2018
Michelle D. Craig
May 2018


Michelle D. Craig

Førsterådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab

Michelle D. Craig

Da søster Michelle D. Craig var 16 år gammel, flyttede hendes familie fra Provo i Utah til Harrisburg i Pennsylvania i USA, så hendes far kunne være missionspræsident.

Michelle var glad for at være sammen med sin familie, men flytningen havde efterladt den unge pige »socialt ensom« under de sidste år i gymnasiet.

»Det var nogle år, der virkelig prægede mig,« siger søster Craig. »I stedet for at stole på mine venner stolede jeg på min familie og mit vidnesbyrd, og Kirken blev min livline.« Hun satte størst pris på sit forhold til vor himmelske Fader og Frelseren.

Michelle Daines Craig blev født den 13. juli 1963 i Provo i Utah og er den ældste af 7 børn. Hendes forældre er Janet Lundgren og Robert Henry Daines III. Hun boede i Provo, indtil hendes familie flyttede til Pennsylvania. To år senere vendte søster Craig tilbage til Provo for at gå på Brigham Young University, hvor hun fik en bachelorgrad i grundskoleundervisning. I 1984 accepterede hun sin kaldelse til at tjene i Santo Domingo-missionen i Den Dominikanske Republik.

»Jeg har altid haft min tro,« fortæller søster Craig, der blev opretholdt som førsterådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab den 31. marts 2018. »Fra en tidlig alder vidste jeg, at jeg er Guds datter. Men jeg husker, at jeg hver gang, jeg på min mission bar mit vidnesbyrd om profeten Joseph Smith, følte Ånden. Jeg fik en smuk bekræftelse, der styrkede mit vidnesbyrd.«

Nogle få dage efter, at søster Craig kom hjem fra sin mission, fortalte hendes bror hende, at hun skulle tage på date med Boyd Craig, en ven fra hans mission. Otte måneder senere blev parret forlovet. De blev gift den 19. december 1986 i templet i Salt Lake City. De er forældre til 3 børn og har 6 børnebørn.

Hun har tjent i mange kaldelser, deriblandt som tempeltjener i templet i Provo i Utah og som lærer i seniorklassen. Da hun blev kaldet til Unge Pigers hovedpræsidentskab, tjente hun i Primarys hovedbestyrelse.