Præstedømmets kraft
Præsident Dallin H. Oaks
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Højnelse af det hellige præstedømme, I bærer, er afgørende for Herrens værk i jeres familie og kirkekaldelser.
Mine elskede brødre, vi har hørt en åbenbaring i form af en meddelelse fra præsident Russell M. Nelson. Vi har hørt vigtige uddybninger af ældste Christofferson, ældste Rasband og af præsident Eyring. Det, der endnu skal siges, deriblandt mere fra præsident Nelson, vil uddybe, hvad I, Herrens ledere og præstedømmebærere, skal gøre nu i jeres kald. For at hjælpe jer med dette vil jeg gennemgå nogle grundlæggende styrende principper i det præstedømme, I bærer.
I. Præstedømmet
Det Melkisedekske Præstedømme er den himmelske myndighed, som Gud har uddelegeret for »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). I 1829 blev det overdraget til Joseph Smith og Oliver Cowdery af Frelserens apostle, Peter, Jakob og Johannes (se L&P 27:12). Det er mere helligt og kraftfuldt, end vi har ord til at beskrive.
Nøglerne i præstedømmet er magten til at lede udøvelsen af præstedømmemyndigheden. Da apostlene således overdrog Joseph og Oliver Det Melkisedekske Præstedømme, gav de dem også nøglerne til at være ansvarlig for dets udøvelse (se L&P 27:12-13). Men det var ikke alle præstedømmets nøgler, der blev overdraget på det tidspunkt. Alle nøgler og den fornødne kundskab til denne »tidernes fyldes uddeling« (L&P 128:18) gives »linje på linje« (vers 21). Flere nøgler blev overdraget i templet i Kirtland syv år senere (se L&P 110:11-16). Disse nøgler blev givet for lede præstedømmemyndigheden i de øvrige opgaver, der blev givet på det tidspunkt, så som dåb for de døde.
Det Melkisedekske Præstedømme er ikke en status eller et mærkat. Det er en guddommelig kraft, man betros til brug i Guds værk til gavn for hans børn. Vi bør altid huske, at mænd, der bærer præstedømmet, ikke er »præstedømmet«. Det er ikke passende at bruge en omtale som »præstedømmet og kvinderne«. Vi bør bruge omtaleformen »præstedømmebærerne og kvinderne«.
II. En tjenestegerning
Lad os nu se lidt på, hvad Herren Jesus Kristus forventer af dem, der bærer hans præstedømme – hvordan vi skal føre sjæle til ham.
Præsident Joseph F. Smith sagde: »Det er i sandhed blevet sagt, at Kirken er blevet organiseret i fuldkommenhed. Det eneste problem er, at disse organisationer ikke er fuldstændig klar over de forpligtelser, der påhviler dem. Når de fuldstændig forstår de krav, der stilles til dem, vil de udfylde deres pligter mere trofast, og Herrens værk vil blive så meget stærkere og få mere magt og indflydelse i verden.«1
Præsident Smith sagde også advarende:
»De ærestitler, der er givet af Gud … som har tilknytning til de forskellige embeder og grader i det hellige præstedømme, må ikke bruges eller betragtes som menneskeskabte titler. De er ikke til for, at man skal pryde sig med dem eller som et udtryk for herredømme, men de er til for at yde ydmyg tjeneste i den Mesters værk, som vi erklærer at tjene …
Vi arbejder for at frelse sjæle, og vi bør føle, at dette er den største pligt, der påhviler os. Derfor bør vi om nødvendigt være villige til at ofre alt for Guds kærlighed, menneskenes frelse og Guds riges triumf på denne jord.«2
III. Præstedømmets embeder
I Herrens kirke har embeder i Det Melkisedekske Præstedømme forskellige funktioner. I Lære og Pagter omtales højpræsterne som »stående præsidenter eller tjenere for forskellige stave, der ligger spredt rundt omkring« (L&P 124:134). Der henvises til ældsterne som »stående tjenere for [Herrens] kirke« (L&P 124:137). Her er andre lærdomme om de forskellige funktioner.
En højpræst virker og administrerer i det, der er åndeligt (se L&P 107:10, 12). Præsident Joseph F. Smith sagde også: »Eftersom han er blevet ordineret til højpræst, bør han føle, at han er forpligtet til at være et eksempel til efterfølgelse for både gamle og unge, til på denne måde at undervise i retfærdighed, ikke blot i teori, men i højere grad ved sit eksempel – give de unge det bedste ved alderens erfaringer, og således blive en kraft i det nabolags midte, hvor han bor.«3
Omkring en ældstes pligter sagde ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum: »En ældste er Herren Jesu Kristi tjener … Han er bemyndiget til at indtage pladsen og stå i stedet for sin Mester … for at være til tjeneste for sine medmennesker. Han er Herrens repræsentant.«4
Ældste McConkie kritiserede opfattelsen af, at man »kun er ældste«. »Enhver ældste i Kirken bærer lige så meget præstedømme som Kirkens præsident,« sagde han. »Hvad er en ældste? Han er en hyrde, en hyrde, der tjener i den gode Hyrdes fårefold.«5
Når det gælder den vigtige funktion at tjene i den gode Hyrdes fårefold, skelnes der ikke mellem højpræstens og ældstens embeder i Det Melkisedekske Præstedømme. I det storslåede afsnit 107 i Lære og Pagter erklærer Herren: »Højpræster af det melkisedekske præstedømmes orden har ret til at virke i deres eget embede under ledelse af præsidentskabet, hvad angår forvaltningen af det, der er åndeligt, og også i embedet som ældste [eller embeder i Det Aronske Præstedømme]« (L&P 107:10; se også vers 12).
Det vigtigste princip for alle præstedømmebærere er det princip, som profeten Jakob i Mormons Bog underviser om. Efter han og hans bror Josef var blevet indviet som præster og lærere for folket, sagde han: »Og vi højnede vort embede for Herren, idet vi påtog os ansvaret og selv svarede for folkets synder, hvis vi ikke lærte dem Guds ord med al flid« (Jakob 1:19).
Brødre, vores ansvar som præstedømmebærere er en alvorlig sag. Andre organisationer kan være tilfredse med verdslige standarder for præstationsniveau, når de leverer deres budskaber og udfører deres øvrige funktioner. Men vi, som bærer Guds præstedømme, har en guddommelig myndighed, der tilmed styrer adgangen til Guds celestiale rige. Vi har det formål og det ansvar, som Herren definerede i det åbenbarede forord til Lære og Pagter. Vi skal forkynde for verden:
»At enhver må kunne tale i Gud Herrens, ja, verdens frelsers navn;
for at tro også må tage til på jorden;
for at [Guds] evigtvarende pagt må blive stadfæstet;
for at [Guds] evangeliums fylde må blive forkyndt af de svage og ringe til verdens ender« (L&P 1:20-23).
For at opfylde dette guddommelige hverv må vi trofast »højne« vores præstedømmekaldelser og ansvar (se L&P 84:33). Præsident Harold B. Lee forklarede, hvad det betyder at højne sit kald i præstedømmet: »Når en mand får præstedømmet, bliver han Herrens agent. Han bør tænke på sin kaldelse, som om han går Herrens ærinde. Det er, hvad det vil sige at ære præstedømmet.«6
Derfor, brødre, hvis Herren selv ville bede jer om at hjælpe en af hans sønner eller døtre – hvilket han har gjort igennem sine tjenere – ville I så gøre det? Og hvis I gjorde, ville I så handle som hans agent, der går »Herrens ærinde,« idet I stoler på hans lovede hjælp?
Præsident Lee havde også en anden lærdom om at højne præstedømmet: »Når man holder et forstørrelsesglas hen over noget, får det den ting til at se større ud, end det gør med det blotte øje. Det er et forstørrelsesglas. Så … hvis nogen højner deres præstedømme – det vil sige gør det større, end de først troede, at det var, og vigtigere end nogen anden troede, det var – så er det sådan, man forstørrer eller højner sit præstedømme.«7
Her er et eksempel på en præstedømmebærer, der højner sit præstedømmeansvar. Jeg har hørt dette fra ældste Jeffrey D. Erekson, min ledsager ved en stavskonference i Idaho. Som ung gift ældste, ludfattig og med en følelse af ikke at være i stand til at gøre sit sidste år på college færdigt, besluttede Jeffrey sig for at droppe studiet og tage imod et attraktivt jobtilbud. Nogle få dage senere kom ældsternes kvorumspræsident hjem til ham. »Forstår du vigtigheden af de præstedømmenøgler, jeg bærer?« spurgte ældsternes kvorumspræsident. Da Jeffrey svarede, at det gjorde han, fortalte kvorumspræsidenten ham, at han, efter havde hørt om Jeffreys plan om at droppe studiet, havde ligget søvnløs, for Herren havde plaget ham om at give Jeffrey dette budskab: »Som din kvorumspræsident råder jeg dig til ikke at droppe dit studie. Det er et budskab til dig fra Herren.« Jeffrey blev på studiet. En del år senere mødte jeg ham, hvor han var en fremgangsrig forretningsmand og hørte ham sige til en forsamling af præstedømmebærere: »Det [råd] gjorde en verden til forskel i mit liv.«
En præstedømmebærer højnede sit præstedømme og sit kald, og det gjorde »en verden til forskel« for et andet af Guds børn.
IV. Præstedømmet i familien
Indtil nu har jeg talt om præstedømmefunktioner i Kirken. Nu vil jeg tale om præstedømmet i familien. Jeg begynder med nøgler. Princippet om, at præstedømmets myndighed kan kun udøves under ledelse af den, der har nøglerne til den funktion, er fundamental i Kirken, men det gælder ikke for udøvelse af præstedømmemyndighed i familien.8 En far, der bærer præstedømmet, præsiderer i sin familie med myndighed i det præstedømme, han bærer. Han behøver ikke at blive ledt til eller få godkendelse af nogen med præstedømmenøgler for at rådgive medlemmer af sin familie, holde familiemøder, give præstedømmevelsignelser til sin hustru og sine børn eller helbredende velsignelser til familie eller andre.
Hvis fædre ville højne deres præstedømme i deres egen familie, ville det fremme Kirkens mission så meget mere, end noget andet ville gøre. Fædre, som bærer Det Melkisedekske Præstedømme, bør holde buddene, så de har præstedømmets kraft til at give velsignelser til deres familie. Fædre bør også fremme kærlige familierelationer, så familien har lyst til at bede deres far om velsignelser. Og forældre bør opfordre til flere præstedømmevelsignelser i familien.
Fædre, fungér som »jævnbyrdige partnere« med jeres hustru, som familieproklamationen lærer os.9 Og fædre, når I nyder privilegiet af at udøve præstedømmets kraft og myndighed, så gør det »ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed« (L&P 121:41). Denne høje standard for udøvelse af præstedømmemyndighed er yderst vigtig i familien. Præsident Harold B. Lee kom med dette løfte, lige efter han var blevet præsident for Kirken: »Aldrig er kraften i det præstedømme, I har, mere vidunderlig, end når der er en krise i jeres hjem, alvorlig sygdom eller en stor beslutning, der skal tages … I præstedømmets kraft, som er den almægtige Guds kraft, ligger kraften til at udføre mirakler, hvis det er Herrens vilje, men for at vi kan bruge dette præstedømme, må vi være værdige til at udøve det. Hvis man ikke kan forstå dette princip, kan man ikke modtage velsignelserne ved at have dette storslåede præstedømme.«10
Mine kære brødre, højnelse af det hellige præstedømme, I bærer, er afgørende for Herrens værk i jeres familie og kirkekaldelser.
Jeg vidner om ham, hvis præstedømme det er. Gennem hans forsoning, lidelse, offer og opstandelse har alle mænd og kvinder et løfte om udødelighed og en mulighed for evigt liv. Vi bør hver især være trofaste og flittige til at gøre vores del i dette vor Guds og Evige Faders store værk. I Jesu Kristi navn. Amen.