som indsætter søstre som ledere og lærere i Primary, Unge Piger og Hjælpeforeningen, men de undlader at velsigne dem – velsigne dem med kraft til at udføre deres kaldelser. De giver dem formaninger og instruktioner. Vi ser en værdig far, der ikke får givet sin hustru og sine børn en præstedømmevelsignelse, når det er lige præcis det, de har brug for. Præstedømmets kraft og myndighed er blevet gengivet til denne jord, og alligevel er der alt for mange brødre og søstre, der går igennem forfærdelige prøvelser i livet uden nogensinde at få en rigtig præstedømmevelsignelse. Hvilken tragedie! En tragedie, som vi kan udrydde.

Brødre, vi bærer Guds hellige præstedømme! Vi har hans bemyndigelse til at velsigne hans folk. Tænk blot på det bemærkelsesværdige løfte, Herren gav os, da han sagde: »Hvem som helst, du velsigner, vil jeg velsigne.«⁴ Det er vores privilegium at handle i Jesu Kristi navn for at velsigne Guds børn i henhold til hans vilje. Stavspræsidenter og biskopper, vær venlige at sikre jer, at hvert eneste kvorumsmedlem i jeres varetægt forstår, hvordan man giver en præstedømmevelsignelse – inklusive den personlige værdighed og åndelige forberedelse, det kræver at kunne trække fuldt ud på Guds kraft.⁵

Alle brødre, der bærer præstedømmet, opfordrer jeg til at inspirere medlemmer til at holde deres pagter, faste og bede, studere skrifterne, tjene i templet og til i tro at tjene som Guds mænd og kvinder. Vi kan også hjælpe alle til med troens øjne at se, at lydighed og retfærdighed vil føre dem nærmere på Jesus Kristus og gøre det muligt at nyde Helligåndens ledsagelse og føle glæde i livet!

Et kendetegn for Herrens sande og levende kirke vil altid være en organiseret og styret indsats for at drage omsorg for den enkelte af Guds børn og deres familie.⁶ Eftersom det er hans kirke, vil vi som hans tjenere drage omsorg for den enkelte, akkurat som han gjorde.⁷ Vi vil drage omsorg i hans navn, med hans magt og myndighed og med hans kærlige venlighed.

En oplevelse, jeg havde i Boston for mere end 60 år siden, lærte mig, hvor stort et privilegium det kan være at drage omsorg for den enkelte. Jeg var turnuskandidat på Massachusetts General Hospital – og på arbejde hver dag, hver anden aften og hver anden weekend. Jeg havde begrænset tid til min hustru, vores fire børn og kirkeaktiviteter. Ikke desto mindre gav vores grenspræsident mig til opgave at besøge Wilbur og Leonora Cox i det håb, at bror Cox ville blive aktiv i Kirken igen. Han og Leonora var blevet beseglet i templet.⁸ Og alligevel havde Wilbur ikke været i kirke i mange år.

Min kammerat og jeg tog hjem til dem. Da vi kom derhen, hilste søster Cox os varmt velkommen,⁹ men bror Cox gik resolut ind i et andet værelse og lukkede døren.

Jeg gik hen til den lukkede dør og bankede på. Efter en stund blev der mumlet: »Kom ind.« Jeg åbnede døren og så, at bror Cox sad ved siden af en masse amatørradioudstyr. I det lille værelse tændte han en cigar. Det var helt klart, at mit besøg var ubelejligt.

Jeg stirrede rundt i værelset med stor forundring og sagde: »Bror Cox, jeg har altid ønsket mig at lære, hvordan amatørradio virker. Vil du lære mig det? Jeg er ked af, at jeg ikke kan blive længere i aften, men må jeg komme tilbage en anden gang?«

Han tøvede lidt og sagde så ja. Det blev begyndelsen på et smukt venskab. Jeg vendte tilbage, og han lærte mig det. Jeg begyndte at elske og respektere ham. Denne mands storhed trådte tydeligere frem, efterhånden som vi besøgte ham. Vi blev rigtig gode venner, og det gjorde vores evige partnere også. Men tiden gik, og vores familie flyttede væk. De lokale ledere blev ved med at tage sig af familien Cox.¹⁰

Godt otte år efter det første besøg blev Boston Stav oprettet.¹¹ Kan I gætte, hvem der blev den første stavspræsident? Ja! Bror Cox! Senere har han også tjent som missionspræsident og tempelpræsident.

Flere år senere fik jeg som medlem af De Tolvs Kvorum til opgave at oprette en ny stav i Sanpete County i Utah. Under rækken af de sædvanlige interviews blev jeg glædeligt overrasket, da jeg mødte min kære ven bror Cox. Jeg følte mig inspireret til at kalde ham som ny stavspatriark. Efter jeg havde ordineret ham, gav vi hinanden et knus og græd. De andre i værelset undrede sig over, hvorfor disse to voksne mænd stod og græd. Men vi vidste det. Og det gjorde søster Cox også. Vi græd af glæde. Vi mindedes stille den utrolige omvendelses- og kærlighedsrejse, der blev påbegyndt mere end 30 år forinden en aften i deres hjem.

Men beretningen slutter ikke her. Bror og søster Cox’ familie tæller nu tre børn, 20 børnebørn og 54 oldebørn. Når man dertil lægger den påvirkning, de har haft på hundredvis af missionærer, flere tusinde i templet og hundredvis mere, der har fået deres patriarkalske velsignelse af bror Cox. Hans og Leonoras indflydelse vil fortsætte med at sprede sig som ringe i vandet gennem mange generationer overalt i verden.

Oplevelser som denne med Wilbur og Leonora Cox finder sted hver uge – og forhåbentligt hver dag – i denne kirke. Herren Jesu Kristi hengivne tjenere udfører hans værk med hans kraft og myndighed.

Brødre, der er døre, vi kan åbne, præstedømmevelsignelser vi kan give, hjerter vi kan hele, byrder vi kan lette, vidnesbyrd vi kan styrke, liv vi kan redde og glæde vi kan bringe hjem til de sidste dages hellige – alt sammen, fordi vi bærer Guds præstedømme. Vi er de mænd, der er blevet »kaldet og forberedt fra verdens grundlæggelse i overensstemmelse med Guds forudviden som følge af [vores] overordentlig store tro« til at udføre dette værk.¹²

I aften vil jeg gerne opfordre jer til helt bogstaveligt at rejse jer sammen med mig i vores store evige broderskab. Når jeg nævner jeres præstedømmeembede, så rejs jer op og bliv stående. Diakoner, vil I rejse jer! Lærere, vil I rejse jer! Præster! Biskopper! Ældster! Højpræster! Patriarker! Halvfjerdsere! Apostle!

Og nu brødre, vil I blive stående og sammen med vores kor synge alle tre vers af »Vågn op, o I Guds mænd«.¹³ Mens vi synger, så tænk over jeres pligt som Guds mægtige hær, der har ansvaret for at hjælpe med at forberede verden på Herrens andet komme. Det er vores pligt. Det er vores privilegium. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.